Ankestyrelsens principmeddelelse 100-19
Beskrivelse
Efter boligstøttelovens regler, skal kommunen, når indkomstbetingelserne herfor er opfyldt, yde lån til betaling af beboerindskud (pligtlån). Hvis kommunen vurderer, at ansøger selv har midlerne til at afholde lånet, kan der gives afslag. Det afgøren...
Journalnummer
19-47985
Indhold
Afgørelse
Ansøgers hustru har klaget over X Kommunes afgørelse om afslag på beboerindskudslån til boligen beliggende på en adresse i X Kommune. Kommunen afgjorde sagen den 21. august 2019.
Ankestyrelsen har nu afgjort sagen.
Resultatet er:
•
Ansøger havde ret til 19.000 kr. i beboerindskudslån til boligen beliggende på en adresse i X Kommune.
Det betyder, at vi ændrer kommunens afgørelse.
Sådan vurderer vi sagen
Ankestyrelsen vurderer, at der ikke er grundlag for at give afslag på beboerindskudslån efter bestemmelserne i boligstøttelovens § 55, stk. 2, nr. 1, til boligen beliggende på en adresse i X Kommune, fordi ansøger havde behov for lånet.
Hvad er afgørende for resultatet
Vi lægger kommunens oplysninger til grund om, at ansøger opfyldte de økonomiske betingelser i boligstøttelovens § 56, stk. 1.
Boligindskuddet udgør i henhold til lejekontrakten 19.000 kr.
Det fremgår af lejekontrakten, at lejemålet begyndte den 15. august 2019, og at lejekontrakten blev underskrevet den 14. august 2019.
Vi lægger vægt på oplysningerne om de økonomiske forhold ved indflytningen i plejeboligen.
Den 14. august 2019 kunne ansøger, ifølge kontoudskrifter fra banken, disponere over to konti med indestående på henholdsvis 15.439,89 kr. og 17,28 kr., som samlet udgjorde 15.457,17 kr.
Vi lægger derfor vægt på, at ansøger på indflytningstidspunktet ikke har kunnet disponere over et beløb mindst svarende til beboerindskuddet.
Vi er opmærksomme på, at ansøgers ægtefælle over for kommunen også har oplyst om en konto med et indestående på 50.000 kr. pr. 14. august 2019. Dette ændrer ikke ved afgørelsen. Vi lægger herved vægt på, at der er tale om midler, som ansøger ikke kunne disponere over, idet kontoen alene tilhører ansøgers ægtefælle, og er ikke en konto, som han kunne disponere over.
Om reglerne
Det påhviler kommunalbestyrelsen at yde lån til betaling af beboerindskud, når indkomstbetingelserne herfor er opfyldt.
Kommunalbestyrelsen kan dog afslå at yde lån, hvis ansøgeren efter kommunalbestyrelsens samlede vurdering af ansøgerens økonomiske og personlige forhold ikke har behov for lånet.
Lån ydes således ikke i tilfælde, hvor dette ikke kan anses som rimeligt begrundet i ansøgerens forhold. Dette kan være, hvor der foreligger ganske særlige omstændigheder begrundet i ansøgerens forhold, fx når ansøgeren selv disponerer over de nødvendige midler. Et afgørende kriterium er, om ansøgeren på indflytningstidspunktet kan disponere over et beløb mindst svarende til beboerindskuddet.
Mødebehandling
Sagen er behandlet på møde. På mødet stemmer deltagerne om resultatet. Der er enighed om afgørelsen.
Metadata
Retsområder
Nøgleord
Paragraffer
Relaterede afgørelser
Udgivet: 2019-12-19
Efter boligstøttelovens regler, skal kommunen, når indkomstbetingelserne herfor er opfyldt, yde lån til betaling af beboerindskud (pligtlån). Hvis kommunen vurderer, at ansøger selv har midlerne til at afholde lånet, kan der gives afslag. Det afgøren...
Udgivet: 2013-07-11
Der blev givet afslag på lån til beboerindskud til en lejlighed, fordi ansøgers økonomiske forhold på ansøgningstidspunktet ikke gjorde det sandsynligt, at han ville kunne betale den løbende husleje. Der var heller ikke tale om et akut opstået boligb...
Udgivet: 2014-01-30
En kvinde fandtes berettiget til støtte til beboerindskud, selv om hun 3 måneder før indflytning på et plejehjem havde bortgivet i alt kr. 150.000 til sine 5 børn. Begrundelsen var, at boligstøtteloven ikke indeholder regler om bortgivelse, og at kvi...