C-27-06

Sagen drejede sig om en ansøger, som led af en medfødt knogleskørhed med følger i form af bl.a. rygsammenfald, slidgigt og fejlstillinger i underekstremiteterne. Det var oplyst, at ansøger arbejdede som universitetslektor 3-4 dage ugentligt, og at ansøger herudover deltog i frivilligt arbejde i flere handicaporganisationer.

Ansøger fik bevilget støtte til køb af bil på erhvervsmæssigt og ikke-erhvervsmæssigt grundlag. Ansøger indgav samtidig ansøgning om at få bevilget tilskud til en særlig indretning i form af en motor-/kabinevarmer med fjernbetjening.

Amtskommunen bevilgede ansøger en motor-/kabinevarmer med timer og gav samtidig afslag på ansøgningen om bevilling af en fjernbetjening.

Ansøger påklagede amtskommunens afgørelse til det sociale nævn. I klagen var det bl.a. oplyst, at ansøgers arbejde ikke var fastlagt inden for bestemte arbejdstider. Nogle dage var det eksempelvis hensigtsmæssigt, at ansøger blev på universitetet længere tid end forudset. Andre dage kunne ansøger have behov for at gå tidligt. Ansøgers arbejde krævede indimellem, at ansøger deltog i spontane møder. Når ansøger deltog i møder enten inden for eller uden for universitetet, kunne hun ikke forudse, hvornår møderne var færdige. I forhold til vintervejret oplyste ansøger, at hun herudover ofte havde behov for ekstra fleksibilitet i sne og frost, da hun i sådanne situationer var nødt til køre tidligt (inden vejret blev værre) eller senere (efter at der var sneryddet uden for hendes dør). Ansøger havde herudover brug for en stor grad af fleksibilitet i forhold til kørslen til og fra ikke-erhvervsmæssige aktiviteter i forbindelse med ansøgers frivillige arbejde i handicaporganisationer og boligforening. Det frivillige arbejde omfattede deltagelse i en del mødeaktivitet, hvor det også ofte var vanskeligt at forudse, hvor længe mødet varede.

Nævnet tiltrådte amtskommunens afgørelse om afslag på bevilling af fjernbetjening.

Nævnet lagde vægt på, at det på trods af fleksible arbejds- og mødetider skulle være muligt at få dækket ansøgers behov for varme i bilen ved anvendelse af den bevilgede bilvarmer med timer. Nævnet fandt, at ansøger i de fleste tilfælde, når bilvarmeren var nødvendig i vintermånederne, ville kunne planlægge kørselstidspunktet i forvejen, således at uret til bilvarmeren kunne indstilles.

Ansøger påklagede nævnets afgørelse til Ankestyrelsen. I klagen var det bl.a. anført, at bilvarmeren ville starte 3 gange og køre 45-60 minutter, hvis man havde programmeret timeren til 3 starttidspunkter og herefter blev forhindret i at tage af sted. Dette kunne - ikke mindst om vinteren - føre til dårlig ladetilstand og medføre, at bilen ikke kunne starte, eller at batteriet ikke kunne drive den nødvendige hjælpemiddelkran næste morgen.

Ansøger oplyste, at hun i forbindelse med sit organisationsarbejde deltog i møder 1 eftermiddag og 2 aftener ugentligt.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om der forelå særlige omstændigheder, der kunne begrunde, at ansøger havde behov for en fjernbetjening til motor/kabinevarmer. Sagen blev behandlet som supplement til SM C-4-01.