A-27-01

Ansøger startede i arbejde med løntilskud på en tandklinik, hvorefter han blev ansat på almindelige vilkår.

Den 10. juni 1999 ansøgte han om kontanthjælp, idet han havde sagt sit job op med virkning fra 1. juni. Ansøger havde haft sidste lønudbetaling den 31. maj og var derfor berettiget til kontanthjælp fra 1. juli.

Af kommunens journal fremgik, at ansøger blev orienteret om, at kontanthjælpen i den situation ville blive ydet mod tilbagebetaling.

Den 21. juni modtog kommunen en underskrevet tilbagebetalingserklæring.

Af journalnotat fra aktiveringsafdelingen, hvor han havde været til samtale, fremgik det, at ansøger havde oplyst, at jobbet var sagt op, da han syntes, at 15.000 kr. om måneden ikke var nok. Det blev aftalt, at han i de næste 2 uger skulle søge job rimeligt ihærdigt og meddele tilbage den 13. august, hvordan jobsøgningen gik.

Af tilbagebetalingserklæringen fremgik, at den hjælp, som ansøger havde modtaget efter aktivlovens § 25 fra 1. juli 1999 var tilbagebetalingspligtig efter aktivlovens § 93, stk. 1, nr. 1, "uforsvarlig økonomi".

Som begrundelse var anført, at ansøger havde sagt sit job op uden at have andet forsørgelsesgrundlag.

I klagen til nævnet havde ansøger bl.a. anført, at han vedrørende aktiveringen forinden havde ringet og oplyst, at han desværre ikke kunne møde på grund af sygdom. Han modtog ikke siden noget brev om ny tid. Han havde så selv i den periode, hvor han gik ledig, været aktiv jobsøgende bl.a. ved at sende mange ansøgninger ud til forskellige firmaer, men det lykkedes ikke at få et job.

Ansøger havde endvidere til nævnet oplyst, at hovedårsagen til, at han sagde sit job op, var psykisk stress på daværende arbejdsplads.

Nævnet fandt, at ansøger havde pligt til at tilbagebetale kontanthjælpen for perioden juli 1999 til december 1999.

Begrundelsen for nævnets afgørelse var, at ansøger efter nævnets opfattelse måtte anses for at have udvist uforsvarlig økonomi ved at sige sit arbejde op, uden forinden at have fundet et nyt.

Nævnet fandt ikke, at en opsigelse, begrundet i at ansøger fandt en løn på 15.000 kr. om måneden for lav, kunne betragtes som rimeligt begrundet.

Nævnet fandt endvidere ikke, at ansøgers oplysning om, at han forlod arbejdspladsen på grund af psykisk stress, kunne begrunde en ændret stillingtagen til sagen. Nævnet bemærkede, at der ikke i sagen forelå lægelig dokumentation for, at ansøger ikke kunne have fortsat på sit arbejde, indtil han fandt et nyt.

Med denne begrundelse tiltrådtes kommunens afgørelse.

Nævnet meddelte efterfølgende Ankestyrelsen, at afgørelsen fastholdtes, da opgivelse af arbejde uden rimelig grund efter nævnets opfattelse burde sidestilles med uforsvarlig økonomi.

Nævnet fandt ikke, at det forhold, at kommunen havde anvendt aktivlovens § 93, stk. 1, nr. 1, som hjemmel i stedet for nr. 2, der direkte omhandlede opgivelse af arbejde, burde medføre en ændret stillingtagen til sagen.

Begrundelsen var, at det efter nævnets opfattelse var det samme hovedhensyn, der gjorde sig gældende både for § 93, stk. 1, nr. 1, og § 93, stk. 1, nr. 2, da begge bestemmelser omhandlede tilfælde, hvor en person på grund af egne forhold, der kunne undgås, var kommet i en situation, hvor han måtte søge om kontanthjælp, samt at opgivelse af arbejde uden at have andet forsørgelsesgrundlag fik direkte konsekvenser for økonomien.

Da kommunen i øvrigt havde begrundet sin afgørelse behørigt, og der ikke var tvivl om, hvorfor modtageren var pålagt tilbagebetalingspligt, fandt nævnet på baggrund af ovenstående ikke anledning til at ophæve tilbagebetalingspligten på grund af, at kommunen ikke havde citeret § 93, stk. 1, nr. 2.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på en afklaring af, om opgivelse af arbejde kan sidestilles med uforsvarlig økonomi.