C-3-03

Sagen drejede sig om en kvinde, som var blevet lam i begge ben efter operation for diskusprolaps. Kvinden var uden gå/stå funktion og færdedes derfor permanent i kørestol. Hun blev flyttet med lift.

Det var oplyst, at kvinden boede i et parcelhus sammen med sin ægtefælle. Parcelhuset var, ifølge kommunens oplysninger meget uhensigtsmæssigt indrettet henset til kvindens handicap. Hun kunne således eksempelvis ikke komme ud i det eksisterende badeværelse.

Kommunen vurderede derfor, at det var nødvendigt at foretage flere boligændringer i ægteparrets hus.

Ansøger fik selv udarbejdet en tegning indeholdende forslag til godt 53 m2 tilbygning i gavlen af huset indeholdende badeværelse, depot/vaskerum og vagtrum. Under tilbygningen skulle der etableres fuld kælder.

Kommunen fik senere et arkitektfirma til at udarbejde et forslag til nødvendige ændringer af huset samt en mindre tilbygning på 20 m2 til erstatning for arbejdsværelset (kontor) som skulle inddrages til badeværelse. Tilbygningen skulle placeres i forlængelse af stuen. De øvrige ændringer af boligen omfattede udvidelse af entre, udvidelse og ombygning af køkken, ombygning af soveværelse og ombygning af kontor til badeværelse.

Kommunen vurderede, at arkitektens forslag ville afhjælpe problemerne i hjemmet samtidig med at ændringerne ville koste under halvdelen af det af ansøger udarbejdede forslag.

Kommunens socialudvalg godkendte efterfølgende de ændringer der var omfattet af kommunens tegning bortset fra den foreslåede tilbygning.

Ansøger klagede over kommunens afgørelse. Ansøger kunne således ikke anerkende, at der ikke blev etableret en udbygning til erstatning for det nedlagte kontor - og selve placeringen i huset, hvorefter man skulle igennem opholdsrum før man kom hen til kontoret.

Ansøger havde endvidere anført, at etablering af badeværelse i kontoret ville indebære en uhensigtsmæssig rørføring, at det ville være uhensigtsmæssigt (ulovligt), at etablere badeværelse på trægulv og fremhævede samtidig at ægteparrets egne investeringer i kontoret, som nyligt var blevet ombygget, herefter ville være fuldstændig spildt.

Det var videre oplyst, at ansøgers hjælpemidler på nuværende tidspunkt var placeret i kælderen og at der ikke i det nye forslag var taget hensyn til at disse skulle være let tilgængelige samt at kørestolen om natten skulle kunne oplades og luftes uden for soveværelset. Eksempelvis i et depotrum.

Kommunen fastholdt ved genvurderingen den tidligere trufne afgørelse.

I en supplerende klage fra Amternes Specialkonsulentordning for Bevægelseshandicap var det bl.a. anført, at kommunen havde bevilget et badeværelse i det eksisterende kontor uden at lave et erstatningskontor. Det vurderedes ikke, at boligen på den måde blev bedre egnet i forhold til ansøgers handicap, da boligen indeholdt både bolig og erhverv, og da dette også var nødvendigt for familiens indtjening fremover.

Det sociale nævn tiltrådte kommunens afgørelse.

Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at den af kommunen bevilgede boligindretning, efter nævnets vurdering, gjorde boligen bedre egnet som opholdssted for ansøger under hensyn til ansøgers nedsatte funktionsevne.

Nævnet fandt således ikke grundlag for at pålægge kommunen, at bevilge ansøger en erhvervsrelateret boligudvidelse i form af en kontortilbygning som følge af, at boligen også blev benyttet som arbejdsplads.

Nævnet lagde herved vægt på, at ansøgers kontorfaciliteter, som hidtil havde været indrettet i et værelse på 13 m2 alternativt ville kunne indrettes i en del af vinkelstuen på godt 35 m2.

Nævnet lagde endvidere vægt på husstandens størrelse på 2 personer og at ansøger ikke havde hjemmeboende børn.

Nævnet fandt herefter ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens skøn, hvorefter der konkret ikke var behov for yderligere ændringer af boligen som følge af ansøgers handicap end dem kommunen allerede havde bevilget.

Det forhold, at ansøger havde fremsat ønske om mere omfattende boligændringer indbefattende større tilbygning ændrede ikke herved.

Nævnet fandt ved genvurderingen ikke grundlag for at ændre afgørelsen.

I klagen til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at der var ansøgt om en tilbygning af et badeværelse, idet ansøger sad i kørestol og ikke havde muligheder for at komme ud i det eksisterende badeværelse.

Ansøger vurderede imidlertid, at nævnet hele tiden havde troet, at der var ansøgt om et kontor, idet kommunen ville inddrage ansøgers nuværende kontor til badeværelse.

Det var herefter anført, at ansøger havde brug for det nuværende kontor, idet der blev drevet selvstændig erhvervsvirksomhed fra kontoret. Ægteparret havde endvidere for egen regning ofret ca. 80.000 kr. på kontoret for at ansøger skulle have mulighed for at komme ud i kontoret i kørestol og passe telefon samt lave regnskaber.

Ansøger gjorde endvidere opmærksom på, at kommunen ikke havde taget højde for at ansøgers kørestol - grundet batteriernes udskilning af dampe - skulle stå i et rum til udluftning, når den ikke blev brugt eller når den skulle lades op.

Ansøger havde afslutningsvist anført, at hun ikke kunne komme ud i sit køkken fordi døren var for smal. Kommunen havde imidlertid oplyst, at køkkenet først kunne blive lavet når badeværelset skulle laves.

Under behandlingen af sagen oplyste kommunen, at der blev drevet virksomhed fra ansøgers adresse, men at der ikke var godkendt fradrag for kontor og at der ikke, ifølge oplysninger fra skattemyndighederne, var ansatte i virksomheden. Kommunen oplyste endvidere, at kommunen ikke ville påbegynde de allerede bevilgede køkkenændringer før der forelå en afgørelse fra Ankestyrelsen.

Ansøger oplyste efterfølgende, at der blev drevet entreprenør- og mekanikervirksomhed, samt udlejning af maskiner fra ægtefællens virksomhed. Der foregik herudover import og eksport af lastbiler og lignende salg. Ægtefællen var fuldtidsbeskæftiget i virksomheden, mens ansøger førte regnskab på computeren, passede telefon, sørgede for at regninger blev betalt og talte med kunder, såfremt ægtefællen ikke var til stede. Ansøger havde endvidere oplyst, at det var forskelligt hvor ofte der var kundebesøg på adressen, men at det skete min. 5-7 gange ugentligt. Det var i den forbindelse væsentligt, at der var et kontor, hvor døren kunne lukkes således, at der kunne tales uforstyrret.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt et kontor, hvorfra der drives egen virksomhed, kunne inddrages til etablering af badeværelse i forbindelse med en ansøgt boligændring efter servicelovens § 102, stk. 1.