Ankestyrelsens principafgørelse 53-15
Beskrivelse
Selvudpeget hjælper til hjemmehjælp En borger, der modtager hjemmehjælp, kan vælge selv at udpege hjælperen. En borger kan godt gøre brug af ordningen om selvudpeget hjælper til hjælp i hjemmet, selvom borgeren er under værgemål. Formuleringen i best...
Journalnummer
2014-213-61969
Indhold
Afgørelse
Ankestyrelsen har i møde truffet afgørelse i din sag om klage over A Kommunes afgørelse truffet den 30. oktober 2014.
Resultatet er
• Kommunen skal behandle din sag igen og træffe en ny afgørelse
Det betyder, at kommunens afgørelse af 30. oktober 2014 ikke gælder. Kommunen skal behandle din sag efter de retningslinjer, vi har angivet nedenfor i begrundelsen.
Du skal være opmærksom på, at kommunen godt kan komme til samme resultat som tidligere.
Kommunen vil kontakte din repræsentant.
Der var enighed på mødet.
Begrundelse for afgørelsen
Ankestyrelsen finder, at kommunen ikke på det foreliggende grundlag kan bringe ordningen med selvudpeget hjælper til ophør.
Praktisk hjælp
Vi lægger vægt på, at kommunen efter eget tilsyn har beskrevet boligen som meget beskidt, uhygiejnisk og ikke egnet som menneskebolig, i kommunens tilsynsrapport af 8. oktober 2014
Kommunen har begrundet afgørelsen med stor bekymring for dig, da kommunen vurderede, at du var udsat for omsorgssvigt af en sådan grad, at det var truende for din trivsel og sundhed. Kommunens afgørelse henviser til, at der har været et tilsynsbesøg fra politiet.
Vi lægger vægt på, at det samtidig fremgår af sagen, at din værge og ansat hjælper har bedt om hjælp til netop praktisk hjælp.
Vi lægger endvidere vægt på, at din værge mener, at der er blevet lovet 2 timers rengøring hver 14. dag, men at du ikke har fået rengøring endnu. Dette fremgår af journalnotat fra kommunen af 3. november 2014.
Vi lægger ligeledes vægt på, at det fremgår af kommunens journal af 11. oktober 2014, at din værge har fortalt sygeplejerske, at hun er bevilget rengøring, men at det aldrig er opstartet. Kommunen traf efterfølgende afgørelse om ophør om ordningen.
Vi vurderer på denne baggrund, at kommunen ikke i tilstrækkelig grad har godtgjort, at § 94-ordningen ikke kunne fortsætte, hvis der var iværksat praktisk hjælp, således som der var søgt om.
Din repræsentant oplyser i blandt andet klagen, at du får den hjælp, du har behov for, og at ordningen med selvudpeget hjælperfortsat ønskes.
Vi bemærker, at det er kommunens ansvar, at sagen er tilstrækkeligt oplyst til, at der kan træffes afgørelse. Vi bemærker samtidig, at borgeren /repræsentant/værge skal medvirke til at få de oplysninger frem, som er nødvendige for at afgøre, hvilken hjælp der er berettiget, og oplyse om ændringer, der kan have betydning for hjælpen
Vi vurderer, at sagen mangler oplysninger om din nedsatte funktionsevne, herunder lægelige oplysninger, og om dit behov for hjælp og støtte til hvilke konkrete opgaver.
Godkendelse af hjælpere
Det er kommunen, der skal godkende udpegede hjælpere efter servicelovens § 94. Det betyder, at kommunen skal vurdere hver eneste hjælper.
Vi finder derfor, at kommunen ikke kan begrunde ophør med ordningen med, at værgen ikke fremover kan udpege ordentlige hjælpere. Det er ikke den, der udpeger, som har ansvaret for, om hjælperne kan løfte opgaven. Det er kommunen, der har ansvaret for instruktion, godkendelse og løbende vurdering af fortsat godkendelse af den enkelte hjælper.
Ved vurdering af om den konkrete foreslåede hjælper kan godkendes, skal kommunen se på, om der er særlig behov for viden, erfaringer eller uddannelse for at kunne tilgodese dit behov for hjælp.
