C-32-05

J.nr.: 3500624-04

Resume

Der kunne ydes hjælp til dækning af opholds- og fortæringsudgifter til en kontaktperson for en døvblind. Det var dog en betingelse, at deltagelse i aktiviteten var et led i at leve så normalt som muligt, og at kontaktpersonens medvirken i forbindelse...

Lovgrundlag

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 280 af 5. april 2005 - § 79
Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 98

Sagsfremstilling

En døvblind kvinde søgte kommunen om at få betalt sin kontaktpersons udgifter til ophold og fortæring efter servicelovens § 79 i forbindelse med deltagelse i landsmødet i Retinitis Pigmentosa foreningen.

Kommunen gav afslag på ansøgningen.

Kommunen henviste til, at ansøger som bruger af ordningen selv skulle afholde udgifterne til kost, transport og ophold for kontaktpersonen, i lighed med hvis det var en biograf- eller teatertur. Da hun desuden modtog bistandstillæg, skulle dette betragtes som tilskud til udgiften.

Det sociale nævn tiltrådte kommunens afgørelse.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at der ikke sås at være hjemmel i lov eller bekendtgørelse til at dække de ansøgte udgifter.

Nævnet lagde vægt på, at servicelovens § 79 efter sin ordlyd alene omhandler kommunens forpligtelse til i fornødent omfang at yde hjælp i form af en særlig kontaktperson til personer, som er døvblinde.

Nævnet fandt derfor ikke, at der i servicelovens § 79, på tilsvarende vis som ved ledsageordningen efter servicelovens § 78, var indført en adgang til for kommunen i særlige tilfælde at afholde følgeudgifter i forbindelse med aktiviteter m.v., når ledsagerens tilstedeværelse hertil skønnedes nødvendig, jf. bekendtgørelse om betingelser for ledsageordning efter servicelovens § 8, stk. 2.

Nævnet noterede endvidere, at hun tillige modtog bistandstillæg, hvorfor en del af dette kunne anvendes til hel eller delvis dækning af de ansøgte udgifter, jfr. principperne i SM C-44-01.

Center for Døve klagede på ansøgers vegne over nævnets afgørelse.

I klagen til Ankestyrelsen blev det anført, at det ingen steder i lovgivningen var præciseret, om § 79 gav mulighed for betaling af følgeudgifter til kontaktpersonerne i forbindelse med aktiviteter indenfor landets grænser, og at Ankestyrelsen heller ikke havde truffet afgørelser på området.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af om der i servicelovens § 79 om kontaktpersonordningen var hjemmel til at yde hjælp til følgeudgifter til kontaktpersonen i forbindelse med den døvblindes deltagelse i indenlandske møder, kurser m.v.

Afgørelse

Ankestyrelsen fandt, at ansøger som udgangspunkt kunne få dækket kontaktpersonens udgifter til ophold og fortæring efter servicelovens § 79 under hendes deltagelse i landsmødet i Retinitis Pigmentosa foreningen. Ankestyrelsen henviste til, at kommunen efter servicelovens § 79 i fornødent omfang skulle yde hjælp i form af en særlig kontaktperson til personer, som var døvblinde. Efter Socialministeriets vejledning om sociale tilbud til voksne med handicap, punkt 110, var formålet med kontaktpersonordningen at give voksne døvblinde mulighed for at få en særlig form for hjælp, der kunne være med til at bryde den døvblindes isolation samt bidrage til, at den pågældende kunne leve så normalt som muligt, på trods af det meget svære kommunikationshandicap og massive ledsagebehov. Ankestyrelsen fandt i det konkret tilfælde, at ansøgers deltagelse i landsmødet var et led i at leve så normalt som muligt, og at kontaktpersonens medvirken i forbindelse med aktiviteten var nødvendig. Ankestyrelsen fandt i den forbindelse, at det ved udmålingen af hjælpen efter servicelovens § 79 kunne være nødvendigt også at udmåle et beløb til dækning af de indirekte udgifter, som kunne opstå i forbindelse med kontaktpersonordningen, f.eks. udgifter til kontaktpersonens fortæring og ophold. Ankestyrelsen lagde vægt på, at kontaktpersonordningen for voksne døvblinde oprindelig blev indført i bistandslovens § 48, stk. 4, 2. pkt., som en særlig form for hjælp til voksne hjemmeboende med vidtgående fysisk eller psykisk handicap. Det var derfor Ankestyrelsens opfattelse, at udmåling af hjælp efter servicelovens § 79 som udgangspunkt skulle foregå på samme måde som ved udmåling af hjælp efter servicelovens § 77. Dette ville derfor også indebære, at kommunen ved udmåling af hjælpen efter servicelovens § 79 skal vurdere, i hvilket omfang et tilkendt bistands-/plejetillæg skal indgå ved udmåling af hjælpen, jf. principperne i SM C-44-01. Sagen blev derfor hjemvist til kommunen til ny behandling og afgørelse, da det ikke på de foreliggende oplysninger kunne afgøres, om bistandstillægget skulle indgå ved udmåling af hjælpen.

Nøgleord

DøvblindKontaktpersonUdgifter til ophold og fortæring

Relaterede afgørelser

C-34-02

Ankestyrelsen fandt, at et beskyttet værksted var forpligtet til at indrette arbejdspladsen i overensstemmelse med arbejdsmiljølovgivningens bestemmelser om indretning af faste arbejdssteder. Ankestyrelsen fandt endvidere, at i det omfang ansøgers li...

C-63-01

Hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste til pasning i hjemmet af et barn med handicap skulle fortsat udbetales ud fra den bruttoydelse, der var beregnet på grundlag af ydelsesmodtagerens seneste lønindtægt før overgangen til hjælp til dækning af...

C-30-02

En oppustelig tommelortose kan være såvel et behandlingsredskab som et hjælpemiddel. Afgørelsen heraf beror på en konkret og lægelig vurdering af lidelsens karakter og formålet med brugen af ortosen. Ankestyrelsen fandt i det konkrete tilfælde ikke e...

Original principafgørelse:

Ankestyrelsens principafgørelse C-32-05 på retsinformation.dk →