Ankestyrelsens principafgørelse 48-16

Rimelig og billigere bolig

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderer, at kommunen ikke er berettiget til at give dig afslag på særlig støtte ud fra den rimelige og billigere bolig, der er nævnt i afgørelsen af 24. april 2015.

Vi har lagt vægt på, at kommunen i afgørelse af 24. april 2015 alene oplyser, at det har været muligt at finde et billigere lejemål med færre m2 og værelser. Det fremgår, at der blev taget udgangspunkt i en 2-værelses 62 m2 lejebolig i xx område til 5.000,00 kr.

Vi har også lagt vægt på, at der ikke er nogen oplysninger om, hvorvidt boligen er ledig, eller oplysninger om hvor den kan søges.

Vi har således lagt vægt på, at kommunen ikke har oplyst dig om en konkret bolig, som du har haft en reel mulighed for at søge.

Forhøjet boligudgift

Vi vurderer yderligere, at kommunen ikke er berettiget til at give dig afslag på særlig støtte med den begrundelse, at du på eget initiativ har forøget din boligudgift.

Vi vurderer, at du ikke på eget initiativ har forøget dine boligudgifter ved at flytte til xx adresse.

Vi vurderer derfor, at kommunen på ny skal behandle din ansøgning om særlig støtte, herunder foretage en vurdering af, om der kan anskaffes en rimelig, billigere bolig.

Vi har lagt vægt på, at du har oplyst, at du fraflyttede din tidligere bolig på grund af samlivsophør med din daværende kæreste.

Vi vurderer derfor, at kommunen ikke kunne beregne din ret til særlig støtte ud fra boligudgifterne til din tidligere bolig og dermed give dig afslag på særlig støtte med den begrundelse, at boligudgiften til din tidligere bolig kun var på 1.800 kr. om måneden, hvilket er under grænsebeløbet for en enlig, som i 2015 var på 2.850 kr. pr. måned for personer, der ikke har forsørgelsespligt over for børn.

Vi har lagt vægt på, at kommunen inden bevilling af særlig støtte til høje boligudgifter skal undersøge, om der kan skaffes en konkret ledig, rimelig og billigere bolig.

Efter reglerne kan der ydes særlig støtte til personer, der har været ude for ændringer i deres forhold, og som er særlig vanskeligt stillet grundet høje boligudgifter eller stor forsørgerbyrde.

Hvis boligudgiften til den bolig, som borger bor i, efter en samlet bedømmelse ud fra ansøgerens forhold skønnes at være for høj, og der kan skaffes en konkret ledig, rimelig og billigere bolig, kan kommunen beregne den særlige støtte efter nettoudgiften til den billigere bolig.

Den særlige støtte kan først beregnes efter udgifterne til en rimelig billigere bolig fra det tidspunkt, hvor en anden konkret ledig, rimelig og billigere bolig kan skaffes.

Det er således et krav, at kommunen har peget på en konkret ledig, rimelig og billigere bolig, så ansøgeren har en reel mulighed for at tilflytte en billigere bolig. Vi henviser til forarbejderne til aktivlovens bestemmelse om særlig støtte, hvor af det fremgår, at ” efter stk. 2, skal kommunen som hidtil undersøge, om der kan skaffes ansøgeren en rimelig, billigere bolig, inden kommunen giver særlig støtte.

Hvis der kan skaffes en konkret ledig, rimelig og billigere bolig, og ansøgeren fravælger at flytte til denne bolig, skal kommunen beregne den særlige støtte på grundlag af nettoboligudgiften til den billigere bolig.

Nettoboligudgiften indeholder udgiften til husleje, vand, varme, el og eventuelle udgifter til afdrag på boligindskudslån samt bidrag til fælles antenneanlæg, hvis der er en ufravigelig pligt til at afholde udgiften.

Vi bemærker, at hvor der ikke foreligger oplysninger om den faktiske forbrugsudgift, skal kommunen lade et anslået beløb indgå i beregningen af nettoboligudgiften til den billigere bolig.

Endelig bemærker vi, at kommunen kan indhente oplysninger om den gennemsnitlige forbrugsudgift for en sammenlignelig husstand hos udbyderen.

Hvis en allerede støtteberettiget person, der har en rimelig bolig, på eget initiativ forøger sine boligudgifter, f.eks. ved at flytte til en anden bolig, skal den forøgede boligudgift ikke medtages i beregningen af støtten. Det vil sige, at det er udgiften til den tidligere og billigere bolig, der indgår i beregningen af nettoboligudgifterne, jf. § 5, stk. 2 og 3, i bekendtgørelse om særlig støtte.

Vi bemærker, at i en situation hvor flytningen til en anden bolig er begrundet i samlivsophør, anses man i relation til ret til særlig støtte ikke for på eget initiativ at have forøget sine boligudgifter.