Denne vurdering skal foretages ved hver udpeget hjælper. Denne vurdering har en tæt sammenhæng med vurdering af din funktionsevne, dit behov for hjælp og de konkrete opgaver der skal udføres.
Vi finder øvrigt, at der ikke i sagen foreligger tilstrækkelige oplysninger til at vurdere, om din værge kan godkendes til at fungere som hjælper fortsat.
Ligeledes finder vi, at der ikke er tilstrækkelige oplysninger i sagen til at vurdere, om de øvrige hjælpere kan godkendes til at fungere som hjælpere.
Sagen hjemvises til kommunen. Kommunen skal træffe en ny afgørelse.
Der er efter kommunens afgørelse af 30. oktober 2014 kommet nye oplysninger. Disse oplysninger kommer fra de sygeplejersker, der nu kommer i dit hjem. Kommunen skal forholde sig til disse oplysninger, når der i forbindelse med denne hjemvisning træffes en ny afgørelse. Disse oplysninger skal din repræsentant desuden forelægges, inden der træffes en ny afgørelse.
Kommunen skal foretage en konkret og individuel vurdering af, om hjælperen kan varetage opgaverne og tilgodese dit behov, herunder om behovet stiller krav til hjælpernes uddannelse og kvalifikationer i øvrigt.
Kommunen skal ved ansættelse indgå en kontrakt med den pågældende om opgavens omfang, indhold og leverancesikkerhed, i overensstemmelse med den kvalitet og de målsætninger, som kommunalbestyrelsen har fastlagt i kvalitetsstandarden for hjælpen.
Antal hjælpere
Vi finder ikke grundlag for at fortolke bestemmelsens ordlyd i servicelovens § 94 om, at borgeren selv kan udpege en person, som om der kun kan udpeges én enkelt person som hjælper.
På baggrund af lovbemærkningerne til bestemmelsen er det vores opfattelse, at der kan være flere personer som hjælpere, da formuleringen ”en person” skal forstås i modsætning til, når det er kommunen eller et firma, der udfører hjælpen. Formuleringen i bestemmelsen om, at borgeren kan udpege ”en person” udelukker ikke, at flere hjælpere kan udpeges. Dette betyder, at det ikke kan udelukkes, at der kan ansættes mere end en hjælper.
Værge kan udpege hjælper
Vi finder endvidere ikke grundlag for at afskære en borger med værge fra at anvende ordningen om selvudpeget hjælper.
På baggrund af lovbemærkningerne til bestemmelsen er det vores opfattelse, at formuleringen i bestemmelsen om, at borgeren ”selv” kan vælge at udpege en person til at udføre opgaverne, skal forstås i modsætning til, når det er kommunen, der vælger hjælper. Det betyder, at der ikke er et krav om, at det er borgeren selv, der udpeger hjælper. Borgerens værge kan dermed godt udpege hjælper på vegne af borgeren.
Værgen indtræder i borgerens sted og kan pege på en konkret hjælper. Det er også muligt for værgen at pege på sig selv. Det er dog stadig kommunes opgave at vurdere, om personen kan godkendes.
I denne godkendelse skal kommunen se på dine konkrete behov og om dine behov stiller krav til hjælperne om uddannelse, erfaring el. lign. Hjælp efter serviceloven skal bevilges til dig efter en konkret og individuel vurdering af dit behov. Det er kommunens ansvar at foretage denne vurdering.
Metadata
Retsområder
Nøgleord
Paragraffer
Relaterede afgørelser
Udgivet: 2013-07-10
Når der udbetales ydelser til personlig og praktisk hjælp i form af tilskud, skal der ikke betales moms af ydelserne. Ydelser til personlig og praktisk hjælp givet efter § 83 efter reglerne om frit leverandørvalg er derimod momspligtige. Spørgsmålet,...
Udgivet: 2019-12-21
Efter serviceloven har en borger med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, som er i stand til at være arbejdsleder, mulighed for at få udbetalt et tilskud til selv at ansætte sine hjælpere, enten i en ordning om kontant tilsk...
Udgivet: 2015-08-28
Selvudpeget hjælper til hjemmehjælp En borger, der modtager hjemmehjælp, kan vælge selv at udpege hjælperen. En borger kan godt gøre brug af ordningen om selvudpeget hjælper til hjælp i hjemmet, selvom borgeren er under værgemål. Formuleringen i best...