A-15-04

En mand søgte om kontanthjælp. Han fik afslag, da det blev oplyst at hans hustru, der var pensionist, havde en formue på 185.000 kr.

Afslaget blev påklaget, og ansøger henviste til, at hans hustru havde foræret pengene til sine børn og børnebørn.

Der blev herefter ydet kontanthjælp. Hjælpen blev gjort tilbagebetalingspligtig, da kommunen fandt, at det måtte anses for uforsvarlig økonomi at hustruen havde foræret formuen væk.

Det sociale nævn tiltrådte kommunens afgørelse. Nævnet lagde vægt på, at der efter aktivlovens § 14, stk. 1 ikke kan ydes hjælp, hvis ansøgeren eller ægtefællen har formue, der kan dække det økonomiske behov.

Nævnt lagde også vægt på, at aktivloven også i andre henseender betragter ægtefæller som en økonomisk enhed, så den ene ægtefælles handlinger kan få indflydelse på den anden ægtefælles ret til hjælp efter loven.

På den baggrund fandt nævnet, at ordet modtageren i aktivlovens § 93, stk. 1, nr. 1, måtte antages tillige at omfatte modtagerens ægtefælle, også hvor denne har særeje. Nævnet fandt det således i strid med loven, at en ægtefælle skulle kunne bortgive sin formue med den konsekvens, at kommunen herefter måtte indtræde i ægtefællens forsørgelsespligt efter § 2 over for den anden ægtefælle.

I klagen til Ankestyrelsen blev det anført, at aktivlovens § 93, stk. 1, nr. 1 giver hjemmel til at give hjælp med tilbagebetalingspligt på grund af modtagerens uforsvarlige økonomi.

Hustruen var ikke modtager af hjælpen, og der var derfor ikke hjemmel til at pålægge tilbagebetalingspligt.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af om aktivloven indeholder hjemmel til at yde hjælp med tilbagebetalingspligt som følge af uforsvarlig økonomi udøvet af ægtefællen til modtageren af hjælpen.