C-30-02

Sagen drejede sig om en kvinde, der havde fået en blodprop i hjernen med hyperton parese i højre hånd. Socialrådgiveren på det sygehus, hvor kvinden modtog genoptræning efter blodproppen, søgte på kvindens vegne kommunen om bevilling af en oppustelig tommelortose som hjælpemiddel.

Socialrådgiveren på sygehuset oplyste, at en oppustelig tommelortose var en skinne, som blev påført håndleddet med velkrobånd. På toppen af skinnen var en lille oppustelig pude, som lå i hånden. Kvinden lå med denne skinne hver nat, og formålet med behandlingen var at forhindre kontraktur i hånden og at bedre og vedligeholde håndens funktion. Efter genoptræningsforløbet efter blodproppen havde kvinden fortsat nedsat kraft i højre hånd og meget begrænset funktion af hånden. Det var kvindens oplevelse, at hun efter at være påbegyndt behandlingen med tommelortosen, havde fået en væsentligt bedre funktion i hånden.

Man anbefalede derfor fra sygehuset, at kvinden fremover permanent brugte en oppustelig tommelortose, således at hun kunne vedligeholde det funktionsniveau, hun nu havde fået opbygget ved aktiv ergo- og fysioterapi. Der var ikke behov for fortsat kontrol eller opfølgning fra sygehusets side ved den fremtidige brug af tommelortosen.

Af produktbeskrivelsen fremgik, at ortosen var fremstillet specielt med henblik på afhjælpning af kontrakturer.

Kommunen meddelte afslag på hjælp til anskaffelse af den ansøgte tommelortose efter § 97 i lov om social service med den begrundelse, at den ansås for at være en skinne til forebyggelse af fejlstilling (kontrakturer) og nedsættelse af spastisitet. Skinnen skønnedes at være et behandlingsredskab og ikke et hjælpemiddel.

Afgørelsen blev på kvindens vegne anket af socialrådgiveren på sygehuset.

Under behandlingen af sagen i nævnet blev der indhentet yderligere oplysninger fra socialrådgiveren på sygehuset om den oppustelige tommelortose.

Nævnet tiltrådte herefter kommunens afgørelse med den begrundelse, at nævnet efter de i sagen foreliggende oplysninger om den ansøgte tommelortose sammenholdt med det oplyste om anvendelsen af ortosen, ikke fandt, at den oppustelige tommelortose kunne betragtes som et hjælpemiddel i servicelovens forstand, hvorfor nævnet ikke fandt grundlag for at pålægge kommunen at yde tilskud til det ansøgte.

Nævnet anførte videre, at hjælp efter § 97, stk. 1, i lov om social service forudsatte, at det ansøgte afhjalp en varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og i væsentlig grad kunne afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne, i væsentlig grad kunne lette den daglige tilværelse i hjemmet eller var nødvendigt for, at ansøger kunne udøve et erhverv.

Nævnet bemærkede, at kvinden på ansøgningstidspunktet ikke var færdigbehandlet på sygehuset. Nævnet havde ikke herved taget stilling til, om ortosen kunne udleveres som behandlingsredskab fra sygehuset, eller om kvinden kunne modtage tilskud til det ansøgte efter en økonomisk vurdering.

I klagen til Ankestyrelsen, som var udfærdiget af sygehusets socialrådgiver, var det bl.a anført, at man fra sygehuset havde haft kontakt til andre sygehuse og andre kommuner, og ud fra dette var det sygehusets erfaring, at en oppustelig tommelortose i andre kommuner blev bevilget som et hjælpemiddel.

Under behandlingen af sagen i Ankestyrelsen blev der indhentet journaloplysninger i form af ergo- og fysioterapeutisk slutstatus fra sygehuset, hvor kvinden havde gået til genoptræning. Heraf fremgik vedrørende brugen af den oppustelige tommelortose, at det funktionsniveau, som kvinden havde opnået ved den aktive fysio- og ergoterapi, var stærkt afhængigt af, at hun brugte ortosen hver nat. Ortosen var med til at forhindre kontraktur i højre hånd.

Under behandlingen af sagen i Ankestyrelsen oplyste kommunen, at kvinden var bevilget en reband håndledsskinne som hjælpemiddel. Der var tale om en funktionsskinne, der skulle benyttes, for at kvinden kunne bruge hånden. Skinnen, som kun skulle benyttes om dagen, gav støtte til hånden, når hånden arbejdede.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på belysning af afgrænsningen mellem behandlingsredskaber og hjælpemidler, herunder en vurdering af oplysningsgrundlaget.