Ankestyrelsens principmeddelelse 11-22 om forhold under anbringelsen - behandling - vaccination - Covid-19
Beskrivelse
Principmeddelelsen fastslår Kommunen kan træffe afgørelse om, at et barn eller en ung, der er anbragt uden for hjemmet, skal vaccineres, selvom forældremyndighedsindehaverne ikke ønsker, at barnet eller den unge bliver vaccineret. Som udgangspunktet ...
Journalnummer
21-56543 og 21-51938
Indhold
Afgørelse
Sag nr. 1:
A har klaget over X Kommunes afgørelse om COVID-19 vaccination af B. X Kommune afgjorde sagen den 21. december 2021.
Ankestyrelsen har nu afgjort din sag.
Resultatet er:
-Kommunens afgørelse om vaccination gælder
Det betyder, at vi stadfæster kommunens afgørelse, da vi er kommet til samme resultat.
Sådan vurderer vi sagen
Ankestyrelsen vurderer, at det er i overensstemmelse med hensynet til B og formålet med anbringelsen, at B vaccineres mod COVID-19.
Vi har derfor ikke fundet grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, at B skal vaccineres mod COVID-19.
Hvad er afgørende for resultatet
Vi lægger vægt på, at formålet med anbringelsen er at sikre, at B tilbydes tilstrækkelig omsorg til at sikre hendes sundhed, trivsel og udvikling på kort og lang sigt, samt at Bs særlige behandlingsbehov støttes.
B er anbragt uden for hjemmet i en plejefamilie. Hun har en medfødt […] sygdom [(..)], som blandt andet betyder, at […] hun vil have behov for akut-regime behandling under infektioner som feber, opkast og diarre. […] B er ofte til kontrol på Rigshospitalets Center for Sjældne Sygdomme, ligesom at hun af og til må indlægges på grund af sin sygdom.
Derfor vurderes vaccination mod COVID-19 nødvendig af hensyn til Bs helbredsmæssige forhold.
Vi er opmærksomme på, at du ønsker, at B ikke skal vaccineres mod COVID-19 på grund af hendes sygdom. Du er bange for bivirkningerne i forbindelse med vaccinationen, da bivirkningerne kan være feber, hvilket B kan blive meget syg af.
Det ændrer ikke på resultat for afgørelsen, da vi vurderer, at det er i overensstemmelse med hensynet til B og formålet med anbringelsen samt Sundhedsstyrelsens anbefalinger for vaccination mod COVID-19 til børn over fem år, at B vaccineres mod COVID-19. Rigshospitalets Center for Sjældne Sygdomme vurderer, at der ikke er noget til hinder for, at B vaccineres mod COVID-19. De følger sundhedsmyndighedernes anbefaling i forhold til COVID-19 vaccination.
Oplysningerne fremgår særligt af statusattest fra læge […] af den 27. september 2018, udtalelse fra plejefamilien af den 12. maj 2021, børnefaglig undersøgelse af den 31. maj 2021, handleplan af den 6. august 2021 og journalnotat om henvendelse til Rigshospitalets Center for Sjældne Sygdomme af den 10. december 2021.
Om reglerne
Når et barn eller en ung anbringes uden for hjemmet, overtager kommunen ansvaret for barnets eller den unges forhold.
Forældrene har dog fortsat forældremyndigheden. Det er forældremyndighedsindehaverne, der træffer afgørelse om barnets personlige forhold ud fra barnets interesse og behov.
Hvis der opstår uenighed mellem forældrene og barnet/den unge eller mellem forældrene og kommunen, kan kommunen træffe afgørelse om ændret anbringelsessted, behandling, uddannelse m.v., når det er nødvendigt under hensyn til formålet med anbringelsen. Forældrene og i nogle tilfælde barnet eller den unge over 12 år kan klage over afgørelsen til Ankestyrelsen.
Vaccination mod COVID-19 betragtes som en forebyggende behandling, som kommunen kan træffe afgørelse om, hvis det er nødvendigt under hensyn til formålet med anbringelsen.
Det bemærkes, at nogle beslutninger om barnets eller den unges hverdag er faktisk forvaltningsvirksomhed. Kommunen skal ikke træffe afgørelse om disse forhold, og Ankestyrelsen kan ikke tage stilling til beslutningerne.
Mødebehandling
Sagen er behandlet på møde. På mødet stemmer deltagerne om resultatet.
Der er enighed om afgørelsen.
Du kan læse mere om, hvordan Ankestyrelsen behandler sager på møde på www.ast.dk
Sag nr. 2:
A har klaget over X Kommunes afgørelse om COVID-19 vaccination af B. X Kommune afgjorde sagen den 19. november 2021.
Ankestyrelsen har nu afgjort din sag.
Resultatet er:
-Kommunens afgørelse om vaccination gælder
Det betyder, at vi stadfæster kommunens afgørelse, da vi er kommet til samme resultat.
Sådan vurderer vi sagen
Ankestyrelsen vurderer, at det er i overensstemmelse med hensynet til B og formålet med anbringelsen, at han vaccineres mod COVID-19.
