Ankestyrelsens principafgørelse 89-12
Beskrivelse
Hvis Lønmodtagernes Garantifond har udbetalt løn til en ansat, kan arbejdsgiver ikke i samme periode anses for at have haft en lønudgift til den ansatte. Arbejdsgiveren har derfor ikke ret til løntilskud i denne periodefor en medarbejder ansat i flek...
Journalnummer
J.nr.: 2200018-12
Indhold
Lovhenvisninger
- Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats - lovbekendtgørelse nr. 710 af 23. juni 2011 - § 71, stk. 1 og § 71, stk. 2
Afgørelse
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har i møde truffet afgørelse i sagen om, hvorvidt udbetaling af løn fra Lønmodtagernes Garantifond i en periode betyder, at arbejdsgiveren ikke har ret til løntilskud i denne periode i forhold til en medarbejder ansat i fleksjob.
Resultatet er
• Udbetaling af løn fra Lønmodtagernes Garantifond i en periode betyder, at arbejdsgiveren ikke har ret til løntilskud i denne periode i forhold til en medarbejder ansat i fleksjob.
• En arbejdsgiver kan alligevel få ret til løntilskud, hvis arbejdsgiveren tilbagebetaler hele det beløb, som arbejdsgiveren skylder Lønmodtagernes Garantifond. Retten til løntilskud er dog begrænset af reglerne om forældelse af fordringer.
Det betyder, at du kan have ret til løntilskud for juni og juli 2008, hvis du tilbagebetaler hele det beløb, du skylder Lønmodtagernes Garantifond, og forudsat at fordringen på dette tidspunkt ikke er forældet efter forældelsesreglerne.
Vi er således enige i afgørelsen fra Beskæftigelsesankenævnet i Statsforvaltningen YY, men med ovenstående tilføjelse.
Der var enighed på mødet.
Begrundelse for afgørelsen
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg finder, at udbetaling af løn fra Lønmodtagernes Garantifond i en periode betyder, at arbejdsgiveren ikke har ret til løntilskud i denne periode i forhold til en medarbejder ansat i fleksjob.
Der er ikke fastsat regler om administrationen af udbetaling af løntilskud til en arbejdsgiver, der har en person ansat i fleksjob. Arbejdsgivers ret til refusion er derfor alene begrænset af de almindelige regler om forældelse af fordringer. Dette følger af Principafgørelse 179-09.
Vi har lagt vægt på, at det er en betingelse for, at arbejdsgiver kan få løntilskud fra kommunen, at arbejdergiver rent faktisk har haft en lønudgift til den ansatte i fleksjob.
Vi har endvidere lagt vægt på, at hvis Lønmodtagernes Garantifond har udbetalt løn til den ansatte, kan arbejdsgiver ikke i samme periode anses for at have haft en lønudgift til den ansatte.
Det fremgår af bekendtgørelsen om Lønmodtagernes Garantifond, at fonden foretager opkrævning af udbetalte garantimidler hos arbejdsgiveren.
I den konkrete sag fremgår det, at du har indgået en aftale om afdragsordning med Lønmodtagernes Garantifond. Ifølge aftalen skal du fra den 1. november 2009 afdrage 1.000 kr. hver måned. Det skyldige beløb udgør i alt 92.398 kr. Garantifondens udbetaling til NN udgør netto 42.407,00 kr. ud af det skyldige beløb på i alt 92.398,00 kr.
På baggrund af disse oplysninger finder vi at må lægge til grund, at du fortsat afdrager på garantimidler udbetalt af Lønmodtagernes Garantifond til NN.
Vi finder, at du først, når du kan dokumentere, at du har tilbagebetalt hele det beløb, du skylder Lønmodtagernes Garantifond på i alt 92.398 kr., kan anses for at have afholdt lønudgifter til NN for juni og juli 2008.
Du kan derfor først fra dette tidspunkt af få ret til løntilskud for NN i forhold til juni og juli 2008. Din ret til refusion fra kommunen er dog begrænset af reglerne om forældelse af fordringer.
