Ankestyrelsens principafgørelse 2-18

GældendeÅr: 2018Udgivet: 2018-01-31

Beskrivelse

Kommunen har pligt til løbende at følge op på de enkelte sager om hjælp efter serviceloven for at sikre sig, at hjælpen fortsat opfylder sit formål. Kommunen skal i den forbindelse vurdere, om der er behov for at justere indsatsen i forhold til borge...

Journalnummer

2017-2126-28082

Indhold

Afgørelse

Sådan vurderer vi sagen

Ankestyrelsen vurderer, at sagen ikke er tilstrækkeligt oplyst til, at vi kan afgøre, om kommunen har været berettiget til at ophøre dit nuværende botilbud, herunder om botilbuddet er egnet til at dække dine behov.

De manglende oplysninger udgør en så væsentlig del af beslutningsgrundlaget, at vi ikke kan træffe afgørelse i sagen.

Hvad er afgørende for resultatet

Vi lægger vægt på, at du lider af atypisk autisme. Som følge af din nedsatte funktionsevne har du behov for støtte til struktur i dagligdagen, både i forhold til praktiske opgaver, egenomsorg og døgnrytme samt støtte til socialt liv.

Kommunen begrunder sin afgørelse om ophør af dit nuværende botilbud med, at du ikke medvirker i forhold til dine indsatsmål i handleplanen. Vi kan ikke ud fra sagens oplysninger se, om kommunen har forholdt sig til, hvilken betydning din funktionsnedsættelse har i forhold til din evne til at samarbejde om at nå dine indsatsmål.

Vi lægger også vægt på, at vi ikke kan se, at kommunen har forsøgt med andre metoder til at hjælpe dig til at samarbejde om handleplanens indsatsmål.

Kommunen har ikke oplyst, hvordan dit behov for støtte kan dækkes ved ophør af dit nuværende botilbud, og hvor meget socialpædagogisk støtte og anden hjælp, du vil være berettiget til.

Det fremgår af statusskrivelse af 10. marts 2017, at dine kontaktpersoner på botilbuddet vurderer, at du profiterer af et botilbud, men at rammerne i dit nuværende botilbud ikke er optimale. De skriver også, at du, som følge af din diagnose, har brug for rammer, der i langt højere grad er specialiserede. De mener, at det er nærmest umuligt for dig at få succes med din handleplan, da målene ikke giver mening for dig.

Du oplyser, at du ikke ser nogen mening med at arbejde med indsatsmålene, når du ikke har noget at stå op til. Samtidig har du afvist flere beskæftigelsesrettede og sociale tilbud.

Da det ikke kan udelukkes, at grunden til, at du nægter at deltage i de tilbudte aktiviteter, skyldes din funktionsnedsættelse, finder vi, at kommunen skal se på sagen igen.

Hvad skal kommunen gøre nu

Kommunen skal indhente aktuelle oplysninger, der kan medvirke til at belyse, hvilket hjælpebehov du har, og på hvilken måde det kan afhjælpes. Kommunen skal i den forbindelse undersøge, om dit nuværende botilbud er i stand til at varetage dine behov.

Kommunen skal desuden undersøge, om der er behov for at ændre dine indsatsmål for, at du kan modtage den nødvendige hjælp, og om du har behov for yderligere socialpædagogisk støtte.

Kommunen skal, hvis dit nuværende botilbud ikke kan rumme dig, finde et andet egnet botilbud, hvor du kan modtage den rette støtte og nå dine indsatsmål.

Kommunen skal herefter træffe en ny afgørelse. Hvis kommunen ikke fuldt imødekommer din ansøgning, skal kommunen i afgørelsen angive de hovedhensyn og de faktiske oplysninger, der er indgået i kommunens vurdering.

Du kan klage over den nye afgørelse efter de almindelige regler. Det betyder, at du kan klage til kommunen inden fire uger efter, du har modtaget den nye afgørelse fra kommunen.

Om reglerne

Midlertidigt botilbud kan tilbydes personer som på grund af betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer har behov for et sådant ophold. Det kan være på grund af behov for omfattende hjælp til almindelige, daglige funktioner eller for pleje, eller et behov i en periode for særlig behandlingsmæssig støtte, fx i form af aflastning, behandling, optræning og udslusning.

Personer kun med nedsat psykisk funktionsevne med behov for pleje eller behandling kan også være berettiget til et midlertidigt ophold.

Botilbud til midlertidigt ophold adskiller sig fra længerevarende botilbud ved, at borgerens behov for et botilbud ikke er varigt, men fx har til formål at sikre rammen om en behandlingsmæssig indsats eller at udrede borgerens behov for hjælp. Derudover er det en forudsætning, at borger vil kunne vende tilbage til egen bolig.

Ifølge praksis er det en forudsætning for flytning fra et midlertidigt botilbud til et andet midlertidigt botilbud, at det nye botilbud er mindst lige så egnet til at opfylde borgerens behov, og at det tidligere botilbud er væsentligt dyrere. Modsætter borgeren sig flytning til det nye botilbud, skal kommunen anvende bestemmelserne om magtanvendelse. Der henvises til principafgørelse 9-16.

Mødebehandling

Sagen er behandlet på møde. På mødet stemmer deltagerne om resultatet. Der er enighed om afgørelsen.

Metadata

Retsområder

ServicelovenRetssikkerhedsloven

Nøgleord

OphørBotilbudOpfølgningspligtBorgers manglende samarbejde

Paragraffer

§ 82§ 7§ 107§ 10§ 148

Relaterede afgørelser

Ankestyrelsens principafgørelse 60-17

Udgivet: 2017-08-16

En kommune skal, inden den afgør en sag om hjælp og støtte til fx ældre og borgere, som har en funktionsnedsættelse, sikre sig, at borgeren er i stand til at varetage sine interesser. Det betyder, at kommunen skal være opmærksom på, om der er behov f...

Ankestyrelsens principafgørelse 51-18

Udgivet: 2018-10-05

Servicelovens bestemmelser om ydelser til børn og voksne indeholder et kompensationsprincip. Efter det skal borgere med en betydelig funktionsnedsættelse i videst muligt omfang kompenseres for følgerne af funktionsnedsættelsen og stilles lige med and...

Ankestyrelsens principafgørelse 51-18

Udgivet: 2018-10-05

Servicelovens bestemmelser om ydelser til børn og voksne indeholder et kompensationsprincip. Efter det skal borgere med en betydelig funktionsnedsættelse i videst muligt omfang kompenseres for følgerne af funktionsnedsættelsen og stilles lige med and...