Ankestyrelsens principmeddelelse 2-23 om beboerindskudslån – pligtlån – medansøger – solidarisk hæftelse – gæld til tidligere beboerindskudslån, som ikke er afviklet – uafviklet lån

GældendeÅr: 2023Udgivet: 2023-02-04

Beskrivelse

Principmeddelelsen fastslår Kommunen har efter boligstøtteloven pligt til at yde lån til betaling af beboerindskud (beboerindskudslån), når bolig- og indkomstbetingelserne herfor er opfyldte (pligtlån). Et beboerindskudslån efter boligstøttelovens re...

Journalnummer

22-17738

Indhold

Afgørelse

Du har klaget over X kommunes afgørelse om afslag på beboerindskudslån. X kommune afgjorde sagen den 6. april 2022.

 

Ankestyrelsen har nu afgjort din sag.

 

Resultatet er:

 

Du har ret til at få bevilget et beboerindskudslån til boligen beliggende i X kommune.

 

Det betyder, at vi ændrer kommunens afgørelse.

 

Kommunen kontakter dig med henblik på bevilling af lånet.

 

Sådan vurderer vi sagen

Ankestyrelsen vurderer, at du ikke har gæld vedrørende et tidligere beboerindskudslån, bevilget til dig efter boligstøttelovens regler om pligtlån, som du ikke har afviklet.

 

Vi vurderer også, at der ikke er andre oplysninger i sagen om forhold, som kan begrunde et afslag på det ansøgte beboerindskudslån.

 

Du har derfor ret til at få bevilget et beboerindskudslån til boligen beliggende i X kommune.

 

Hvad er afgørende for resultatet

Vi lægger til grund, at du på indflytningstidspunktet opfyldte indkomstbetingelsen for bevilling af et beboerindskudslån.

 

Det fremgår af lejekontrakten, at beboerindskuddet udgør 21.800 kr., og at lejemålet begynder den 15. maj 2022.

 

Det fremgår af ansøgningen om beboerindskudslån, at det kun er dig, der søger om beboerindskudslån, men at husstanden, ud over et barn, består af to voksne - dig og Y.

 

Ifølge sagens oplysninger, har Y, som skal være en del af din husstand, et tidligere beboerindskudslån, som ikke er afviklet.

 

Kommunen har givet dig afslag på det ansøgte beboerindskudslån begrundet i, at Y ikke har afviklet gæld på et tidligere beboerindskudslån. Kommunen begrunder i den forbindelse afslaget med, at da I begge er en del af husstanden, er ansøger hovedhæfter og alle andre voksne i husstanden medhæftere. Dermed skriver medhæfter også under på lånet.

 

Der er ikke hjemmel i boligstøtteloven til, at kommunen kan stille betingelse om, at husstandsmedlemmer, som ikke står på ansøgningen om beboerindskudslån, skal hæfte solidarisk for lånet og dermed være medansøgere. Et beboerindskudslån efter boligstøttelovens regler ansøges ikke som husstand, men af en eller flere ansøgere.

 

Selvom hustandsindkomsten har betydning ved vurderingen af indkomstbetingelsen ved ansøgning om et beboerindskudslån, betyder det ikke, at lånet ansøges som husstand og dermed af flere ansøgere, selvom der er flere voksne i husstanden.

 

Vi lægger herefter vægt på, at det kun er dig, der er ansøger af beboerindskudslånet til boligen beliggende i X kommune, og at der ikke er oplysninger i sagen om, at du har et tidligere beboerindskudslån, bevilget efter boligstøttelovens regler om pligtlån, som ikke er afviklet.

 

Kommunen har ikke oplyst om andre særlige forhold i din sag, som kan begrunde et afslag på det ansøgte beboerindskudslån.

 

Du har derfor ret til at få bevilget et beboerindskudslån til boligen beliggende i X kommune.

 

Om reglerne

Kommunen har pligt til efter ansøgning, at yde lån til betaling af beboerindskud, når bolig- og indkomstbetingelserne herfor er opfyldte.

 

Der kan dog gives afslag, bl.a. hvis ansøgeren har et tidligere beboerindskudslån, bevilget til ansøger efter boligstøttelovens regler om pligtlån, som ikke er afviklet.

 

Mødebehandling

 

Sagen er behandlet på møde. På mødet stemmer deltagerne om resultatet. Der er enighed om afgørelsen.

Metadata

Retsområder

Boligstøtteloven

Nøgleord

Solidarisk hæftelsePligtlånBeboerindskudslånuafviklet lånGæld til tidligere beboerindskudslån, som ikke er afvikletMedansøger

Paragraffer

§ 55

Relaterede afgørelser

Ankestyrelsens principmeddelelse 100-19

Udgivet: 2019-12-19

Efter boligstøttelovens regler, skal kommunen, når indkomstbetingelserne herfor er opfyldt, yde lån til betaling af beboerindskud (pligtlån). Hvis kommunen vurderer, at ansøger selv har midlerne til at afholde lånet, kan der gives afslag. Det afgøren...

Ankestyrelsens principafgørelse M-6-04

Udgivet: 2013-07-11

Der var klageadgang til det sociale nævn vedrørende en kommunes afslag på fortsat rente- og afdragsfrihed på et beboerindskudslån ydet efter reglerne om pligtlån. Afgørelsen om rente- og afdragsfrihed var omfattet af den generelle klagebestemmelse, h...

Ankestyrelsens principafgørelse 82-15

Udgivet: 2015-12-04

Efter boligstøtteloven skal kommunen yde lån til betaling af beboerindskud i lejligheder, når indkomstbetingelserne herfor er opfyldt. Kommunen kan dog afslå at yde lånet blandt andet i den situation, hvor kommunen efter en samlet vurdering af ansøge...