Ligningsloven § 7Q

Lovtekst – § 7Q

Kilde: www.retsinformation.dk

LOV nr 1735 af 31.8.2021

Til den skattepligtige indkomst medregnes ikke:

1) Godtgørelse efter skatteforvaltningslovens § 52 samt renter efter samme lovs § 57, stk. 2 og 5.

2) Beløb, som betales til en godtgørelsesberettiget person efter skatteforvaltningslovens kapitel 19 til dækning af dennes udgifter til sagkyndig bistand mv. Det gælder dog ikke, i det omfang beløbet med tillæg af omkostningsgodtgørelsen og andre godtgjorte udgifter overstiger personens samlede udgifter til sagkyndig bistand mv. i sagen, eller hvis beløbet ikke må anses for ydet som følge af yderens retlige interesse i sagen, eller hvis det er aftalt, at den godtgørelsesberettigede persons honorar til yderen for bistand i sagen udgør en andel af den økonomiske gevinst, som den godtgørelsesberettigede opnår i sagen.

Stk. 2. Beløb, som er nævnt i stk. 1, nr. 2, kan ikke fradrages i den skattepligtige indkomst, medmindre yderen er en fond eller forening mv., der efter lovgivningens almindelige regler har fradrag for udlodninger eller uddelinger. Ydes beløbet som led i et ansættelsesforhold eller som led i en aftale om personligt arbejde i øvrigt til dækning af modtagerens udgifter til sagkyndig bistand mv., og fradrager arbejdsgiveren mv. beløbet i sin skattepligtige indkomst, medregnes beløbet til modtagerens skattepligtige indkomst.

Stk. 3. Udgifter til sagkyndig bistand i skatteansættelsessager og skattesager kan ikke fradrages ved indkomstopgørelsen. Selskaber m.v. og selvstændigt erhvervsdrivende kan dog fradrage udgifter som nævnt i 1. pkt. ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, i det omfang der ikke kan ydes godtgørelse efter skatteforvaltningslovens kapitel 19 for de samme udgifter. Udgifter til sagkyndig bistand i sager som nævnt i skatteforvaltningslovens § 52, stk. 7, kan dog ikke fradrages ved indkomstopgørelsen.

Stil et spørgsmål om denne lov

Hej! Jeg kan hjælpe dig med at forstå "§ 7Q". Stil mig et spørgsmål, eller prøv et af forslagene. Hele lovteksten er inkluderet i min viden.

Foreslåede spørgsmål
Hvad er hovedformålet?
Giv et eksempel