Ankestyrelsens principafgørelse 99-15

GældendeÅr: 2015Udgivet: 2015-12-22

Beskrivelse

Personer, som højst har 5 år til folkepensionsalderen, og som har en langvarig og aktuel tilknytning til arbejdsmarkedet, har en særlig mulighed for at ansøge om seniorførtidspension. Når kommunen modtager en ansøgning om seniorførtidspension, skal k...

Journalnummer

2015-3726-18643

Indhold

Afgørelse

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderer, at det er dokumenteret, at din arbejdsevne er væsentligt og varigt nedsat i et sådant omfang, at du ikke kan blive selvforsørgende ved indtægtsgivende arbejde eller i et fleksjob.

Vi vurderer, at du på baggrund af dine helbredsmæssige forhold ikke besidder ressourcer, der kan anvendes på arbejdsmarkedet.

Vi vurderer også, at du opfylder kravene om en langvarig og aktuel tilknytning til arbejdsmarkedet, samt at du har mindre end 5 år til folkepensionsalderen.

Vi har lagt vægt på, at det fremgår af de lægelige oplysninger i sagen, at du i 2012 blev opereret for hudkræft på læben. Der er ikke tegn til tilbagefald (recidiv). Du er desuden opereret for blærekræft i 2012, og du har fået konstateret prostatakræft.

Vi har videre lagt vægt på, at du lider af hjerteflimmer, og at lidelsen er velkontrolleret. Herudover har du svære slidgigtforandringer i hele lændedelen med udtalt spinalstenose samt foraminal stenose, svær slidgigt i begge skuldre, slidgigt i venstre albue og begge knæ.

Vi har endvidere lagt vægt på specifik helbredsattest af 25. januar 2013. Det fremgår heraf, at du får smerter, når du løfter armene over vandret, og at du ikke kan løfte mod modstand.

Vi har også lagt vægt på ortopædkirurgisk statusattest af 7. august 2013. Det fremgår heraf, at du lider af rotatorcuff syndrom og slidgigt i albueled. Du er i 2012 opereret i skulderen, men det har ikke haft nogen større effekt på tilstanden.

Vi har videre lagt på speciallægeerklæring af 21. oktober 2013 fra Arbejds- og Miljømedicinsk Klinik fra YY Universitetshospital. Det fremgår heraf, at du har mén i form af smerter i venstre skulder, som forværres ved brug af venstre arm med natlig opvågnen og daglig funktionshæmning.

Vi har også lagt vægt på lægeattest til rehabiliteringsteam af 18. september 2014. Det fremgår heraf, at du har konstante smerter i ryg og ben. Din gangdistance er mellem 50 og 100 meter, og du kan ikke gå på trapper. En operation for spinalstenosen vil muligvis kunne afhjælpe nogen af generne i ryg og ben, men du vil fortsat have væsentlig funktionsindskrænkning i begge ben.

Vi har endvidere lagt vægt på, at du har været i virksomhedspraktik hos en farvehandler i perioden 10. december 2012 til 11. januar 2013. Du måtte ophøre på grund af forværring af skuldersmerter.

Vi har også lagt vægt på, at du forud for ansøgningen om seniorførtidspension har arbejdet som bygningsmaler i over 40 år. Derefter har du modtaget arbejdsløshedsdagpenge og sygedagpenge efter arbejdsophør i 2010/2011.

Vi har endelig lagt vægt på, at du sammenlagt i perioden 1973 til 2013 ifølge ATP-indbetalinger har haft en arbejdsmarkedstilknytning svarende til mindst 25 års fuldtidsbeskæftigelse.

Vi vurderer herefter, at du har ret til seniorførtidspension med virkning fra den 1. januar 2015.

Vi har lagt vægt på, at du den 24. september 2014 har søgt om seniorførtidspension.

Efter reglerne om seniorførtidspension kan personer med langvarig og aktuel tilknytning til arbejdsmarkedet, der er nedslidte, og som har højst 5 år til folkepensionsalderen, sikres en enklere og mere smidig sagsbehandlingsprocedure for tilkendelse af førtidspension. I sådanne sager iværksættes ikke beskæftigelsesrettede tilbud for at udvikle arbejdsevnen.

Det er dog fortsat et krav for at få tilkendt førtidspension, at det er dokumenteret eller på grund af særlige forhold er helt åbenbart, at arbejdsevnen er nedsat i et sådant omfang, at personen ikke er i stand til at forsørge sig selv ved almindeligt arbejde eller ved et fleksjob.

Efter reglerne er det også en betingelse, at ansøgeren forud for ansøgningen har haft fuldtidsbeskæftigelse i en periode, der sammenlagt svarer til mindst 20 – 25 år, og at ansøgeren forud for ansøgningen om seniorførtidspension har aktuel tilknytning til arbejdsmarkedet.

