fra afgørelsen kræver en fornyet afgørelse i børne- og ungeudvalget. Ved genbehandlingen skal der tages
stilling til, om de materielle betingelser for tvangsmæssigt at opretholde anbringelsen fortsat er opfyldt,
dog således at hvis barnet eller den unge har været anbragt uden for hjemmet inden for det seneste år
før datoen for den aktuelle anbringelse, er børne- og ungeudvalget, jf. § 50, stk. 2, først forpligtet til at
genbehandle en sag om tvangsmæssig anbringelse efter § 47, to år efter afgørelsen blev truffet.
Et barn eller en ung, der i året forud for sagens behandling har været anbragt ved en foreløbig afgørelse,
bliver betragtet som anbragt første gang ved den endelige afgørelse om anbringelse, og der gælder således
en genbehandlingsfrist på ét år. Dette gælder uanset, om den foreløbige afgørelse er blevet godkendt på
det efterfølgende møde i børne- og ungeudvalget eller ej. Den toårige genbehandlingsfrist gælder således i
de tilfælde, hvor barnet eller den unge allerede er eller inden for det seneste år har været anbragt med eller
uden samtykke.
VEJ nr 9148 af 15/03/202422
Det følger af § 50, stk. 3, at hvis en sag om anbringelse uden samtykke efter § 47 er indbragt for
Ankestyrelsen eller forelagt for domstolene, regnes genbehandlingsfristerne fra den endelige afgørelse
eller dom. Det vil sige, at der er tale om en rullende genbehandlingsfrist. Efter praksis gælder dette
dog ikke, hvis klagen alene vedrører genbehandlingsfristen. I disse tilfælde, er fristen at regne fra
børne- og ungeudvalgets afgørelse, og er dermed ikke rullende. Det skyldes, at der i en klagesag over
genbehandlingsfristen ikke sker prøvelse af selve anbringelsesgrundlaget.
Eksempel 1:
Barnet har ikke været anbragt, før børn og unge-udvalget træffer afgørelse herom den 3. januar 2017. Af-
gørelsen bliver indbragt for Ankestyrelsen, der ved afgørelse af 29. januar 2017 fastholder børn og
unge-udvalgets afgørelse. Genbehandlingsfristen er på 1 år fra Ankestyrelsens afgørelse, da barnet ikke
har været anbragt inden for det seneste år før datoen for den aktuelle anbringelse, det vil sige i perioden
fra den 3. januar 2016 til 3. januar 2017, hvor børn og unge-udvalget traf afgørelse om den aktuelle
anbringelse. Børn og unge-udvalget træffer fornyet afgørelse den 17. januar 2018 om opretholdelse af
anbringelsen. Afgørelsen bliver ikke indbragt for Ankestyrelsen. Genbehandlingsfristen er på 2 år fra
børn og unge-udvalgets afgørelse den 17. januar 2018, da barnet har været anbragt inden for det seneste
år før datoen for den aktuelle anbringelse, det vil sige i perioden fra den 17. januar 2017 til den 17. januar
2018, hvor børn og unge-udvalget har truffet afgørelse om den aktuelle anbringelse.
Eksempel 2:
Barnet blev anbragt med samtykke ved en beslutning i kommunen den 6. februar 2016. Samtykket blev
tilbagekaldt den 6. maj 2016, og barnet blev hjemgivet. Barnet blev på ny anbragt med samtykke ved
en beslutning truffet i kommunalbestyrelsen den 1. september 2016. Der træffes beslutning i børn og
unge-udvalget den 5. november 2016 om anbringelse uden samtykke. Genbehandlingsfristen er på 2 år
fra børn og unge-udvalgets afgørelse, da barnet har været anbragt inden for det seneste år før datoen for
den aktuelle anbringelse.
Ændring af fristen for genbehandling
75. § 50, stk. 4, i barnets lov, indebærer, at børne- og ungeudvalget, Ankestyrelsen eller retten kan
fastsætte en kortere frist end de, der følger af § 50, stk. 1 og 2, for fornyet behandling i børne- og
ungeudvalget af en sag om anbringelse uden samtykke. Det forudsættes, at der skal være begrundet tvivl
om, hvorvidt anbringelsesgrundlaget fortsat er til stede henholdsvis ét eller to år senere.
Det kan eksempelvis være relevant at forkorte fristen, hvis der er konstateret en gunstig udvikling hos
forældremyndighedsindehaveren, som forventes at fortsætte, f.eks. en mere stabil livsførelse eller mis-
brugsbehandling. Det kan også være aktuelt med en forkortelse af fristen, hvis der er en gunstig udvikling
hos et barn eller en ung, der er anbragt uden for hjemmet på grund af egne vanskeligheder. Afgørelsen om
forkortelse af fristen beror på en konkret vurdering i den enkelte sag af, om der er behov for at vurdere
anbringelsesgrundlaget tidligere end inden henholdsvis et eller to år. Det skal særlig begrundes, når der
træffes afgørelse om at fravige en af hovedreglerne og forkorte genbehandlingsfristen.
Efter § 50, stk. 5, kan børne- og ungeudvalget, Ankestyrelsen eller retten undtagelsesvis fastsætte en
længere frist for genbehandling. Denne mulighed kan kun benyttes i de tilfælde, hvor anbringelsen på
forhånd må forventes at blive af længere varighed. Det er en betingelse for at anvende bestemmelsen,
VEJ nr 9148 af 15/03/202423
at de forhold, der ligger til grund for afgørelsen, med stor sikkerhed må antages at vedvare ud over den
normale ét eller to års frist for genbehandling, og at hensynet til barnet eller den unge på afgørende måde
taler for, at fristen forlænges. For ufødte børn og børn under 1 år kan der dog alene træffes afgørelse om
at forlænge fristen til 3 år.
I den del af betingelsen, der relaterer sig til barnet eller den unge, er det afgørende spørgsmål, hvorvidt
selve sagens behandling er belastende for barnet eller den unge. Der skal foreligge væsentlige omstændig-
heder, før der er grundlag for at fravige de almindelige genbehandlingsfrister. Afgørelsen beror på en
konkret vurdering i den enkelte sag.
Følgende forhold vil kunne indgå i vurderingen af, om fristen kan forlænges (ikke udtømmende oplist-
ning):
–Længerevarende anbringelse
–behandlingskrævende barn eller ung
–barnet eller den unge har massivt behov for ro og stabilitet og/eller længerevarende behandling
–forældrene har en svær eller dyb udviklingshæmning
–forældrene er alvorligt og/eller kronisk psykisk syge
–forældrene har alvorlige følelses- og personlighedsmæssige vanskeligheder
–langvarigt misbrug hos forældrene
–langvarig ustabil livsførelse og udtalte sociale problemer hos forældrene, eventuelt kombineret med
kriminalitet
–ringe udsigt til forbedring af barnets eller den unges eller forældrenes vanskeligheder
–andre børn i familien er anbragt
–forældrene har gennem flere år ingen eller meget begrænset kontakt til det anbragte barn
–barnet eller den unge bliver negativt påvirket af sagens behandling
§ 50, stk. 5, medfører, at sagen ikke følger de normale frister for genbehandling i § 50, stk. 1 og