Afsnit 22

eller den unges eller de kommende forældres forhold med en sådan sikkerhed, at vedkommende med sikkerhed kan sige, at barnet eller den unge kan have behov for særlig støtte efter barnets lov. Derimod vil der skulle være tale om en antagelse, der er sagligt begrundet i barnets eller den unges eller de kommende forældres forhold, som har givet grund til bekymring for barnets eller den unges udvikling eller sundhed, der betyder, at barnet eller den unge kan have behov for særlig støtte, herunder umiddelbart efter fødslen når en underretning vedrører kommende forældre. § 133, stk. 1, nr. 1-2, indebærer, at når der er der tale om vanskeligheder, der har en karakter, som reglerne i barnets lovs kapitel 4 eller kapitel 5 tager sigte på at løse, vil der være underretningspligt, uanset at den, der underretter, vil have mulighed for og fortsat vil kunne benytte de tilbud og midler til at støtte barnet eller den unge, som findes inden for vedkommendes regi. Det betyder f.eks., at skolen fortsat vil kunne søge dialog med forældre og tilbyde specialundervisning, uanset at der er foretaget en underretning om barnets eller den unges problemer. Der vil ikke være underretningspligt i situationer, hvor barnets eller den unges vanskeligheder har en karakter, som reglerne om støttende indsatser efter kapitel 4 eller anbringelse efter kapitel 5 ikke tager sigte på at løse. Som eksempel kan nævnes forhold, der alene kan begrunde en særlig socialpædagogisk indsats efter folkeskolelovens regler. Underretningspligten vil indtræde, uanset hvad der er årsagen til, at barnet eller den unge kan have behov for særlig støtte efter barnets lov. Den, der underretter, skal således ikke foretage en vurdering af, om barnet eller den unge vil kunne opnå særlig støtte. Denne vurdering foretages af kommunen. Bestemmelsen indebærer ikke, at den, der underretter, skal indhente samtykke eller forsøge at indhente samtykke fra forældrene forud for en underretning, men den, der underretter, bør som udgangspunkt altid overveje, om forældrene vil skulle orienteres om, at underretningen foretages. Det kan være en fordel i forhold til det fremtidige samarbejde med familien at søge at få forældrene til at forstå, hvorfor man underretter i det konkrete tilfælde. Underretningspligten vil dog altid have forrang i forhold til den fare for brud på et tillidsforhold, som en underretning eventuelt kan medføre. Det bemærkes, at såfremt underretningen drejer sig om en mistanke om overgreb begået af en eller begge forældre eller andre nærtstående familiemedlemmer, skal forældrene ikke orienteres om underret- ningen. Der henvises til punkt 23 om underretning ved mistanke om overgreb.