Vi har derfor ikke fundet grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, at B skal vaccineres mod COVID-19.
Hvad er afgørende for resultatet
Vi lægger vægt på, at formålet med anbringelsen er at sikre, at B er i de rette rammer, hvor der er mulighed for at sikre hans udvikling, sundhed og trivsel på en god og hensigtsmæssig måde, samt at sikre at B får den fornødne behandling og støtte i forbindelse med sine diagnoser og øvrige vanskeligheder.
B er anbragt uden for hjemmet i en plejefamilie, og han går på en specialefterskole. Han er diagnosticeret med epilepsi […], reaktiv tilknytningsforstyrrelse i barndommen og føtalt alkohol syndrom. Han lider af knoglecyster og bliver behandlet herfor på Rigshospitalet. […] Han er kognitivt, socialt og følelsesmæssigt ikke alderssvarende. Han har et lavt forståelsesniveau […]. Typen af epilepsi er kronisk og sidder på hukommelsesdelen i hjernen, og anfald viser sig ofte som mindre fokale anfald. Han har efter et anfald udpræget koncentrationsbesvær og hukommelsesbesvær. Han har et særligt behov for struktur og forudsigelighed i hverdagen.
COVID-19 vaccination fylder meget i Bs skole, hvor både fordele og ulemper ved vaccinationen er drøftet.
Vi lægger også vægt på, at B, der er over 15 år, efter sundhedslovens § 17, stk. 1, selv kan give informeret samtykke. B har givet udtryk for, at han ønsker vaccination mod COVID-19. Han oplyser den 5. november 2021, at han er vaccineret mod COVID-19, og at det er hans egen beslutning. Han ved, at han selv må bestemme, om han vil vaccineres.
Vi er opmærksomme på, at du ønsker, at B ikke bliver vaccineret mod COVID-19. Du mener, at B ikke selv skal have mulighed for at bestemme, om han vil vaccineres mod COVID-19, da han mentalt ikke er 15 år.
Vi er også opmærksomme på, at plejefamilien oplyser, at det er vigtigt, at B betragtes som et mindre barn på grund af hans tidlige følelsesmæssige skade. Han har et stort behov for støtte og guidning i langt de fleste gøremål. Det ændrer ikke på resultatet for afgørelsen, da vi vurderer, at B er i stand til at tage stilling til spørgsmålet om vaccination, og at det er i overensstemmelse med hensynet til B og formålet med anbringelsen, at B vaccineres mod COVID-19. Samtidig anbefaler Sundhedsstyrelsen vaccination mod COVID-19 til børn over fem år. Derudover har B et ønske om at blive vaccineret mod COVID-19.
Oplysningerne fremgår særligt af børnefaglig undersøgelse af den 10. juni 2020, journalnotat om opfølgningsmøde med C af den 6. juli 2021, journalnotat om opfølgningsmøde med A af den 6. juli 2021, handleplan af den 20. september 2021, udtalelse fra plejefamilien af den 14. oktober 2021, børnesamtale af den 5. november 2021 og journalnotat om henvendelse fra dig af den 5. november 2021.
Om reglerne
Når et barn eller en ung anbringes uden for hjemmet, overtager kommunen ansvaret for barnets eller den unges forhold.
Forældrene har dog fortsat forældremyndigheden. Det er forældremyndighedsindehaverne, der træffer afgørelse om barnets personlige forhold ud fra barnets interesse og behov.
Hvis der opstår uenighed mellem forældrene og barnet/den unge eller mellem forældrene og kommunen, kan kommunen træffe afgørelse om ændret anbringelsessted, behandling, uddannelse m.v., når det er nødvendigt under hensyn til formålet med anbringelsen. Der skal tages hensyn til barnets egne synspunkter alt efter alder og modenhed. Forældrene og i nogle tilfælde barnet eller den unge over 12 år kan klage over afgørelsen til Ankestyrelsen.
Vaccination mod COVID-19 betragtes som en forebyggende behandling, som kommunen kan træffe afgørelse om, såfremt det er nødvendigt under hensyn til formålet med anbringelsen.
Det bemærkes, at nogle beslutninger om barnets eller den unges hverdag er faktisk forvaltningsvirksomhed. Kommunen skal ikke træffe afgørelse om disse forhold, og Ankestyrelsen kan ikke tage stilling til beslutningerne.
Mødebehandling
Sagen er behandlet på møde. På mødet stemmer deltagerne om resultatet.
Der er enighed om afgørelsen.
Du kan læse mere om, hvordan Ankestyrelsen behandler sager på møde på www.ast.dk
Metadata
Retsområder
Nøgleord
Paragraffer
Relaterede afgørelser
Udgivet: 2022-04-08
Principmeddelelsen fastslår Kommunen kan træffe afgørelse om, at et barn eller en ung, der er anbragt uden for hjemmet, skal vaccineres, selvom forældremyndighedsindehaverne ikke ønsker, at barnet eller den unge bliver vaccineret. Som udgangspunktet ...