Barnets lov § 148

Byretten tiltrædes i sager, jf. § 147, stk. 1, under hovedforhandlingen af et retsmedlem, der er sagkyndig i børneforsorg, og et retsmedlem, der er sagkyndig i børne- eller ungdomspsykiatri eller i psykologi.

Stk. 2. Sagerne behandles efter retsplejelovens regler om borgerlige sager, herunder kapitel 43 a om prøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvelse med de ændringer, der er angivet i dette kapitel.

Stk. 3. Som parter anses forældremyndighedsindehaveren og barnet eller den unge, der er fyldt 10 år, uanset om den pågældende har krævet afgørelsen forelagt for retten.

Stk. 4. Retten kan bestemme, at retsmøderne skal foregå for lukkede døre.

Stk. 5. Ved offentlig gengivelse af forhandlingerne i retten eller af dommen må der ikke uden rettens tilladelse ske offentliggørelse af navn, stilling eller bopæl for nogen af de under sagen nævnte personer eller på anden måde offentliggørelse af de pågældendes identitet. Overtrædelse af forbuddet straffes med bøde.

Stk. 6. Ved afgivelse af dissens angives dommernes navne ikke.

§ 148 fastsætter kravene til sammensætningen af byretten i sager om børn og unge, herunder anbringelser og relaterede afgørelser nævnt i § 147. Det er et udtryk for lovgiverens ønske om, at sager, der direkte påvirker udsatte børn og unge, behandles med særlig faglig indsigt. Dette sikrer en mere kvalificeret retlig vurdering, hvor dommerne får bistand af sagkyndige, der kan tolke komplekse sociale og psykologiske forhold, som ofte er afgørende for sagens udfald. Kravet om en sagkyndig i både børneforsorg og børne- eller ungdomspsykiatri/psykologi gør lovteksten relæ til specialiseret viden, som går ud over den almindelige juridiske faglighed. Mens dette er en styrke i forhold til barnets tarv, kan det også opleves som en formalistisk byrde, der potentielt kan forlænge sagsbehandlingen. Derfor kunne en mere eksplicit regulering med retningslinjer for samarbejdet mellem dommerne og de sagkyndige være et forbedringspotentiale. I forhold til sikring af retssikkerhed harmonerer bestemmelsen med den generelle retssikkerhedslovgivning og regler om fri proces og advokatbistand i barnets lov. Ankestyrelsens principafgørelser understøtter den konkrete anvendelse ved at lægge vægt på sagkyndig viden ved vurdering af barnets trivsel og udvikling. Det bør dog overvejes, om sammensætningen af byretten kan tilpasses, så det sikres, at der ikke alene er sagkyndig tilstede, men også at disse aktører bliver hørt og deres ekspertise systematisk inddraget.

Eksempler

• Sager om anbringelse uden for hjemmet

  Ved en sag om anbringelse uden samtykke af et barn eller en ung, indkaldes to sagkyndige dommere ved byrettens hovedforhandling for at sikre barnets tarv og en nuanceret vurdering efter lovens §§ 147 og 148.

• Vurdering af samvær og kontaktbegrænsning

  I sager, hvor kommunalbestyrelsen ønsker at afbryde samvær mellem børn og forældre, vil byretten træffes med sagkyndige inden for børneforsorg og børnepsykiatri for at behandle det specialiserede indhold i sagerne.

• Retlige sager vedrørende ændring af anbringelsessted

  Når der skal foreligge en retlig vurdering af kommunens beslutning om ændret anbringelsessted, sikrer denne paragraf, at byretten får videnskabelig ekspertise med indenfor børne- og ungdomspsykiatri og børneforsorg.

• •At § 148 kan fraviges og sager kan behandles uden sagkyndige i børn- og unge-relaterede sager efter § 147.
• •At de sagkyndige alene har rådgivende rolle, mens de i realiteten er meddommere med væsentlig indflydelse på afgørelsen.
• •At sagkyndige med anden relevant ekspertise kan erstatte børneforsorg eller psykiatri/psykologi sagkyndighed.