Afsnit 265

støtte efter kapitel 3-7 og 9-12 i barnets lov, hvor kommunen ikke har foretaget eller truffet de i loven foreskrevne fornødne sagsbehandlingsskridt eller afgørelser, eller hvor de foretagne sagsskridt og trufne afgørelser ikke er foretaget eller truffet i overensstemmelse med barnets eller den unges bedste. Oftest vil anledningen til at tage en sag op være en henvendelse fra andre myndigheder, et sygehus eller pårørende til barnet eller den unge, men også henvendelser fra et barn eller en ung eller omtale af en sag i medierne kan give anledning til, at en sag tages op efter bestemmelsen. Ankestyrelsen skal konkret vurdere, om henvendelsen giver grundlag for at tage sagen op efter § 151. I visse tilfælde vil der desuden foreligge en konkret pligt til at underrette Ankestyrelsen. Det gælder f.eks. i tilfælde, hvor børne- og ungeudvalget ikke træffer afgørelse i overensstemmelse med kommunens indstilling om opretholdelse eller iværksættelse af en anbringelse uden samtykke, og hvor der ved afgørelsen ikke er enighed i børne- og ungeudvalget herom, jf. § 142, stk. 6. Det gælder også i tilfælde, hvor børne- og ungeudvalget i forbindelse med behandlingen af en sag om anbringelse uden samtykke finder, at kommunens begrundelse for ikke at anbringe én eller flere søskende til det pågældende barn giver anledning til bekymring, jf. § 51, stk. 4. I dette tilfælde skal Ankestyrelsen konkret vurdere, om der er grundlag for at tage sagen op af egen drift.