B-5-98

Sagen drejede sig om en mor, der blev arresteret og fik tilbud om at tage ophold i et arresthus sammen med sit barn. Moderen blev indsat som varetægtsarrestant.

Kriminalforsorgen søgte på moderens vegne om børnetilskud.

Kommunen gav afslag under henvisning til, at barnet var forsørget af det offentlige.

Kriminalforsorgen ankede sagen og anførte bl.a., at man var enig i afgørelsen, for så vidt der var tale om en afsoning, men der var tale om en varetægtsfængsling. Der henvistes til vejledningens pkt. 5.

Ankenævnet fandt, at kommunen ikke havde været berettiget til at afslå udbetaling af børnetilskud samt børnefamilieydelse med henvisning til, at moderen og barnet var forsørget af offentlige midler. Nævnet begrundede afgørelsen med, at moderen ikke kunne anses for forsørget af offentlige midler, når der alene var tale om en situation med en varetægtsfængsling. I klagen til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at det kommunen gjorde gældende var barnets forhold, ikke moderens. Kommunen anførte, at det var fuldstændig irrelevant, om klienten var varetægtsfængslet eller ikke. For kommunen var det afgørende, at det var Kriminalforsorgen, der forsørgede barnet, og ikke moderen. Kommunen var af den opfattelse, at klienten ikke var berettiget til ydelserne, da Kriminalforsorgen er en offentlig institution, og kommunen tolkede retsgrundlaget således, at det var barnet, ikke moderen, der var den omtalte person i lovgivningen.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på præcisering af vejledningens pkt. 5, SM B 4-87 og SM B 4-89, om hvorvidt det gjorde en forskel, at moderen var varetægtsfængslet og ikke afsonede en dom.