B-3-05

Ankestyrelsen var enig med det sociale nævn i, at ansøger ikke havde ret til ordinært og ekstra børnetilskud i perioden 1. april 1998 - 30. juni 2000, og at hun skulle tilbagebetale det beløb, som hun havde fået udbetalt for den omhandlede periode. Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen til grund, at Det Sociale Nævn i afgørelse af 18. januar 2001 stadfæstede kommunens afgørelse af 19. juli 2000 om, at ansøger i perioden 1. april 1998 - 30. juni 2000 ikke havde været berettiget til børnetilskud, idet hun ikke vurderedes at være reelt enlig forsørger, og at kommunens tilbagebetalingskrav således fandtes berettiget, jf. børnetilskudslovens §§ 2, 3 og 24, stk. 2. Ved vurderingen af, om en person reelt var enlig forsørger efter børnetilskudsloven skulle der lægges vægt på karakteren af de involverede personers indbyrdes forhold og på boligforholdene hos den person, som mentes at leve sammen med modtageren af ydelserne, jf. SM B-1-99. Efter den nævnte SM-meddelelse skulle der altid foretages en selvstændig, konkret og individuel prøvelse af, om betingelserne for at standse eller kræve tilbagebetaling var opfyldt. Det afgørende var, om det på baggrund af de samlede oplysninger kunne anses for tilstrækkeligt godtgjort, at der forelå et ægteskabslignende forhold med fælles husførelse. Ankestyrelsen fandt ikke, at Landsskatterettens kendelse af 10. december 2002, hvorefter fradrag for børnebidrag burde godkendes, kunne begrunde en ændring af nævnets afgørelse af 18. januar 2001. Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at Landsskatterettens kendelse var truffet på grundlag af ligningslovens § 10, stk. 1, hvorefter bidrag, der betaltes til underhold af den anden ægtefælle eller af børn, der ikke opholdt sig hos bidragsyderen, skulle fradrages i bidragsyderens skattepligtige indkomst. Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at der var tale om to forskellige former for lovgivning, der ikke definerede det at være enlig ens. Ankestyrelsen lagde også vægt på, at den omstændighed at der var anerkendt et fradrag for indbetalt børnebidrag efter ligningslovens § 10, stk. 1, ikke betød, at en person automatisk kunne anses for reelt enlig efter børnetilskudsloven, men at det alene var et af de momenter, der indgik i vurderingen af, om betingelserne for at være reelt enlig efter børnetilskudsloven var opfyldt.