Afsnit 93

udvikling. Det er afgørende for anvendelse af børne- og ungepålægget, at det indgår i en fremadrettet bestræbelse på at ændre barnets eller den unges adfærd og ikke som en straf med bagudrettet perspek- tiv. Pålægget, der skal gives efter en konkret vurdering, er et led i den forebyggende indsats og har ikke karakter af en enkeltstående reaktion eller sanktion over for et bestemt forhold. 114. § 39, stk. 1, betyder, at kommunen har pligt til at træffe afgørelse om et børne- og ungepålæg, når betingelserne herfor er opfyldt. Bestemmelsen fastsætter samtidigt de grundlæggende materielle krav til en afgørelse om børne- og ungepålæg. Det er således et krav at barnet eller den unge udviser negativ adfærd eller adfærdsproblemer, at disse adfærdsmæssige problemer er så alvorlige, at der risiko for, at barnets eller den unges adfærd eller udvikling er i fare, og at et frivilligt samarbejde om støttende indsatser i form af f.eks. behandling af barnet eller unge efter § 32 ikke vurderes at være tilstrækkeligt. Børne- og ungepålægget skal i forlængelse heraf ses i sammenhæng med øvrig støtte og den samlede indsats for barnet eller den unge og dennes familie. Pålægget anvendes typisk, hvor samarbejdet er fastlåst, men det er ikke påkrævet, at der har været et længere forløb forud med sociale indsatser eller forsøg på iværksættelse af sådanne. Det skal dog altid ud fra et almindeligt proportionalitetsprincip vurderes, om en frivillig løsning er mulig, inden der træffes afgørelse om børne- og ungepålæg. Det er en forudsætning for at træffe afgørelse om børne- og ungepålæg, at barnet eller den unge vurderes at være i stand til at bidrage til og tage ansvar for sin egen udvikling. Børn eller unge med psykiske funk- tionsnedsættelser som f.eks. udviklingshæmning, opmærksomhedsforstyrrelse eller udviklingsforstyrrel- se, er som udgangspunkt ikke omfattet af målgruppen, idet de netop på grund af deres særlige forhold ikke kan forventes at kunne tage samme ansvar for deres egen udvikling som deres jævnaldrende. Situationer, hvor der kan meddeles et børne- og ungepålæg 115. § 39, stk. 2, i barnets lov, indeholder forudsætningerne for meddelelse af et børne- og ungepålæg. VEJ nr 9480 af 27/06/202440 Formålet er at sikre, at børne- og ungepålægget anvendes målrettet. Bestemmelsen betyder derfor, at anvendelsen af pålægget knyttes til nogle af de centrale problemstillinger hos målgruppen, som oplistes i bestemmelsen. Disse gennemgås i de følgende punkter. Tilstedeværelsen af en eller flere af disse problemstillinger hos barnet eller den unge skal forstås som indikatorer på, at barnets eller den unges udvikling er i fare. Der skal således foreligge mindst en de angivne situationer for, at kommunen har grundlag for at træffe afgørelse om børne- og ungepålæg. Tilstedeværelsen af en eller flere af disse problemstillinger fører ikke per automatik til et børne- og ungepålæg. Afgørelse om børne- og ungepålæg skal træffes på baggrund af en konkret vurdering af, om de samlede betingelser for at anvende pålægget er opfyldt, herunder at pålægget vurderes at ville bidrage til barnets eller den unges udvikling. Kommunen skal være opmærksom på, at skolefravær i nogle tilfælde kan skyldes en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse hos barnet eller den unge. I disse tilfælde vil der som udgangspunkt ikke være tale om ulovligt skolefravær, jf. § 1, stk. 1, og § 2 i bekendtgørelse om elevers fravær fra undervisningen, og der vil derfor heller ikke være grundlag for at træffe afgørelse om et forældrepålæg. Ulovligt skolefravær mv. 116. § 39, stk. 2, nr. 1, i barnets lov, betyder, at oplysninger om ulovligt skolefravær eller om, at undervisningspligten i øvrigt ikke opfyldes, kan udløse