Børnetilskudsloven
2020

Ankestyrelsens principmeddelelse 40-20

18-65982

Resume

Når myndigheden skal vurdere, om en person kan anses for at indgå i et ægteskabslignende forhold, skal der foretages en samlet vurdering af alle forhold i sagen, herunder praktiske, personlige og økonomiske forhold. I vurderingen er myndigheden ikke ...

Afgørelse

Sådan vurderer vi sagen Ankestyrelsen vurderer, at du ikke længere kan anses som enlig forsørger fra 1. februar 2020. Du opfylder derfor ikke betingelserne for at modtage ordinært og ekstra børnetilskud fra 1. april 2020. Hvad er afgørende for resultatet Vi lægger vægt på, at du og X har købt et hus sammen med overtagelse den 1. februar 2020. Vi er opmærksomme på, at du oplyser, at det kun er dig og dine børn, som skal bo i huset i Jylland. X bor på Sjælland, arbejder i udlandet og er udstationeret i Europa i 3 til 6 måneder af året. Det er således kun de fysiske rammer for dig og dine børn, som ændres. Det ændrer ikke ved vurderingen, da man opnår væsentlige fordele ved at være to om at købe en bolig sammen. Fordelene er, at man lettere kan godkendes til lånene, og at man har mulighed for at købe en bedre bolig, end man ville kunne købe alene. Man opnår desuden en fordel ved at bo alene i et hus, som man kun ejer halvdelen af, uden at betale husleje for den anden halvdel. Det er således vores vurdering, at du ved at købe hus sammen med X, opnår fordele, som svarer til de fordele, som gifte og samlevende har, også selv om I ikke skal bo i huset sammen. Du kan derfor ikke anses, som enlig forsørger i børnetilskudslovens forstand fra 1. februar 2020. Om reglerne Det er en betingelse for at være berettiget til at modtage ordinært og ekstra børnetilskud, at modtageren er reelt enlig og ikke lever i et samlivsforhold. Formålet med ydelser til enlige er at yde kompensation for de fordele, som gifte og samlevende har. Det er navnlig kompensation af de økonomiske fordele i forbindelse med betaling af faste udgifter og udgifter til daglig forbrug, men også kompensation for den manglende praktiske hjælp i hverdagen med opgaver såsom indkøb, madlavning, rengøring mv. En person betragtes som samlevende, når den pågældende har fælles husførelse med en anden person, som det efter dansk lov er muligt at indgå ægteskab med. 3 Man har fælles husførelse, når man samlet set har nogenlunde de samme økonomiske og praktiske fordele, som gifte og samlevende har, ved at være to om at betale faste løbende udgifter og ved at være to om at udføre det praktiske arbejde i hjemmet. Udbetaling Danmark skal, når det vurderes som en person kan anses som enlig forsørger, foretage en samlet vurdering af alle forhold i sagen praktiske, personlige og økonomiske. Ved vurderingen af om børnetilskudsmodtageren opnår økonomiske fordele ved sin forhold til den formodede samlever, må myndigheden ikke alene lægge vægt på den økonomiske ”nettofordel”, som ydelsesmodtageren eventuelt opnår ved overførsler mellem ydelsesmodtager og den formodede samlever. Der skal foretages en samlet vurdering af alle forhold, herunder eksempelvis betalingsmønster, hyppigheden af overførsler, variation i størrelsen af overførte beløb og indkomstforhold hos tilskudsmodtager. Køber ydelsesmodtageren en bolig sammen med den formodede samlever, kan det indikere, at man opnår væsentlige økonomiske fordele, også selv om det kun er ydelsesmodtageren, som efterfølgende skal bo i boligen. Ved at være to om at købe en bolig sammen, kan man eksempelvis lettere godkendes til låneoptagelse, og man kan købe en bedre bolig, end man ville kunne købe alene. Mødebehandling Sagen er behandlet på møde. På mødet stemmer deltagerne om resultatet. Der er enighed om afgørelsen.

Nøgleord

BørnetilskudKøbt bolig sammenFælles kontoEnlig forsørgerSammenblandet økonomi