C-40-04
Resume
En 25-årig ansøger var berettiget til afdragsfrihed på sit billån under en uddannelse til markedsøkonom, hvorunder han fik SU-støtte. Begrundelsen var, at der efter en konkret vurdering var tale om en uddannelse, der sigtede mod fremtidige arbejds- o...
Lovgrundlag
- Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 72 af 6. februar 2004 - § 63
- Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 708 af 29. juni 2004 - § 99
- Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 114, stk. 3
Sagsfremstilling
En 25-årig mand blev i 2002 bevilget bilstøtte på erhvervsmæssigt grundlag. Han var uddannet til kontorassistent og havde som sådan været i arbejde indtil han opsagde arbejdet pr. 1. september 2003 og påbegyndte en 2-årig uddannelse til markedsøkonom. Han modtog SU under uddannelsen.
Amtskommunen traf, efter indstilling fra kommunen, den afgørelse, at ansøgeren ikke havde ret til afdragsfrihed under uddannelse, jf. bilbekendtgørelsens § 1 og § 2, stk. 1, nr. 2, med den begrundelse, at han af egen drift havde opsagt et relevant arbejde, hvorved han var selvforsørgende med arbejdsfunktioner, der var forenelige med hans helbredsmæssige skånebehov. Den uddannelse, han nu var gået i gang med, kunne ikke ses som led i revalidering, og der var ikke lagt en plan i samarbejde med hans kommune.
Det sociale nævn meddelte i sin afgørelse, at ansøgeren havde ret til afdragsfrihed på billånet under uddannelsen til markedsøkonom. Nævnet ændrede således amtets afgørelse.
Nævnet begrundede afgørelsen med, at nævnet efter en konkret vurdering havde fundet at der var tale om en uddannelse, der sigtede mod fremtidige arbejds- og indtægtsmuligheder. Nævnet lagde vægt på, at ansøgeren var 25 år gammel og uddannet kontorassistent. Nævnet lagde endvidere vægt på, at der efter det oplyste var tale om en videreuddannelse, som varede 2 år. Nævnet fandt ikke, at de foreliggende oplysninger om ansøgerens helbredsmæssige forhold talte imod en uddannelse til markedsøkonom. Endelig lagde nævnet vægt på, at ansøgerens modtog SU under uddannelsen.
Nævnet fandt ikke, at den af amtet anførte vurdering for afslag på afdragsfrihed under uddannelsen kunne inddrages som et lovligt moment i den konkrete sag.
Amtskommunen klagede over nævnets afgørelse.
I klagen til Ankestyrelsen var det anført, at amtskommunen fandt behov for en vurdering af, om der næsten pr. automatik vil være ret til afdragsfrihed under uddannelse, dvs. også i tilfælde hvor man i forvejen er selvforsørgende i et job, der harmonerer med skånebehov, og hvor man i forvejen har afsluttet en faglig uddannelse.
Kommunen klagede endvidere til Ankestyrelsen over nævnets afgørelse.
Sagen blev behandlet i principielt møde for at afklare, om det afgørende kriterium for ret til afdragsfrihed under uddannelse alene er, om der er tale om en uddannelse, der sigter mod fremtidige arbejds- og indtægtsmuligheder eller om der også kan lægges vægt på om personen i forvejen har gennemgået en uddannelse og er i arbejde på baggrund af denne uddannelse.
Sagen blev endvidere behandlet for at afklare, om en kommune er klageberettiget til Ankestyrelsen i en sag om bilstøtte, hvor amtskommunen har kompetencen til at træffe afgørelse i 1. instans.
Afgørelse
Nøgleord
Relaterede afgørelser
Original principafgørelse:
Ankestyrelsens principafgørelse C-40-04 på retsinformation.dk →