et børne- og ungepålæg, hvis betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt. Ved ulovligt fravær forstås fravær som efter folke- eller friskolelovgivningen ikke er tilladt. Der henvises til bekendtgørelse om elevers fravær fra undervisningen og § 6, stk. 2, i friskoleloven. Der er således tale om ulovligt fravær i bestemmelsens forstand, hvis fraværet efter reglerne i folkeskole- og eller friskolelovgivningen ikke er tilladt. For meddelelse af et børne- og ungepålæg vil det afgørende dog ikke nødvendigvis være antallet af ulovlige fraværsdage, men i lige så høj grad, hvorvidt fraværet har et mønster eller en karakter, der giver anledning til bekymring for barnets eller den unges sociale og faglige udvikling. Det vil være en vurderingssag, om barnets eller den unges fravær har et omfang eller et mønster, der begrunder anvendelse af børne- og ungepålæg. Der kan således ikke på forhånd opstilles objektive kriterier for, hvor meget fravær der vil være tilstrækkeligt. Ved manglende opfyldelse af undervisningspligten forstås, at barnet eller den unge ikke modtager en undervisning, der står mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen. I tilfælde, hvor barnet eller den unge hjemmeundervises eller hjemtages til hjemmeundervisning under sådanne omstændigheder, som er nævnt i § 39, stk. 1, i barnets lov skal der således foretages en vurdering af, om undervisningspligten opfyldes. Efter friskolelovens § 35, stk. 1, fører kommunen tilsyn med den undervisning, barnet eller den unge får i hjemmet m.v. Det er afgørende for meddelelse af et børne- og ungepålæg, at den manglende opfyldelse af undervis- ningspligten i en konkret sag skyldes barnets eller den unges egne forhold og ikke f.eks., at kommunen ikke stiller et passende skoletilbud til rådighed. Der kan kun træffes afgørelse om børne- og ungepålæg med begrundelse i kriteriet om ulovligt fravær eller manglende opfyldelse af undervisningspligten i øvrigt over for børn eller unge, der er omfattet af undervisningspligten, selvom pålægget i udgangspunktet omfatter alle børn og unge i alderen 10 - 17 år. Mistanke eller sigtelse for kriminalitet VEJ nr 9480 af 27/06/202441 117. § 39, stk. 2, nr. 2, i barnets lov, betyder, at mistanke om eller sigtelse for enhver overtrædelse af straffeloven, lov om euforisende stoffer, våbenloven eller knivloven kan begrunde et forældrepålæg. I disse tilfælde skal der ikke foretages en vurdering af overtrædelsens omfang eller grovhed. De øvrige betingelser efter § 39, stk. 1, for meddelelse af et forældrepålæg skal også være opfyldt. I sager, hvor kommunen har oplysninger om, at barnet eller den unge er mistænkt eller sigtet for anden kriminalitet f.eks. overtrædelse af færdselsloven, vil det være en betingelse, at kriminaliteten har et vist omfang eller en vis grovhed. En mindre færdselsforseelse vil derfor ikke være tilstrækkelig til at begrunde et børne- og ungepålæg. Kommunen skal også her være opmærksom på, at adfærd, som fører til mistanke om eller sigtelse for overtrædelse af den strafferetlige lovgivning, kan bunde i barnets eller denne unges behov for særlig støt- te, herunder en psykisk funktionsnedsættelse eller opmærksomhedsforstyrrelse, som kræver afdækning eller en børnefaglig undersøgelse. Betegnelsen "mistænkt" er anvendt, da børn under 15 år ikke kan sigtes eller tiltales, da de er under den kriminelle lavalder. Utryghedsskabende adfærd 118. § 39, stk. 2, nr. 3, i barnets lov, betyder, at oplysninger f.eks. fra politiet eller SSP-samarbejdet om, at barnet eller den unge har udvist en utryghedsskabende adfærd på steder, hvortil der er almindelig adgang, kan begrunde et børne- og ungepålæg, hvis betingelserne i øvrigt er opfyldt. For nærmere beskrivelse af, hvad