Ankestyrelsens principafgørelse 24-14
Beskrivelse
Kommunen kan give ressourceforløb til personer, der ud over ledighed har komplekse problemer, som ikke har kunnet løses gennem en almindelig beskæftigelsesrettet indsats, og som kræver et helhedsorienteret forløb med en kombination af en beskæftigels...
Journalnummer
2013-4115-61131
Indhold
Afgørelse
Ankestyrelsen vurderer, at N har sammensatte komplekse problemer, og at han i øvrigt opfylder betingelserne i § 68a, stk. 1, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, sådan at han med rette er bevilget et ressourceforløb.
Vi vurderer, at hvis N fortsat bliver støttet i at håndtere arbejdsmæssige belastninger, eksempelvis via mentorstøtte, vil der være mulighed for, at hans arbejdsevne kan udvikles.
Vi har lagt vægt på, at N ifølge de lægelige akter i sagen, herunder særlig psykiatrisk speciallægeerklæring af 14. januar 2013, lider af en belastningsreaktion med depressive selvbebrejdelser, hvor behandlingsmulighederne for tilstanden vurderes at være udtømte. N lider endvidere af smerter i bevægeapparatet, og denne tilstand med smerter vurderes at kunne forbedres, hvis N deltager i fysisk træning.
Vi har endvidere lagt vægt på, at N opnåede en effektiv arbejdstid på ca. 14 til 18 timer ugentlig i en arbejdsprøvning på 13 uger i slutningen af 2012, hvor han arbejdede med let klargøring af biler og vedligeholdelse af grønne områder, selv om det er oplyst, at han havde nogle angstanfald under arbejdsprøvningen, og at hans angstanfald alene blev støttet af medarbejdere på arbejdspladsen.
Vi vurderer, at det ikke kan afvises ud fra hverken de lægelige oplysninger eller oplysningerne om arbejdsprøvningen, at der fortsat er muligheder for at forbedre Ns arbejdsevne ud over de 14 til 18 timer ugentlig arbejdstid, som han opnåede i arbejdsprøvningen.
Vi har herved lagt vægt på, at arbejdsprøvningen var kortvarig, især når varigheden af den ses i forhold til, at Ns belastningsreaktion har været længerevarende.
Vi har også lagt vægt på, at N opnåede en arbejdstid på ca. 14 – 18 timer ugentlig i arbejdsprøvningen, selv om han ikke fik anden støtte end støtte fra medarbejdere på arbejdspladsen, når han oplevede angstanfald.
Vi har endelig lagt vægt på, at N forud for hans tilstand med belastningsreaktionen har haft en tilknytning til arbejdsmarkedet som lærer, inden for jord- og betonarbejde samt inden for anlægsgartnerfaget, og at han således har ressourcer i form af en tidligere tilknytning til arbejdsmarkedet.
Vi er således enige med kommunen i, at N som følge af hans skånebehov over for belastninger har brug for en virksomhedspraktik, hvor han har mulighed for at tilrettelægge sine arbejdsopgaver, og hvor han kan undgå at få uventede arbejdsopgaver.
Vi er også enige med kommunen i, at der i ressourceforløbet skal være fokus på, at han kan deltage i træning som følge af hensynet til hans fysiske smerter, samt fokus på, at han opnår succes med arbejdsopgaverne i virksomhedspraktikken, sådan at der er mulighed for, at han kan udvikle sine ressourcer i forhold til arbejdsmarkedet.
Vi har heller ikke bemærkninger til, at kommunen har vurderet, at N vil have gavn af at få tilknyttet en mentor, som kan støtte ham i svære situationer.
Efter reglerne om ressourceforløb er et ressourceforløb et helhedsorienteret forløb med en kombination af en indsats efter beskæftigelsesindsatsloven og en social- eller sundhedsmæssig indsats.
Ressourceforløb kan gives til personer, der har komplekse problemer ud over ledighed, som ikke har kunnet løses gennem en almindelig beskæftigelsesrettet indsats, og hvor kommunen vurderer, at der er behov for en længerevarende indsats, før der kan fastsættes et konkret beskæftigelsesmål.
Efter reglerne om fleksjob kan tilbud om fleksjob gives til personer med varige og væsentlige begrænsninger i arbejdsevnen og som ikke kan opnå eller fastholde beskæftigelse på normale vilkår på arbejdsmarkedet.
Selv om N eventuelt har en varig tilstand med skånebehov over for belastninger, medfører dette ikke i sig selv ret til fleksjob.
Det er en betingelse for at blive visiteret til fleksjob, at alle relevante tilbud har været afprøvet for at bringe eller fastholde den pågældende i ordinær beskæftigelse. Ved alle relevante tilbud forstås både behandlingsmæssige, erhvervsrettede og revalideringsmæssige foranstaltninger, og sådanne foranstaltninger kan eventuelt bevilges som en del af et ressourceforløb.
Bemærkninger til jeres klage på vegne af N
I har bemærket i jeres klage, at der er uoverensstemmelse mellem rehabiliteringsteamets vurdering af Ns muligheder for udvikling af ressourcer og de lægelige udtalelser om hans muligheder for ressourceudvikling, sådan at I vurderer, at N skulle bevilges et fleksjob i stedet for et ressourceforløb.
Vi skal henvise til begrundelsen for vores afgørelse og bemærke, at vi er enige med jer i, at der i det bevilgede ressourceforløb skal tages hensyn til, at N har skånebehov over for psykiske belastninger, og at hans arbejdsevne er nedsat som følge af en belastningsreaktion og ikke en depression.
Vi finder imidlertid ikke grundlag for at tilsidesætte, at kommunen traf afgørelse i overensstemmelse med rehabiliteringsteamets indstilling om at bevilge N et længerevarende ressourceforløb i stedet for at visitere ham til fleksjob, da fleksjob ikke kan bevilges, før alle relevante tilbud har været afprøvet for at bringe N i ordinær beskæftigelse.
Information
- Vi har afgjort sagen på grundlag af:
- • De oplysninger, som forelå, da kommunen traf afgørelse i sagen
- • Kommunens afgørelse af 11. april 2013 om bevilling af ressourceforløb
- • Jeres klage af 2. maj 2013
- • Kommunens genvurdering og afslag på fleksjob
Metadata
Retsområder
Nøgleord
Paragraffer
Relaterede afgørelser
Udgivet: 2019-06-27
Førtidspension kan tilkendes personer, hvis arbejdsevne er varigt nedsat i et sådant omfang, at den pågældende ikke vil være i stand til at blive selvforsørgende ved indtægtsgivende arbejde, herunder i et fleksjob. Personer i alderen fra 18 til 39 år...
Udgivet: 2019-12-14
Kommunen kan bevillige tilskud til en selvstændigt erhvervsdrivende med nedsat arbejdsevne. Efter den 1. januar 2013 beregner kommunen tilskuddet på baggrund af gennemsnittet af indtægten i de to bedste regnskabsår, der er afsluttet inden tilkendelse...
Udgivet: 2020-12-03
Principmeddelelsen er en sammenskrivning af A-2-99, A-16-99, A-7-00, N-2-08, N-3-08, N-7-08, N-10-08, 23-09, 161-09, 181-10 og 16-12. Principmeddelelsen indeholder ikke noget nyt. Meddelelsen har til formål at give et samlet billede af den praksis om...