gelse, så er det muligt at gennemføre anbringelsen efter § 47, stk. 1, hvis hensynet til barnet eller den
unge på afgørende måde taler herfor.
Denne mulighed kan være relevant i tilfælde, hvor det kan frygtes, at barnet eller den unge vil blive
krævet hjemgivet umiddelbart efter, at anbringelsen har fundet sted, selv om der er behov for en længere-
varende indsats over for barnet eller den unge og familien. Som eksempel kan nævnes tilfælde, hvor der
kan herske tvivl om, hvorvidt samtykket er alvorlig ment, herunder om forældremyndighedsindehaveren
fuldt ud har forstået retsvirkningerne af en anbringelse. Et afgørende hensyn til barnet eller den unge kan
være, at barnet eller den unge har et særligt behov for med sikkerhed at vide, hvor barnet eller den unge
skal bo. Anvendelsen af bestemmelsen forudsætter, at betingelserne i § 47, stk. 1, er opfyldt.
For forældremyndighedsindehaveren er konsekvensen af, at anbringelsen sker uden samtykke efter § 47,
at barnet eller den unge ikke kan begæres hjemgivet efter §§ 100 og 102, som det ville have været
tilfældet ved en frivillig anbringelse efter § 46. Ligesom en anmodning om hjemgivelse kan afvises efter
§ 102, stk. 3. I stedet gælder de processuelle regler for en tvangsmæssig afgørelse efter § 47, stk. 1, fuldt
ud ved en afgørelse efter § 47, stk. 3, hvilket blandt andet betyder, at sagen skal forelægges til afgørelse i
børne- og ungeudvalget, hvis kommunalbestyrelsen ikke kan imødekomme en begæring om hjemgivelse,
jf. § 102, stk. 4. Se i den forbindelse også kapitel 6 og punkt 344ff. om hjemgivelse.
Særligt om anbringelse af en ung, der er fyldt 15 år
54. § 47, stk. 4, i barnets lov, giver en særlig adgang for børne- og ungeudvalget til at beslutte at
anbringe en ung uden for hjemmet, når den unge er fyldt 15 år og er enig i anbringelsen, selvom foræl-
dremyndighedsindehaveren er uenig. Det er en betingelse for at anvende bestemmelsen, at anbringelsen
er af væsentlig betydning af hensyn til den unges særlige behov. Denne betingelse er den samme, som
gælder for iværksættelsen af anbringelser med samtykke efter § 46. Der er således tale om et lempeligere
kriterium end for anbringelse uden samtykke efter § 47, stk. 1.
VEJ nr 9148 af 15/03/202416
Det er endvidere en betingelse for anvendelse af § 47, stk. 4, at problemerne ikke kan løses under den
unges fortsatte ophold i hjemmet. Hvis betingelser i § 47, stk. 1, er opfyldt, vil det som udgangspunkt
være denne bestemmelse, der skal træffes afgørelse efter, selvom sagen vedrører en ung, der er fyldt 15
år, og som giver samtykke til anbringelsen, idet anbringelse efter § 47, stk. 1, ikke beror på den unges
samtykke.
Da en beslutning efter bestemmelsen er frivillig i forhold til den unge, der er fyldt 15 år, men tvangsmæs-
sig i forhold til forældremyndighedsindehaveren, skal beslutningen træffes efter de samme procedurereg-
ler, som gælder for beslutninger om anbringelse uden samtykke. Den unge kan selv rette henvendelse til
kommunen for at bede om at blive anbragt uden for hjemmet, men det er kommunen, der skal afgøre, om
der er grundlag for en anbringelse, og i så fald indstille sagen til afgørelse i børne- og ungeudvalget. Det
er i den sammenhæng væsentligt, at kommunen i sin vurdering tager afsæt i den unges forhold, herunder
bl.a. modenhed samt eventuelle nedsatte psykiske funktionsevne.
Kommunen bør således have særlig opmærksomhed på, om den unges samtykke og tilkendegivelse af
ønske om anbringelse kan have udspring i eller være påvirket af den unges psykiske funktionsevne eller
andre psykiske udfordringer. I givet fald bør dette tillægges betydning i vurderingen af, hvilken vægt den
unges samtykke skal tillægges vægt i forhold til det manglende samtykke fra forældremyndighedsindeha-
ver.
Bestemmelsen skal også ses i sammenhæng med § 48.
Det er forudsat, at bestemmelsen ikke har til formål at løse de almindelige generationskonflikter, der
kan opstå, når unge gradvis frigør sig fra forældrene. På den anden side er der et antal tilfælde, hvor
problemerne i hjemmet er af en sådan karakter, at forældrene ikke bør kunne hindre iværksættelsen af en i
øvrigt velbegrundet støttende indsats, som den unge selv ønsker iværksat.
Ankestyrelsen har tidligere fastslået følgende, der knytter sig til den dagældende servicelovs § 65 og § 58,
stk. 3:
Ankestyrelsens principmeddelelse nr. 169-09:
Ankestyrelsen pålagde kommunen at anbringe en 17-årig pige uden for hjemmet uden samtykke fra hen-
des far, der havde forældremyndigheden over hende alene. Pigen ønskede at blive anbragt, da forholdet
mellem hende og faderen var meget belastet af konflikter. Ankestyrelsen lagde vægt på, at forholdet
mellem pigen og faderen var belastet af konflikter. Årsagen var desuden, at faderen ikke kendte pigen så
godt, og at pigen havde haft en traumatisk opvækst hos sin mor, der havde et alkoholmisbrug. Ankesty-
relsen henviste til, at forældrenes samliv havde været turbulent, og at faderen siden pigen var 2 år kun
havde boet sammen med hende i kortere tid, og at der i denne tid havde været problemer mellem faderen,
pigen og faderens samlever. Der blev henvist til, at faderen havde haft et nogenlunde jævnligt samvær
med pigen gennem hendes opvækst, men at pigen ofte blev passet hos faderens familie, når hun havde
samvær med faderen. Ankestyrelsen henviste videre til, at pigens mor havde haft alkoholproblemer,
og at pigens opvækst havde været meget præget heraf med angst for moderens helbred og ansvar for
moderen. Der blev ligeledes henvist til, at pigen ved moderens død var flyttet ind hos faderen, og at hun
bebrejdede sig selv, at hun ikke var hos moderen, da hun døde. Endeligt blev der henvist til, at pigen var
flyttet fra faderen efter nogle konflikter og ikke ville se faderen. Hun boede nu hos sin halvsøster.
Særligt om sager, der er henvist til Ungdomskriminalitetsnævnet
VEJ nr 9148 af 15/03/202417
55. § 47, stk. 5, i barnets lov, indebærer, at børne- og ungeudvalgets kompetence til at træffe afgørelse
om anbringelse af et barn eller en ung uden for hjemmet uden samtykke ikke gælder i de tilfælde, hvor
barnets eller den unges sag er henvist til Ungdomskriminalitetsnævnet.
Politiet og retten kan, når børn og unge i alderen 10 til 17 år er mistænkt eller idømt fængselsstraf
for bestemte typer af kriminalitet, henvise en sag til Ungdomskriminalitetsnævnet, jf. § 2 i lov om
ungdomskriminalitet.
Se evt. vejledning om støttende indsatser til børn og deres familier efter barnets lov.
Barnets ret til anmode om anbringelse