Arveloven § 52

Justitsministeren eller den, justitsministeren bemyndiger dertil, kan tillade, at en arvelader ved testamente bestemmer, hvordan tvangsarv efter arveladeren skal fordeles ved tvangsarvingens død, hvis

1) tvangsarvingen ikke er i stand til fornuftmæssigt at oprette testamente, jf. § 74,

2) denne tilstand må forventes ikke at være forbigående,

3) tvangsarvingen ikke efterlader sig tvangsarvinger,

4) tvangsarvingen ikke har oprettet gyldigt testamente, og

5) den testamentariske disposition godkendes af en værge, der er beskikket for tvangsarvingen.

Stk. 2. Testamentariske bestemmelser efter stk. 1 får kun virkning, hvis betingelserne i nr. 3 og 4 fortsat er opfyldt ved tvangsarvingens død.

Stk. 3. Justitsministeren kan fastsætte regler om meddelelse af tilladelse efter stk. 1.

§ 52 handler om de usædvanlige tilfælde, hvor en tvangsarving ikke er i stand til at oprette et fornuftmæssigt testamente, typisk pga. varig mental funktionsnedsættelse. Her kan justitsministeren give tilladelse til, at arveladeren allerede i sit testamente bestemmer, hvordan tvangsarven efter tvangsarvingen skal fordeles, når tvangsarvingen selv dør. Det gælder dog kun, hvis tvangsarvingen hverken har egne tvangsarvinger (fx børn) eller selv har fået oprettet et gyldigt testamente, og hvis en beskikket værge godkender dispositionen. Reglen sikrer, at families formue ikke fastlåses hos personer, der ikke selv kan disponere over den. Bestemmelsen er sjældent brugt, men vigtig, hvis der fx er voksne børn med svær udviklingshæmning uden børn eller testationsevne. Dispositionen træder kun i kraft, hvis betingelserne fortsat er opfyldt ved dødsfaldet.

Eksempler

• Testamente for udviklingshæmmet barn

  En far ønsker, at arven efter hans voksne barn med varig udviklingshæmning skal tilgå barnets søskende ved barnets død. Med § 52 kan det søges godkendt.

• Arv til videre fordeling

  En kvinde har en søn uden børn og med demens. Hun ønsker i sit testamente at bestemme, hvor sønnens tvangsarv skal gå hen, hvis sønnen dør uden egne arvinger.

• •Man tror, at § 52 gælder alle tvangsarvinger–det gør den kun for arvinger uden testationsevne og uden egne tvangsarvinger.
• •Nogle mener, at arveladeren frit kan bestemme over tvangsarv, men dette kræver særtilladelse med opfyldelse af de strenge betingelser.
• •Det antages fejlagtigt, at bestemmelsen træder i kraft ved arveladerens død; i virkeligheden først ved tvangsarvingens død.

• § 51

  Også en undtagelse til den normale begrænsning i råde over tvangsarv; dog omhandler § 51 kun tvangsarvinger under 18 år uden ægtefælle eller børn.

• § 50

  Hovedreglen om begrænset testationsret over tvangsarv.