Sagsoplysninger
- Du har oplyst, at du har afholdt udgifter til skat, afgifter m.v., da disse udgifter ikke er omfattet af udbetalingerne fra Lønmodtagernes Garantifond.
- Du har endvidere oplyst, at du skal tilbagebetale beløbet udbetalt af Lønmodtagernes Garantifond. Beløbet udbetalt af Lønmodtagernes Garantifond er derfor at betragte som et lån. Det forhold, at du har optaget et lån for at betale lønninger, friholder ikke kommunen for sin forpligtelse til at betale 2/3 af lønudgifterne til NN for juni og juli 2008.
- Vi finder ikke, at dine oplysninger kan føre til, at du har ret til refusion fra kommunen fra et tidligere tidspunkt, end før du har tilbagebetalt hele det beløb, du skylder Lønmodtagernes Garantifond som følge af garantifondens udbetaling af midler til NN for juni og juli 2008.
- Vi henviser til begrundelsen for vores afgørelse, hvoraf det fremgår, at det er en betingelse for, at arbejdsgiver kan få løntilskud fra kommunen, at arbejdsgiver har haft en lønudgift til den ansatte i fleksjob. Først når du har tilbagebetalt det beløb, du skylder Lønmodtagernes Garantifond, kan du anses for at have afholdt lønudgifter til NN for juni og juli 2008.
Information
- Vi har afgjort sagen på grundlag af:
- • De oplysninger, som forelå da Beskæftigelsesankenævnet traf afgørelse i sagen
- • Beskæftigelsesankenævnets afgørelse af 17. oktober 2011
- • Klagen til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg af 19. oktober 2011
- • Beskæftigelsesankenævnets genvurdering
- NN var ansat i fleksjob hos firmaet X.
- I forbindelse med firmaets lukning havde arbejdsgiver ikke midler til at betale NNs løn for juni og juli 2008.
- Lønmodtagernes Garantifond udbetalte derfor løn til NN for juni og juli 2008.
- Kommunen gav afslag på udbetaling af løntilskud for juni og juli 2008. Kommunen henviste til, at Lønmodtagernes Garantifond og ikke arbejdsgiver udbetalte løn til NN i perioden.
- Beskæftigelsesankenævnet stadfæstede kommunens afgørelse.
- Nævnet lagde vægt på, at Lønmodtagernes Garantifond og ikke arbejdsgiver udbetalte løn til NN for juni og juli 2008.
- Arbejdsgiver klagede.
- Arbejdsgiver oplyste, at skat, afgifter m.v. er afholdt af arbejdsgiver, da disse udgifter ikke er omfattet af udbetalingerne fra Lønmodtagernes Garantifond.
- Arbejdsgiver oplyste endvidere, at hun skal tilbagebetale beløbet udbetalt af Lønmodtagernes Garantifond. Beløbet udbetalt af Lønmodtagernes Garantifond er derfor at betragte som et lån. At arbejdsgiver optager lån for at betale lønninger, friholder ikke kommune n for sin forpligtelse til at betale 2/3 af lønudgifterne til NN for juni og juli 2008.
- Nævnet fastholdt sin afgørelse.
Metadata
Retsområder
Nøgleord
Paragraffer
Relaterede afgørelser
Udgivet: 2013-07-11
Virksomhedens ret til løntilskud omfattede ikke et anciennitetstillæg, der ifølge den pågældende overenskomst blev opnået efter 6 måneders uafbrudt ansættelse. Beregningen af løntilskud skulle alene ske på grundlag af den mindste overenskomstmæssige ...
Udgivet: 2013-07-11
Lønsumsafgift var ikke et arbejdsgiverbidrag, men en afgift til staten. Afgiften indgik derfor ikke i beregningen af arbejdsgiverens løntilskud fra kommunen ved oprettelse af fleksjob....
Udgivet: 2013-07-11
Ved beregning af løntilskuddet ved oprettelse af et fleksjob skulle det aktuelle ansættelsesområde forstås som den aktuelle funktion. En kvinde, der i en årrække havde varetaget en specialistfunktion og var aflønnet svarende hertil, skulle have bereg...