Ankestyrelsens principafgørelse 52-14
Beskrivelse
Personer med varigt nedsat funktionsevne har ret til støtte til køb af bil, hvis personen har et omfattende skånebehov og risiko for akut nedsættelse eller forværring af funktionsevnen, som medfører, at denne ikke hensigtsmæssigt kan anvende offentli...
Journalnummer
2013-2142-29878
Indhold
Afgørelse
Sag nr. 1:
Ankestyrelsen har i møde truffet afgørelse i din sag om støtte til køb af bil.
Resultatet er
•
Du har fortsat ret til støtte til køb af bil
• Kommunen skal behandle sagen igen med hensyn til, om du har ret til særlig indretning i form af automatgear og fartpilot
Vi ændrer således afgørelsen fra A Kommune. Vi hjemviser samtidig sagen til fornyet behandling og afgørelse i kommunen med hensyn til, om du af helbredsmæssige årsager er berettiget til automatgear og fartpilot.
Vi skal herefter bede A Kommune om at tage stilling til, hvilken bil der er den billigst egnede set i forhold til dit behov. A Kommune vil kontakte dig.
Der var enighed på mødet.
Begrundelse for afgørelsen
Støtte til bil
Vi vurderer, ud fra en samlet vurdering af dine forhold, at du har en varig funktionsnedsættelse, der forringer din evne til at færdes uden bil i et omfang, så du har ret til bil. Dit behov for bil skal vurderes på baggrund af dit arbejde.
Vi vurderer desuden, at dit kørselsbehov er af tilstrækkelig omfang til, at kørsel i bil i væsentlig grad kan afhjælpe følgerne af din funktions-nedsættelse og derved i væsentlig grad lette din daglige tilværelse.
Vi vurderer også, at dit transportbehov ikke mere hensigtsmæssigt kan tilgodeses ved brug af offentlig transport.
Vi lægger ved afgørelsen vægt på sagens oplysninger om dine helbredsmæssige forhold og funktionsevne med hensyn til at færdes.
Det fremgår, at du lider af hæmofili A i svær grad, og at du i gennemsnit har blødninger 1-2 gange ugentligt. Du har endvidere haft en blodprop i hjertet i 2009 med en efterfølgende bypass operation. Du kan grundet risikoen for yderligere blodpropper ikke længere få forebyggende medicin for din blødersygdom. Du har oplyst, at dine blødninger opstår i leddene, og når blodet størkner, opleves det som sandpapir, der slider på knoglerne. Du har som en følge heraf proteser i begge knæled og i den ene ankel. Din gangfunktion er varierende, hvorfor kommunen ikke har anset det for nødvendigt, at foretage en gangtest. Din gangdistance er afhængig af, om du har haft en blødning fornyligt, eller om du har smerter i knæ og ankel. Du har desuden oplyst om tendens til udtrætning.
Det er oplyst, at du skal have intravenøs faktor medicin umiddelbart efter blødningen opstår, hvorfor du tager hjem. Du arbejder enten hjemme efter en blødning eller tager tilbage på arbejde afhængig af blødningens størrelse. Medicinen skal opbevares sterilt og i køleskab. Du har ikke mulighed for at opbevare eller injicere medicinen på din arbejdsplads.
Vi lægger også vægt på de foreliggende lægelige oplysninger af den 30. december 1998 fra overlægen på sygehuset. Det fremgår heraf, at der er et vigtigt skånehensyn i relation til din lidelse, herunder med hensyn til din mulighed for at fastholde tilknytningen til arbejdsmarkedet.
Vi lægger vægt på, at i relation til karakteren af din lidelse er der et skånehensyn at tage hensyn til, både med hensyn til udtrætning ved anvendelse af offentlig transport, i forbindelse med blødninger og i relation til risiko for forværring af din funktionsevne. Vi har herved også lagt vægt på dine oplysninger om, at du ikke kan fastholde et arbejde uden en bil, idet dette vil betyde op til 3 timers transporttid dagligt med bus, hvilket vil udtrætte dig således, at du ikke vil kunne varetage dit arbejde.
Vi bemærker, at der kan ydes bilstøtte af hensyn til skånebehov, selvom funktionsevnen, herunder gangdistancen, ikke er så betydeligt nedsat, at der umiddelbart er grundlag for at tilkende bilstøtte. Ved vurdering til støtte til køb af bil skal det indgå, om der er risiko for forværring af funktionsevnen. Vi henviser til bilbekendtgørelsens § 5, stk. 2, 2. punktum.
