C-40-04

Ansøger var berettiget til afdragsfrihed på det bevilgede billån under sin uddannelse til markedsøkonom. Begrundelsen var, at det følger af bilbekendtgørelsens § 4 stk. 8, at der kan gives afdragsfrihed under uddannelse uden erhvervsindtægt så længe uddannelsen varer. Det er tillige en betingelse, at der er tale om en uddannelse, der sigter mod fremtidige arbejds- og indtægtsmuligheder. Ankestyrelsen fandt, at der efter en konkret vurdering var tale om en uddannelse, der sigtede mod fremtidige arbejds- og indtægtsmuligheder. Ankestyrelsen lagde vægt på, at ansøger, som var uddannet til kontorassistent, havde påbegyndt en uddannelse til markedsøkonom af 2 års varighed med SU-støtte. Ankestyrelsen fandt ikke, at oplysningerne om ansøgers helbredsmæssige forhold talte imod en videreuddannelse til markedsøkonom. Ankestyrelsen fandt således ikke, at der i bilbekendtgørelsen er hjemmel til at afslå afdragsfrihed under henvisning til, at en ansøger i forvejen har en uddannelse, som betyder at han kan være selvforsørgende i et job der harmonerer med skånebehovene. Ankestyrelsen var således kommet til samme resultat som det sociale nævn. Ankestyrelsen traf endvidere den afgørelse, at kommunen ikke kunne indbringe det sociale nævns afgørelse om bilstøtte for Ankestyrelsen med anmodning om principiel eller generel behandling. Ankestyrelsen anførte i begrundelsen, at ifølge retssikkerhedslovens § 63 kan Ankestyrelsen optage det sociale nævns afgørelse til behandling, når Ankestyrelsen skønner, at sagen har principiel eller generel betydning. Det er den person, som afgørelsen vedrører, kommunen eller amtskommunen, der kan anmode Ankestyrelsen om at optage sagen til behandling. Ankestyrelsen fandt, at ordlyden bør forstås således, at det må være en forudsætning for at en kommune kan anmode om principiel behandling af en nævnsafgørelse, at det er kommunen der har truffet afgørelse i første instans. Ligesom det bør være en forudsætning for en amtskommunes indbringelse, at amtskommunen har truffet afgørelse i 1. instans. Ankestyrelsen lagde således vægt på, at det i denne sag var amtskommunen, der i første instans havde truffet afgørelse i sagen om bilstøtte under uddannelse og at kommunen alene havde en indstillingsret. Ankestyrelsen lagde vægt på, at en kommune ikke er berettiget til at klage over en amtskommunes afgørelse i 1. instans om bilstøtte til nævnet, jf. retssikkerhedslovens § 60, stk. 1, og SM R-1-99. Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at det af hensyn til borgernes retsstilling i sociale sager i almindelighed antages, at en kommune som offentlig myndighed ikke uden særlig hjemmel er klageberettiget med hensyn til en anden myndigheds afgørelser.