Ankestyrelsens principafgørelse 70-14

GældendeÅr: 2014Udgivet: 2014-11-26

Beskrivelse

Når et barn på grund af særlig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har behov for hjælp eller særlig støtte, træffer kommunalbestyrelsen afgørelse om hjælp. Hjælpen kan tilrettelægges i særlige tilbud efter serviceloven eller efter dagtilbudslov...

Journalnummer

2013-2111-39267

Indhold

Afgørelse

Sag nr. 1:

Efter genoptagelse af jeres sag har Ankestyrelsen i møde truffet afgørelse i jeres sag om hjemmetræning.

Resultatet er

I havde ikke på tidspunktet for kommunens afgørelse ret til godkendelse af fortsat hjemmetræning.

I har ret til godkendelse af hjemmetræning fra det tidspunkt, hvor I ikke længere anvendte trykkammerbehandling som led i hjemmetræningen. I kan dog ikke få dækket

udgifter i forbindelse med anvendelse af carbogengas i maske.

Det betyder, at kommunen den 12. oktober 2012 var berettiget til at give afslag på fortsat godkendelse af hjemmetræning.

Derudover betyder det, at I er berettiget til at få godkendt træningen af jeres søn i hjemmet fra det tidspunkt, hvor I ikke længere anvendte trykkammerbehandling som led i hjemmetræningen. I kan dog ikke få dækket udgifter i forbindelse med anvendelse af carbogengas.

Der var enighed på mødet.

Begrundelse for afgørelsen

Carbogengas og refleksposer:

Ankestyrelsen vurderer, at udgifterne til carbogengas og refleksposer er udgifter til sygehusbehandling, der ikke kan dækkes efter servicelovens regler om hjemmetræning.

Vi bemærker, at vi i denne afgørelse alene forholder os til dækning efter reglerne i servicelovens § 32, stk. 8, om hjemmetræning. For så vidt angår dækning efter reglerne i servicelovens § 41 om merudgifter, henviser vi til vores afgørelse af 23. august 2013, som vi tidligere har sendt til jer.

Bestemmelsen om hjemmetræning lægger efter vores opfattelse op til en afgrænsning mellem træning og egentlig sygehusbehandling. Vi lægger i den forbindelse vægt på, at den hjælp, forældrene under visse betingelser kan udføre i hjemmet, benævnes træning. Vi lægger også vægt på, at reglerne omhandler træningsmetoder, træningsindsats og træningsredskaber, hvilket efter vores opfattelse adskiller sig fra egentlig sygehusbehandling. På baggrund heraf finder vi, at egentlig sygehusbehandling falder uden for, hvad der kan bevilges støtte til.

Vi lægger ved afgørelsen vægt på, at cirka 95 % af carbogengas er ilt, og at behandling hermed skal ordineres af en læge.

Vi lægger også vægt på, at behandling med carbogengas givet i maske og genindånding i refleksposer efter Sundhedsstyrelsens opfattelse skal betragtes som nye behandlinger. De involverede autoriserede sundhedspersoner og deres medhjælpere skal derfor overholde reglerne i vejledning om indførelse af nye behandlinger i sundhedsvæsenet.

På baggrund heraf finder vi, at anvendelse af carbogengas i maske og genindånding i refleksposer efter deres art må betragtes som egentlige sygehusbehandlinger.

Udgifterne hertil kan derfor ikke dækkes efter reglerne om hjemmetræning. Dette gælder, selv om behandlingsformerne ikke udbydes af sygehusvæsenet, og uanset om anvendelsen heraf har en god effekt, idet det afgørende er, at der er tale om udgifter til sygehusbehandling og ikke træningsredskaber.

Reglerne om økonomisk støtte til træningsredskaber findes i § 32, stk. 8, i lov om social service og § 4 i den tilhørende bekendtgørelse. Det følger bl.a. af § 4, stk. 1, at kommunen skal sørge for de nødvendige træningsredskaber, kurser, hjælpere m.v., når forældre træner et barn i eller en ung i hjemmet.

Da sagen omhandler dækning af udgifter til carbogengas og refleksposer, har vi ikke forholdt os til, om betingelserne for godkendelse af hjemmetræning er opfyldt. Vi forudsætter dog, at kommunen løbende følger op herpå, herunder om hjemmetræningen imødekommer din søns behov.

Tilsyn og opfølgning:

Vi vurderer, at det falder uden for vores kompetence at tage stilling til den nærmere tilrettelæggelse af kommunens tilsyns- og opfølgningsbesøg vedrørende hjemmetræningen.

Kommunen skal to gange årligt føre tilsyn med barnets udvikling og trivsel, når forældrene træner barnet i hjemmet. I tilsynet skal ligeledes indgå en vurdering af familiens trivsel som helhed, herunder eventuelle søskendes trivsel. Kommunen laver på baggrund af tilsynet en tilsynsrapport med begrundet indstilling om fortsættelse eller ophør af hjemmetræningen.

