Ankestyrelsens principmeddelelse 10-23 om ret til jobafklaringsforløb eller ressourceforløb ved frasigelse af ressourceforløbsydelse
Beskrivelse
Principmeddelelsen fastslår En borger, der medvirker i et jobafklaringsforløb eller ressourceforløb, har ikke ret til forløbet, hvis borgeren frasiger sig ressourceforløbsydelsen. Det gælder også, selvom borgeren ønsker at medvirke aktivt i indsatser...
Journalnummer
22-4718
Indhold
Afgørelse
J.nr. 22-4718
Du har klaget over X Kommunes afgørelse om jobafklaringsforløb. Kommunen afgjorde sagen den 30. september 2020.
Ankestyrelsen afgjorde din sag den 30. juni 2021. X Kommune rettede henvendelse til os den 9. juli 2021, 13. august 2021 og 7. januar 2022.
Vi valgte at genoptage sagen af egen drift, da vi kunne konstatere, at vi i vores behandling af sagen ikke har inddraget væsentlige oplysninger om, at du havde fraskrevet dig ressourceforløbsydelsen i dit første jobafklaringsforløb. Vi beklager fejlen.
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har nu afgjort din sag.
Resultatet er:
-Du har ikke ret til et nyt jobafklaringsforløb med tilhørende ressourceforløbsydelse ved ophør af første jobafklaringsforløb.
Det betyder, at vi stadfæster kommunens afgørelse, da vi er kommet til samme resultat.
Vi beklager den meget lange sagsbehandlingstid.
Begrundelse for afgørelsen
Sådan vurderer vi sagen
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderer, at du ikke har ret til et nyt jobafklaringsforløb ved ophør af første jobafklaringsforløb.
Hvad er afgørende for resultatet
Du blev tilkendt et to-årigt jobafklaringsforløb i perioden fra den 14. november 2018 til den 13. november 2020.
Kommunen træffer den 30. september 2020 afgørelse om, at du ikke har ret til et nyt jobafklaringsforløb ved ophør af første jobafklaringsforløb. Kommunen begrunder afgørelsen med, at du har frasagt dig ressourceforløbsydelsen i første jobafklaringsforløb, da du modtager udbetalinger fra Industriens Pensionsforsikring.
Kommunen meddeler os i brev af 9. juli 2021, at du i et møde med kommunen den 4. februar 2021 har meddelt kommunen, at du fortsat ønsker at frasige dig ressourceforløbsydelsen. Kommunen træffer den 27. februar 2021 derfor afgørelse om at stoppe ressourceforløbsydelsen.
Det følger af reglerne om jobafklaringsforløb, at jobafklaringsforløb og ressourceforløbsydelse skal anses for at være ét samlet forløb bestående af et forløb med en tilhørende ydelse. Det betyder, at en borger ikke har ret til at deltage i et jobafklaringsforløb, hvis borgeren frasiger sig ydelsen, også selvom borgeren selv ønsker at deltage aktivt i forløbet.
Vi kan supplerende bemærke, at det fremgår af lovbemærkningerne til reglerne om jobafklaringsforløb, at personer, der deltager i et jobafklaringsforløb, ikke vil have mulighed for at frasige sig ressourceforløbsydelsen, idet indsatsen i jobafklaringsforløbet og ressourceforløbsydelsen hænger sammen som en samlet indsats.
Vi er opmærksomme på, at kommunen vurderer, at du fortsat er uarbejdsdygtig på grund af sygdom, og at du på den baggrund fortsat er omfattet af målgruppen for jobafklaringsforløb.
Vi er også opmærksomme på, at du ønsker at deltage aktivt i indsatserne i et jobafklaringsforløb.
Det kan ikke føre til et andet resultat. Da du ikke ønsker at modtage ressourceforløbsydelsen, har du ikke ret til jobafklaringsforløbet, da ydelse og forløb er en samlet indsats.
Om reglerne
En borger har ret til et jobafklaringsforløb ved ophør af sygedagpengene, når borgeren fortsat er uarbejdsdygtig og ikke kan få forlænget sygedagpengene.
Kommunen skal træffe afgørelse om ophør af jobafklaringsforløbet, når borgeren ikke længere kan anses for at være fuldt eller delvist uarbejdsdygtig efter sygedagpengeloven.
Vurderingen af uarbejdsdygtighed efter reglerne om jobafklaringsforløb følger reglerne om uarbejdsdygtighed i sygedagpengeloven. Vurderingen er således den samme.
Metadata
Retsområder
Nøgleord
Paragraffer
Relaterede afgørelser
Udgivet: 2023-06-01
Principmeddelelsen fastslår En borger, der medvirker i et jobafklaringsforløb eller ressourceforløb, har ikke ret til forløbet, hvis borgeren frasiger sig ressourceforløbsydelsen. Det gælder også, selvom borgeren ønsker at medvirke aktivt i indsatser...