C-63-01

Moderen til en dreng med Downs Syndrom blev i 1992 bevilget hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste for at passe barnet i hjemmet, jf. bistandslovens § 48, stk. 2 (der nu er afløst af servicelovens § 29, stk. 1).

Kommunen beregnede ydelsen på grundlag af moderens daværende arbejde som kontorassistent. I 1995 blev moderen opsagt fra dette arbejde og modtog herefter arbejdsløshedsdagpenge og hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste op til den hidtidige løn.

I 1998 blev moderen ansat som pædagogmedhjælper 25½ time ugentligt. Kommunen bevilgede hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste 11½ time ugentligt, som kommunen beregnede på grundlag af lønnen som pædagogmedhjælper. Kommunens nye beregning af hjælpen til dækning af tabt arbejdsfortjeneste blev indbragt for det sociale ankenævn.

Nævnet traf afgørelse om, at kompensation for tabt arbejdsfortjeneste efter bistandslovens § 48, stk. 2 i hele perioden skulle udbetales ud fra det oprindelige beregningsgrundlag, og at der således ikke skulle ske reguleringer hverken ved lønstigninger eller lønfald men alene regulering i henhold til bekendtgørelsens § 1. (Denne bestemmelse er nu afløst af § 10 i bekendtgørelsen om merudgiftsydelse efter § 28 og hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste efter § 29 i lov om social service).

Nævnet henviste til, at dette var gældende uanset om der bevilges tabt arbejdsfortjeneste på fuld tid eller kun deltids, hvorefter den resterende periode udnyttes til arbejdsindkomst. Det forhold, at moderen havde måttet finde andet arbejde til en lavere overenskomstmæssig løn, kunne derfor ikke begrunde en ændring af beregningsgrundlaget for den tabte arbejdsfortjeneste. Da moderen var i arbejde 25½ time ugentligt var det korrekt, at kompensationen for

tabt arbejdsfortjeneste udgjorde 11½ time (op til sammenlagt 37 timer).

Pr. 1. februar 2000 fik moderen ændret arbejdstid som pædagogmedhjælper til 30 timer ugentligt.

Kommunen traf herefter afgørelse om, at hjælpen til dækning af tabt arbejdsfortjeneste for syv timer ugentligt skulle beregnes på grundlag af moderens hidtidige beregningsgrundlag, det vil sige lønnen som kontorassistent. Denne afgørelse blev indbragt for det sociale nævn.

I forbindelse med klagen blev det bl.a. anført, at moderen var gået ud fra, at den tabte arbejdsfortjeneste skulle nedsættes med et beløb svarende til lønnen for de timer, hun var gået op i arbejdstid, således at totalindtægten var uændret. Kommunens beregning medførte imidlertid, at moderen samlet fik mindre udbetalt end tidligere, hvilket hun fandt var i strid med princippet om, at det oprindelige beregningsgrundlag bibeholdes.

Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse om, at kompensationen for tabt arbejdsfortjeneste efter servicelovens § 29 i hele perioden skulle udbetales ud fra det oprindelige beregningsgrundlag, og at der således ikke skulle ske reguleringer hverken ved lønstigninger eller ved lønfald, men alene reguleringer i henhold til bekendtgørelsens § 10.

Nævnet anførte bl.a., at det forhold, at moderen efter ændringen i arbejdstid fik udbetalt mindre var en følge af, at jobbet som pædagogmedhjælper var lavere lønnet end jobbet som kontorassistent. Efter nævnets opfattelse var der ikke mulighed for at kompensere herfor via reglerne om tabt arbejdsfortjeneste. Nævnet fandt således, at kommunen korrekt havde anvendt det oprindelige beregningsgrundlag ved beregning af ydelsen for de resterende syv timers kompensation.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på nærmere afklaring af regulering af en beregnet tabt arbejdsfortjeneste i forhold til nogle generelt ændrede arbejds- og lønforhold.