Kommunen skal derudover foretage opfølgning af træningsindsatsen 4 gange årligt, hvor barnet observeres og eventuelt testes.

Kommunen kan organisere tilsynet samtidig med et opfølgningsbesøg.

Da kommunen ifølge det oplyste afholder to tilsynsbesøg om året samt fire opfølgningsbesøg for så vidt angår hjemmetræning, overholder kommunen reglerne på området. Ligeledes har vi noteret os, at kommunen i overensstemmelse med reglerne udarbejder tilsynsrapport ved tilsynsbesøgene. Der bliver således ikke lavet § 50-undersøgelser ved tilsynsbesøgene.

Det er op til den enkelte kommune, hvordan man vil organisere tilsynet, og opfølgningerne kan have varierende indhold og omfang afhængig af, hvad der er relevant i forhold til hjemmetræningens indhold samt barnets og familiens situation. Nogle gange kan opfølgningen ske ved kortere besøg i hjemmet, mens der andre gange kan være behov for, at der i forbindelse med opfølgningen gennemføres fornyet undersøgelse eventuelt i form af tests og observationer af barnet.

Tilrettelæggelsen og det nærmere indhold af tilsyns- og opfølgningsbesøgene, herunder hvilke og hvor mange personer, der deltager, ønsket om en årlig samtale med søskende og den tidsmæssige udstrækning af besøgene, er efter vores opfattelse ikke afgørelser efter loven, men beslutninger som henhører under kommunens faktiske forvaltningsvirksomhed. Da det falder uden for Ankestyrelsens kompetence at tage stilling til kommunens faktiske forvaltningsvirksomhed, afviser vi at behandle denne del af din klage.

Det følger dog at det almindelige forvaltningsretlige proportionalitetsprincip, at tilsyns- og opfølgningsbesøg skal tilrettelægges og gennemføres på en sådan måde, at de er til mindst mulig gene for jer. Vi forudsætter derfor, at det antal personer, der deltager i tilsynet, ikke er større end formålet tilsiger, og at samtalen med søskende kun gennemføres i det omfang, det er relevant i forhold til stillingtagen til fortsat godkendelse af hjemmetræning Vi forudsætter også, at den tidsmæssige udstrækning af tilsynet ikke er længere end nødvendig af hensyn til formålet.

Såfremt der ved tilsynet konstateres forhold, der kan føre til en ændring eller afslag på fortsat hjemmetræning, skal der træffes en afgørelse herom. En sådan afgørelse kan påklages til Ankestyrelsen.

Hjemmeundervisning:

Ankestyrelsen vurderer, at det falder uden for vores kompetence at tage stilling til kommunens afslag på undervisningsfritagelse.

Reglerne om hjemmeundervisning findes i friskolelovens § 34. Vi har ikke kompetence til at behandle klager over afgørelser efter denne lov.

Vi bemærker, at kommunen i afgørelsen har tilkendegivet, at brugen af Ipad ikke er en del af hjemmetræningen, men derimod en del af den specialpædagogiske bistand som led i hjemmeundervisningen. Vi finder derfor ikke grundlag for at antage, at kommunen vil have, at I bruger Ipaden som led i hjemmetræningen af din søn. Hvis du ønsker at søge om en Ipad til søn til brug i skolen eller i fritiden, henvises du til at kontakte kommunen herom. Vi forudsætter, at kommunen i så fald hurtigst muligt træffer afgørelse herom.