Det fremgår af bemærkningerne til lovforslag nr. L22 om ændring af lov om social pension, at for målgruppen, der har en langvarig tilknytning til arbejdsmarkedet, vil der typisk foreligge nødvendige oplysninger til dokumentation af arbejdsevnen i forhold til at klare kravene på arbejdsmarkedet.

For disse personer vil dokumentationen for en væsentlig og varig nedsættelse af arbejdsevnen i højere grad foreligge end for personer, der alene har haft en svag eller sporadisk tilknytning til arbejdsmarkedet. Der er således ikke behov for at gennemføre fx arbejdsprøvning, omskoling, revalidering mv. Her kan det tillægges særlig betydning, hvis der er sammenhæng mellem sygdomshistorikken og det forhold, at pågældende ikke længere kan arbejde. Afklaringen af arbejdsevnen kan derfor gennemføres hurtigere og mere enkelt end efter de almindelige regler for førtidspension, da der typisk er tale om personer tæt på pensionsalderen med et langt arbejdsliv bag sig, og et kort fremadrettet arbejdsmarkedsperspektiv.

Vi henviser også til skrivelse nr. 9806 af 18. december 2013 om reglerne for seniorførtidspension. Det fremgår heraf, at der i sager, der skal behandles efter reglerne om seniorførtidspension, alene skal tages stilling til, om arbejdsevnen er væsentligt og varigt nedsat i forhold til de erhverv, den pågældende vil kunne varetage, uden at der iværksættes tiltag, der har til formål at udvikle arbejdsevnen. Det skal således ikke vurderes, om ansøgeren ville være i stand til at udvikle sin arbejdsevne eller kunne blive i stand til at anvende sin restarbejdsevne efter fx deltagelse i virksomhedspraktik, revalidering eller deltagelse i ressourceforløb.

Efter reglerne træffer kommunalbestyrelsen afgørelse om seniorførtidspension senest 6 måneder efter tidspunktet for kommunens modtagelse af ansøgning om seniorførtidspension.

Efter reglerne udbetales førtidspension månedsvis bagud med virkning fra den første i måneden efter, at der er truffet afgørelse om førtidspension. Træffes afgørelse om førtidspension efter udløbet af

den fastsatte frist, udbetales førtidspension med virkning fra den første i måneden efter, at der er forløbet 6 måneder fra det tidspunkt, hvor ansøgningen blev modtaget i kommunen.

Bemærkninger til kommunens begrundelse

Vi finder det kritisabelt, at kommunen i afgørelsen lægger vægt på, at du efter det planlagte genoptræningsforløb skal fortsætte samarbejdet med jobcenteret om at få beskrevet din arbejdsevne.

I sager, der skal behandles efter reglerne om seniorførtidspension, skal der alene tages stilling til, om arbejdsevnen er væsentligt og varigt nedsat i forhold til de erhverv, den pågældende vil kunne varetage, uden at der iværksættes tiltag, der har til formål at udvikle arbejdsevnen. Det skal således ikke vurderes, om ansøgeren ville være i stand til at udvikle sin arbejdsevne eller kunne blive i stand til at anvende sin restarbejdsevne efter fx deltagelse i virksomhedspraktik, revalidering eller deltagelse i ressourceforløb. Dette er et krav i alle andre sager om førtidspension.

Metadata

Retsområder

Lov om social pension

Nøgleord

ArbejdsevneSeniorførtidspension

Paragraffer

§ 2§ 20§ 16§ 3§ 33§ 4§ 21§ 17

Relaterede afgørelser

Ankestyrelsens principafgørelse P-32-00

Udgivet: 2013-07-11

Ved opgørelsen af beregningsgrundlaget for varmetillæg til en ansøger, der boede i en el-opvarmet bolig, skulle der ikke ske fradrag af energiafgifter (el-afgift, CO2-afgift og SO2-afgift). Ankestyrelsen fandt, at energiafgifterne måtte anses for at ...

Ankestyrelsens principafgørelse 137-11

Udgivet: 2013-07-10

Udbetalt feriegodtgørelse for ikke afholdt ferie kunne ikke medregnes til opfyldelse af beskæftigelseskravet for en borger, somhavde fået bevilget opsat folkepension. Borgeren havde derfor ikke ret til venteprocent....

Ankestyrelsens principafgørelse 99-15

Udgivet: 2015-12-22

Personer, som højst har 5 år til folkepensionsalderen, og som har en langvarig og aktuel tilknytning til arbejdsmarkedet, har en særlig mulighed for at ansøge om seniorførtidspension. Når kommunen modtager en ansøgning om seniorførtidspension, skal k...