Vi lægger vægt på, at du tidligere er tilkendt bilstøtte på grund af din funktionsnedsættelse, og at der ikke er sket en bedring af din funktionsevne.
Endelig lægger vi vægt på dit kørselsbehov. Det fremgår, at du dagligt skal til og fra dit arbejde. Du skal flere gange ugentligt hjem i arbejdstiden, for at få behandling for blødninger. Du skal desuden benytte bil til indkøb, kontrol på hospitaler, læge samt andre mere trivselsmæssige gøremål.
Vi lægger navnlig vægt på, at kommunen ikke har godtgjort, at du kan fastholde tilknytningen til arbejdsmarkedet ved anvendelse af offentlige transportmidler og cykel til og fra arbejde. Vi lægger vægt på, at kommunen heller ikke har godtgjort, at du kan færdes til og fra arbejde på de dage, hvor du har blødninger eller smerter i knæ og ankel uden brug af egen bil. Vi har herved lagt vægt på dine oplysninger om, at du kun benytter cyklen lejlighedsvis efter, at du er stoppet med den forebyggende behandling til din blødersygdom, idet der er risiko for blødninger.
Vi bemærker, at vores principafgørelse 45-11 ikke er sammenlignelig med din sag. Principafgørelsen omhandler afslag på bevilling af bilstøtte på erhvervsmæssigt grundlag, idet bilen er et nødvendig led ved arbejdets udførelse, som freelance journalist, der nødvendiggør behov for kørsel i arbejdstiden i forbindelse optagelser af dokumentarfilm m.v.
Vi lægger herved vægt på, at du benytter bilen til at færdes til og fra arbejde, og at du ansøger om lån til bil og afgiftsfritagelse på grund af din funktionsnedsættelse og ikke grundet arbejdets særlige karakter.
Vi lægger endvidere vægt på, at kommunen ikke har indhentet nye lægelige oplysninger, og at du i din klage har gjort kommunen opmærksom på, at der er udsigt til en forværring af din funktionsevne.
Vi finder på baggrund af ovennævnte, at din funktionsnedsættelse forringer din evne til at færdes uden bil i så væsentlig grad, at du opfylder betingelserne for at opnå støtte til din bil på erhvervsmæssigt grundlag.
Vi finder således ikke, at kommunen har godtgjort, at du kan fastholde tilknytningen til arbejdsmarkedet uden brug af egen bil.
Afgiftsfritagelse
Det er en betingelse for afgiftsfritagelse, at du har ret til støtte til køb af bil.
Da du har ret til bil, har du derfor også ret til afgiftsfritagelse.
Kommunen skal nu fortsætte behandlingen af sagen og træffe en ny afgørelse om, hvilken bil du kan få støtte til.
Vi bemærker, at efter du har fået den nye afgørelse fra kommunen, kan du klage til os over denne inden fire uger.
Information
- Vi har afgjort sagen på grundlag af:
- • De oplysninger, som forelå da A Kommune traf afgørelse i sagen
- • A kommunes afgørelse af 13. marts 2013.
- • Klagen til Ankestyrelsen af 14. marts 2013
- • A Kommunes genvurdering
- Det fremgår af sagen, at du lider af hæmofili A i svær grad og du har modtaget støtte til køb af bil siden 1978. Du har ansøgt om udskiftning af bil.
- A Kommune traf afgørelse om, at dit funktionsniveau ikke er nedsat tilstrækkeligt til, at du kan få støtte til køb af bil.
- A Kommune har begrundet afgørelsen med, at din gangfunktion normalt er pæn og dine led har pæn status, at du er i stand til at stige på tog og bus og at der ikke er tale om et særligt skånebehov.
- Du har klaget over A Kommunes afgørelse.
- I klagen til Ankestyrelsen er det anført, at blødninger opstår spontant, selv ved ganske små skub og slag, at du har haft invalidebil siden 1978, at sygdommen er kronisk, at leddene er pæne på grund af, at leddene er blevet skånet, at udgiften til bil hurtigt er tjent hjem, idet forebyggende bløderbehandling koster 2 mio. kr. årligt, at blødersygdom er en alvorlig tilstand og han være livstruende og blødninger skal behandles hurtigt.
