Arveloven § 29

Hvis en livsarving efter den førstafdøde ægtefælle godtgør, at den længstlevende ægtefælle ved misbrug af sin rådighed over det uskiftede bo væsentligt har formindsket dette eller har fremkaldt nærliggende fare for en sådan formindskelse, skal den længstlevende ægtefælle skifte med den eller de livsarvinger, som forlanger dette.

Stk. 2. Som misbrug af rådighed over boet betragtes navnlig uforsvarlige spekulationsforretninger, urimeligt forbrug, tegning af en uforholdsmæssig stor pensions- eller forsikringsordning og ydelse af gaver eller andre begunstigelser, der står i misforhold til det uskiftede bos formue.

Stk. 3. Gør en arving gældende, at der foreligger misbrug, skal den længstlevende ægtefælle efter skifterettens bestemmelse give oplysninger om dispositioner over det uskiftede bos formue. Livsarvingerne har ret til at blive gjort bekendt med oplysningerne.

Stk. 4. Har den længstlevende ægtefælle forsømt sin forsørgelsespligt over for en særlivsarving, skal den længstlevende efter anmodning skifte med denne.

§ 29 beskytter livsarvingerne imod den længstlevende ægtefælles misbrug af det uskiftede bo. Hvis den længstlevende ægtefælle eksempelvis foretager urimelige forbrug, hasardspil, eller giver store gaver, således at boets formue væsentligt mindskes eller er i nærliggende fare for det, kan livsarvingerne kræve, at boet skiftes. Bestemmelsen sætter altså en reel grænse for, hvordan længstlevende kan disponere. Lovens intention er at sikre, at livsarvingens arv ikke udhules af hensynsløs adfærd – intentionen er ikke at tuskhandel eller overdreven mistænkeliggørelse skal blokere for en almindelig og rimelig frihed til at råde. Det kræver, at arvingerne kan dokumentere misbrug eller nærliggende fare herfor. Der gives eksempler i stk. 2: uforsvarlige spekulationer, overdrevent forbrug, uforholdsmæssige store pensionsoprettelser og gaver, der ikke står mål med boets formue. Desuden fastslår stk. 4, at hvis længstlevende forsømmer sin forsørgelsespligt over for særlivsarving, skal der skiftes på anmodning. § 29 anvendes i praksis kun i tilfælde af alvorlige og påviselige dispositioner, og grænsen mellem lystforbrug og misbrug er løbende vurderet af skifteretten. Reglen er central for balancen mellem længstlevendes tryghed og børns retsbeskyttelse.

Eksempler

• Større pengegaver til ny partner

  En enke giver betydelige kontantgaver til en ny kæreste. Børnene dokumenterer, at gaverne tømmer uskiftet bo, og skifteretten pålægger skifte.

• Mislykket spekulation

  Længstlevende investerer halvdelen af boets midler i meget risikable aktier, der tabes. Livsarvingerne rejser krav om skifte pga. uforsvarlig spekulation.

• Udokumenteret luksusforbrug

  Særlivsarving bemærker, at boets formue hurtigt svinder, og gentagne luksusrejser og dyre køb ikke kan forklares rimeligt. Der anmodes om skifte.

• •Alle større udgifter anses som misbrug – det er forkert; det skal være uforsvarligt eller urimeligt.
• •Længstlevende har ingen råderet uden livsarvingernes godkendelse – nej, udgangspunktet er fri rådighed.
• •Skifte kan kun kræves, hvis boet faktisk er formindsket – nej, nærliggende fare er også nok.

• § 30

  Bestemmer vederlag ved konstateret misbrug efter skifte.

• § 24

  Om længstlevendes rådighedsret over uskiftet bo.

• § 27

  Om skifte ved særlivsarvingers myndighed.