A-24-05
Resume
Kommunen kunne ikke give ansøger afslag på kontanthjælp alene med henvisning til, at hun kunne søge om optagelse på en produktionsskole og dermed blive forsørget via skoleydelse....
Lovgrundlag
- Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 709 af 13. august 2003 - § 11, stk. 2, nr. 3
Sagsfremstilling
Ansøger, som var hjemmeboende, gik i et år på frisørskole, men kunne ikke finde en læreplads. Hun havde i sommeren 2004 arbejdet som ferieafløser i en virksomhed, men for at fortsætte sit arbejde der, skulle hun tage et hygiejnekursus. Med dette kursus ville der være mulighed for fastansættelse. Ansøgers sidste løn fra virksomheden blev udbetalt den 27. august 2004.
Den 31. august 2004 søgte ansøger om kontanthjælp samt økonomisk hjælp til hygiejnekurset. Samme dag traf kommunen afgørelse om afslag på ansøgningen.
Begrundelsen var blandt andet, at kontanthjælp fandtes at være et sekundært forsørgelsesgrundlag. Ansøger havde ikke en uddannelse, og idet hun var i den uddannelsessøgende alder, fandtes der at være alternativer til hjælp til forsørgelse. Kommunen sendte derfor brev til ansøger om at søge optagelse på produktionsskolen, hvor hun ville kunne få en skoleydelse, der lå over taksten for hjælp til forsørgelse, idet hun var hjemmeboende. Ansøger ville således ikke lide et indtægtstab.
Det sociale nævn ophævede afgørelsen og hjemviste sagen til ny behandling og afgørelse i kommunen, herunder til fornyet stillingtagen til hjælp til kurset.
Nævnet fandt, at kommunen ikke kunne afslå ansøgningen om kontanthjælp med henvisning til, at ansøger kunne søge om optagelse på produktionsskolen og dermed ikke ville lide noget indtægtstab.
Nævnet lagde vægt på, at ansøger på ansøgningstidspunktet var uden arbejde og senest havde fået udbetalt løn den 27. august 2004 og således som udgangspunkt opfyldte betingelserne i aktivlovens § 11, stk. 1, nr. 1-2. Samtidig fandt nævnet ikke, at det forhold at ansøger ved at følge kommunens opfordring om at søge optagelse på produktionsskolen og dermed få udbetalt en skoleydelse, kunne sidestilles med at hendes økonomiske behov blev dækket gennem andre ydelser, jf. aktivlovens § 11, stk. 3. Nævnet lagde hermed vægt på, at en produktionsskole ikke tilbød beskæftigelse i arbejdsretlig forstand, men tilbød et undervisningsforløb, der var baseret på praktisk arbejde og produktion, jf. § 1 i lov om produktionsskoler, ligesom der ikke blev ydet løn under opholdet, men en skoleydelse jf. samme lovs § 17.
Nævnet fandt derfor, at ansøger havde ret til at få sine hjælpebehov vurderet efter aktivlovens bestemmelser jf. formålsbestemmelsen i denne lovs § 1, stk. 1-3, og at kommunen herunder skulle iagttage hensynet til hendes muligheder for indflydelse og medansvar ved tilrettelæggelsen af hjælpen, jf. aktivlovens § 1, stk. 3.
I kommunens klage til Ankestyrelsen var det anført, at det var kommunens opfattelse, at aktivlovens bestemmelser var subsidiære i forhold til andre offentlige eller private forsørgelsesmuligheder, jf. Socialministeriets vejledning nr. 39 af. 5. marts 1998 punkt 48. Kommunen fandt ikke, at det fremgik af hverken lov eller vejledning, at aktivloven ikke var subsidiær i forhold til skoleydelse, men alene i forhold til beskæftigelse af arbejdsretlig karakter.
Endvidere var det kommunens opfattelse, at kun borgere, der ikke havde mulighed for på nogen måde at opnå anden forsørgelse havde ret til kontanthjælp og deraf følgende ret til tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om optagelse på produktionsskole med deraf følgende udbetaling af skoleydelse kunne sidestilles med, at kontanthjælpsansøgerens økonomiske behov ville kunne dækkes gennem andre ydelser jf. aktivlovens § 11, stk. 2, nr. 3, således at der kunne gives afslag på kontanthjælp med den begrundelse, at ansøgeren kunne søge optagelse på produktionsskole.
Afgørelse
Nøgleord
Relaterede afgørelser
Original principafgørelse:
Ankestyrelsens principafgørelse A-24-05 på retsinformation.dk →