der forstås ved utryghedsskabende adfærd og ved steder, hvortil der er almindelig adgang, henvises til vejledningens pkt. 95. Det vil altid bero på en konkret vurdering af de samlede omstændigheder i sagen, om en adfærd kan siges at være utryghedsskabende eller ej. Det forudsættes i den forbindelse, at der ikke er tale om et enkeltstående tilfælde. Et pålæg efter § 39, stk. 2, nr. 3, vil almindeligvis forudsætte, at der foreligger oplysninger om, at barnet eller den unge flere gange har udvist en utryghedsskabende adfærd på steder, hvortil der er almindelig adgang. Hyppigheden af den udviste adfærd kan endvidere indgå i vurdering af, om adfærden samlet set må anses for utryghedsskabende. Hvis barnet eller den unge således gentagne gange har udvist en utryghedsskabende adfærd, skal der for så vidt angår den konkrete udviste adfærd mindre til for at betegne adfærdens karakter som utryghedsskabende. Alvorlige adfærds- eller tilpasningsproblemer 119. § 39, stk. 2, nr. 4, i barnets lov, betyder, at oplysninger om alvorlige adfærds- eller tilpasningsproble- mer hos barnet kan begrunde et børne- og ungepålæg, hvis betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt. Der kan f.eks. være tale om problemer, som kommer til udtryk gennem udadreagerende eller anden bekymrende adfærd i skolen eller på arbejdspladsen, om problemer, der på andre måder kommer til udtryk i det offentlige rum, f.eks. ved truende adfærd i grupperingsmæssige sammenhænge, og om problemer, som kommer til udtryk ved barnets eller den unges misbrug. Det er en vurderingssag, om barnets eller den unges adfærdsmæssige problemer har en sådan karakter, der begrunder anvendelse af børne- og ungepålæg. Man kan således ikke på forhånd opstille objektive kriterier for, hvilken type problemer der fører til afgørelse om børne- og ungepålæg. I sager, hvor barnet udviser alvorlige adfærds- eller tilpasningsproblemer, er det vigtigt, at kommunen er opmærksom på, at sådanne bekymringstegn kan have udspring i, at barnet eller den unge har en psykisk funktionsnedsættelse. Sådanne tegn på mistrivsel bør således give anledning til overvejelser om, VEJ nr 9480 af 27/06/202442 hvorvidt der er behov for at afdække grundlaget for adfærden, herunder afdække om adfærden skyldes eksempelvis en opmærksomhedsforstyrrelse som ADHD. Barnet eller den unge nægter at samarbejde om løsning af problemer 120. § 39, stk. 2, nr. 5, i barnets lov, betyder, at oplysninger om, at barnet eller den unge ikke vil samarbejde med kommunen om at løse barnets eller den unges problemer, kan begrunde et børne- og ungepålæg, hvis betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt. Et eksempel på manglende vilje til at samarbejde kan f.eks. være en ung, som flere gange udebliver fra aftalte møder eller tilbud, når det i øvrigt vurderes, at den unge både er i stand til at overskue, hvad der er aftalt, og reelt har mulighed for at møde op. I vurderingen af, om barnets eller den unges ageren i en konkret situation er udtryk for, at barnet eller den unge ikke ønsker at samarbejde om at løse barnets eller den unges problemer, skal der altid tages højde for barnets eller den unges alder, modenhed og eventuelle nedsatte fysiske eller psykiske funktionsevne samt sagens omstændigheder. For at træffe afgørelse om børne- og ungepålæg forudsættes det, at der foreligger oplysninger om et eller flere af de forhold, der oplistes i bestemmelsen. Tilstedeværelsen af en eller flere af disse problem- stillinger hos barnet eller den unge skal ses som indikatorer på, at barnets eller den unges udvikling er i fare. Om de konkrete forhold udgør en trussel for barnets eller den unges udvikling vil altid bero på en konkret vurdering. Indholdet i et børne- og ungepålæg