124-12

Vi har afgjort sagen på grundlag af:

• De oplysninger, som forelå da Beskæftigelsesankenævnet i Statsforvaltningen YY traf afgørelse i sagen.

• Beskæftigelsesankenævnets afgørelse af 27. februar 2012.

• Klagen til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg af 8. marts 2012.

• Beskæftigelsesankenævnets genvurdering af 29. marts og 25. maj 2012.

A Kommune traf afgørelse af 16. november 2011 om afslag på kontanthjælp.

Afslaget er begrundet med, at borgeren ikke har haft ændringer i sine forhold, at hun og ægtefællen siden juli 2009 har været forsørget af ægtefællens indtægt i form af pension, og at det at flytte til A Kommune ikke medfører ændringer i borgerens forhold, som berettiger til kontanthjælp.

Statsforvaltningen YY traf afgørelse af 27. februar 2012, hvor nævnet ændrer kommunens afgørelse og tilkendte borgeren kontanthjælp, såfremt lovens øvrige betingelser er opfyldt.

Afgørelsen om tilkendelse af kontanthjælp blev begrundet med, at borgeren ikke kan forsørge sig selv, fordi hendes ægtefælle ikke opfylder sin forsørgelsespligt. Borgeren har derfor ikke mulighed for at forsørge sin søn (på 15 år) og sig selv.

Nævnet henviste til Principafgørelse 36-12.

A Kommune klagede derpå den 8. marts 2012, idet kommunen ikke mente, at sagen kunne sammenlignes med Principafgørelse 36-12, som omhandler et par, der er separeret, og hvor ægtefællen er fraflyttet den fælles bopæl.

Aktuelle sag omhandler derimod et ægtepar, der bor på samme adresse uden ønske om at ophæve samlivet. Parret har igennem flere år levet af mandens førtidspension, og har derved indrettet sig efter dette forsørgelsesniveau. Der er ikke sket ændringer, der berettiger til kontanthjælp.

Ved genvurderingen af 29. marts 2012 anførte Beskæftigelsesankenævnet, at selvom borgeren ikke har været udsat for ændringer i sine forhold, så vurderede nævnet, at borgeren er berettiget til hjælp, jf. Principafgørelse 36-12. Der lægges vægt på, at borgeren ikke på anden måde kan skaffe det nødvendige til sig og sin familie, når hendes ægtefælle nægter at opfylde sin gensidige forsørgelsespligt. Kommunen har endvidere mulighed for at indtræde i et krav mod ægtefællen for et beløb svarende til hjælpen.

Efter Ankestyrelsen meddelte, at styrelsen ville behandle sagen principielt, meddelte nævnet, at nævnet mente, at det forhold, at ægtefællen ikke opfylder sin forsørgelsespligt er udtryk for en ændring i borgerens forhold, selvom samlivet ikke er ophævet.

Nævnsformanden henviser til §§ 2 og 97 i aktivloven og retsvirkningslovens § 5.

Nævnet bemærker, at der kan være særlige bevismæssige problemer i forhold til, om forsørgelsespligten forsømmes, når samlivet ikke er ophævet. I aktuelle sag foreligger kun borgerens udsagn herom.

Et flertal af nævnet giver udtryk for, at sagen ville have fået et andet udfald, såfremt den havde været mødebehandlet, men da der er tale om en begunstigende afgørelse, oversnedes sagen til Ankestyrelsen.

Nævnet har til Principafgørelse 37-12 bemærket, at der ikke var tale om en ægtefælle, der forsømte sin forsørgelsespligt.