Ligningsloven § 15Q

Lovtekst – § 15Q

Kilde: www.retsinformation.dk

LOV nr 1735 af 31.8.2021

Ejere, andelshavere og lejere, der udlejer eller fremlejer en del af værelserne i en helårsbolig til beboelse, eller som udlejer eller fremlejer hele boligen en del af indkomståret til beboelse, kan ved indkomstopgørelsen foretage et bundfradrag på 10.000 kr. (2010-niveau) i bruttolejeindtægten pr. helårsbolig. Bundfradraget udgør dog 25.550 kr. (2010-niveau), hvis der sker indberetning af lejeindtægten efter skatteindberetningslovens § 43. For indkomstårene 2018, 2019 og 2020 finder betingelsen om indberetning i 2. pkt. ikke anvendelse. Bundfradraget kan ikke overstige bruttolejeindtægten pr. helårsbolig. Endvidere kan der af den del af lejeindtægten, der overstiger bundfradraget, fradrages 40 pct. Vælger en ejer at foretage fradrag efter 1.-3. pkt., kan der ikke foretages fradrag og afskrivninger efter stk. 3. Bundfradragene efter 1. og 2. pkt. reguleres efter personskattelovens § 20. For ejere er det en betingelse, at der er tale om en ejendom, der er omfattet af ejendomsværdiskatte lovens § 4. Bundfradragene efter 1. og 2. pkt. finder ikke anvendelse på helårsboliger, der af den skattepligtige anvendes som fritidsbolig.

Stk. 2. Vælger en ejer at foretage fradrag efter stk. 1, medregnes ejendomsværdiskat efter ejendomsværdiskatteloven for hele indkomståret.

Stk. 3. Anvendes reglerne i stk. 1 og 2 ikke, kan ejere, andelshavere og lejere fradrage de faktiske udgifter afholdt til vedligeholdelse af indbo og inventar, foretage skattemæssige afskrivninger efter reglerne om delvis erhvervsmæssigt benyttede driftsmidler som nævnt i afskrivningslovens kapitel 2 og fradrage ejendomsskatter efter § 14, stk. 3. Fradrag kan foretages med så stor en del, som svarer til enten den udlejede eller fremlejede del af boligen eller til den periode, hvor udlejning har fundet sted. Det samlede fradragsbeløb kan ikke overstige bruttolejeindtægten. Foretages fradrag efter dette stykke, kan der ikke senere overgås til fradrag efter stk. 1. Er § 15 P, stk. 3, tidligere blevet anvendt ved udlejningen, kan ejeren, andelshaveren eller lejeren ikke vælge opgørelse efter stk. 1 og 2.

Stk. 4. Ønsker ejere, andelshavere og lejere i et indkomstår at anvende både stk. 1 og 2 og § 15 P, stk. 1 og 2, skal der foretages en forholdsmæssig opgørelse af bundfradragene i forhold til den periode, hvor udlejningen finder sted.

Stil et spørgsmål om denne lov

Hej! Jeg kan hjælpe dig med at forstå "§ 15Q". Stil mig et spørgsmål, eller prøv et af forslagene. Hele lovteksten er inkluderet i min viden.

Foreslåede spørgsmål
Hvad er hovedformålet?
Giv et eksempel