- A Kommune har ved genvurderingen bemærket, at der i klagen ikke er fremkommet nye oplysninger, der kan føre til en ændret afgørelse.
- Sag nr. 2:
- Ankestyrelsen har i møde truffet afgørelse i din sag om støtte til køb af bil og afgiftsfritagelse.
- Resultatet er
- • Du har ret til støtte til køb af bil
- • Du har dermed også ret til afgiftsfritagelse
- Det betyder, at A kommunes afgørelse af den 30. maj 2013 ikke gælder.
- Vi skal bede A Kommune om nu at tage stilling til, hvilken bil der er den billigst egnede under hensyntagen til dit behov for bil.
- A Kommune vil kontakte dig.
- Der var enighed på mødet.
- Vi har afgjort sagen på grundlag af:
- • De oplysninger, som forelå da A Kommune traf afgørelse i sagen
- • A Kommunes afgørelse af 30. maj 2013
- • Klagen til Ankestyrelsen af 12. juni 2013
- • A Kommunes genvurdering
- Kommunen meddelte afslag med den begrundelse, at der er et nedsat funktionsniveau, men nedsættelsen skønnes ikke så væsentlig, at du kun kan færdes ved brug af egen bil. Der lægges vægt på, at gangfunktionen er varierende og at du ofte er i stand til at cykle. Der lægges også vægt på, at blødningstilfælde ikke altid påvirker gangfunktionen. Du er desuden i stand til at tage offentlig transport, når der ikke er blødninger i leddene. Kommunen oplyste, at der lægefagligt ikke er nogen hindring for, at medicinen kan opbevares på arbejdspladsen og det vil dermed være muligt, at behandle mindre blødninger på stedet. Kommunen henviste endelig til ændret praksis med principafgørelse 45-11.
- I klagen fremfører du blandt andet, at afgørelsen er truffet på et forkert grundlag, og oplysninger er taget ud af en sammenhæng. Du er ikke i stand til at anvende cykel som transportmiddel, idet du er stoppet med forebyggende faktor medicin på grund af risiko for blodpropper. Du kan kun lejlighedsvist cykle og/eller anvende offentlig transport på grund af pludselige blødninger eller smerter. Du kan have det godt om morgenen men få timer senere kan du have det dårligt.
- Du fremfører videre, at der ikke er taget stilling til konkrete lægelige oplysninger, idet udtalelsen fra kommunallægen alene baserer sig på informationer givet til kommunen af dig. Der er således ikke indhentet lægelige oplysninger til sagen.
- Du oplyser, at du har blødersygdom i svær grad, er hjertepatient, er hørehæmmet, har mange ødelagte led og daglige store smerter, som der tages smertestillende medicin for. Du udtrættes af en arbejdsdag og henviser til at der skal tages hensyn til udtrætning og risiko for forværring i bilbekendtgørelsens § 5.
- Du oplyser også, at for at kunne tage medicinen på arbejdspladsen skal du have adgang til et aflåst køleskab samt have stillet et lokale til rådighed. Der er åbne kontorlandskaber og ingen lukkede lokaler på arbejdspladsen. Medicinen skal indtages intravenøst. Du vil ikke være i stand til at tage bus hjem efter en blødning på grund af smerter.
Metadata
Retsområder
Nøgleord
Paragraffer
Relaterede afgørelser
Udgivet: 2016-11-18
Som udgangspunkt har man kun ret til hjælp efter serviceloven, hvis man opholder sig lovligt i Danmark. Ministeren er i serviceloven bemyndiget til at fastsætte regler om, hvilke ydelser der kan medtages under midlertidige ophold i udlandet. I udland...
Udgivet: 2017-12-13
Tabt arbejdsfortjeneste er betinget af, at det er en nødvendig konsekvens af barnets nedsatte funktionsevne, at barnet passes i hjemmet, og at det er mest hensigtsmæssigt, at det er moderen eller faderen, der passer det. Der kan derfor kun ydes kompe...
Udgivet: 2022-03-05
Principmeddelelsen fastslårTv-overvågning på de tilbud, som socialtilsynene fører tilsyn med, er ikke reguleret af serviceloven eller af voksenansvarsloven, bortset fra den pligtmæssige tv-overvågning efter voksenansvarsloven. Tv-overvågningen er der...