Sagsoplysninger

  • I oplyser, at kommunen har stoppet hjemmetræningen med meget kort varsel uden at give et reelt skoletilbud til jeres søn.
  • Vi har noteret os, at kommunen i afgørelse af 12. oktober 2012 tilbød jeres søn en plads i 6. specialklasse på Q skole, hvilket I takkede nej til. Herefter bad kommunen jer om at tilkendegive, om I fortsat ønskede at hjemmeundervise jeres søn, eller om I ønskede at han skulle indstilles til et særligt skoletilbud. Den 27. februar 2013 fik jeres søn tilbudt et særligt skoletilbud med opstart 15. marts 2013.
  • Vi er enige med jer i, at kommunen er forpligtet til at give et relevant alternativt tilbud, når der gives afslag på fortsat hjemmetræning. Da kommunen den 27. februar 2013 har givet et tilbud, finder vi ikke grundlag for at forholde os nærmere til forløbet, herunder om det tidligere tilbud var tilstrækkeligt. Vi har dog noteret os, at du, NN2, ifølge det oplyste har hjemmeundervist jeres søn i perioden. Derudover har vi noteret os, at kommunen har bevilget dig, NN1, tabt arbejdsfortjeneste i en afviklingsperiode frem til og med den 28. februar 2013, og at PPR har videresendt din ansøgning om yderligere tabt arbejdsfortjeneste i forbindelse med jeres søns skolestart. Vi forudsætter, at kommunen har forholdt sig hertil.
  • I oplyser også, at I er utilfredse med kommunens beregning af merudgifter til diætkost.
  • Da dette ikke er en del af den påklagede afgørelse, har vi ikke i denne afgørelse nærmere forholdt os hertil. Vi forudsætter dog, at kommunen, såfremt det ikke allerede er sket, træffer afgørelse herom.
  • Bemærkninger til kommunens sagsbehandling
  • Vi finder det kritisabelt, at kommunen ikke i sin afgørelse har angivet de hovedhensyn, der har været bestemmende ved skønsudøvelsen og de oplysninger om sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning ved afgørelsen, jf. forvaltningslovens § 24, stk. 1, 2. pkt. og § 24, stk. 2. Vi bemærker, at det ikke er tilstrækkeligt efterfølgende at begrunde afgørelsen, som sket ved genvurderingen, jf. forvaltningslovens § 22.
  • Da afslaget på fortsat hjemmetræning delvist er begrundet i genvurderingen, medfører begrundelsesmanglen dog ikke, at afgørelsen er ugyldig.
  • Du oplyser, at anvendelse af carbogengas og refleksposer er en meget vigtig del af din søns træningsprogram, idet det har holdt ham anfaldsfri i snart et år, og hvert anfald potentielt er dødeligt.
  • Vi bemærker, at dette ikke kan ændre på afgørelsen, idet det alene er udgifter til træningsredskaber, der kan bevilges efter servicelovens § 32, stk. 8. Der kan således ikke dækkes sådanne behandlingsudgifter, uanset om det indgår som et led i hjemmetræningen, og uanset om det har en god effekt.
  • Du oplyser også i klagen, at du fastholder at ville klage over ansøgningen om budget 2013.
  • Da kommunen i afgørelsen skriver, at hjemmetræningsteamet afventer uddybende oplysninger, og således ikke i den påklagede afgørelse træffer afgørelse herom, forholder
  • vi os ikke hertil i denne afgørelse. Du henvises i stedet til at kontakte kommunen.
  • Endelig er vi opmærksomme på, at du angiver, at kommunen skal give fri og gratis undervisning i hjemmet med hensyntagen til barnets hjemmetræning. Vi bemærker hertil, at kommunen ifølge friskolelovens § 34, stk. 3, er forpligtet til at tilbyde forældre, der hjemmetræner og samtidig hjemmeunderviser deres barn, vederlagsfri specialpædagogisk rådgivning i hjemmet om undervisning af barnet. Derudover skal kommunen ifølge friskolelovens § 34, stk. 4, tilbyde vederlagsfri specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand i hjemmet til den samme gruppe børn, hvis deres udvikling på grund af sprog- og talevanskeligheder kræver en særlig hensyntagen eller støtte.

Information

  • Vi har afgjort sagen på grundlag af:
  • De oplysninger, som forelå da kommunen traf afgørelse i sagen
  • Kommunens afgørelse af 12. oktober 2012
  • Klagen til Ankestyrelsen af 26. oktober 2012
  • Kommunens genvurdering
  • Efterfølgende korrespondance i sagen
  • Sag nr. 2:
  • Efter genoptagelse af jeres sag har Ankestyrelsen i møde truffet afgørelse i jeres sag om hjemmetræning.
  • Resultatet er
  • I har ret til at få godkendt jeres træning af jeres datter i hjemmet med virkning fra ansøgningstidspunktet. Dette gælder dog ikke mild trykkammerbehandling og anvendelse af carbogengas i maske.
  • Det betyder, at I med virkning fra ansøgningstidspunktet er berettiget til at få godkendt træningen af jeres datter i hjemmet, dog med undtagelse af mild trykkammerbehandling og carbogengas i maske.
  • A Kommune skal tage stilling til, i hvilket omfang I med virkning fra ansøgningstidspunktet har ret til dækning af tabt arbejdsfortjeneste og udgifter forbundet med hjemmetræningen. Kommunen vil kontakte jer.
  • Vi har ikke forholdt os til, om betingelserne for hjemmetræning er opfyldt fremadrettet. Kommunen bør forholde sig hertil i henhold til de retningslinjer, vi har angivet nedenfor i begrundelsen.
  • Der var enighed på mødet.
  • Vi har afgjort sagen på grundlag af:
  • De oplysninger, som forelå da kommunen traf afgørelse i sagen
  • Kommunens afgørelse af 14. maj 2012
  • Klage til Ankestyrelsen af 13. og 20. juni 2012
  • Kommunens genvurdering
  • Efterfølgende korrespondance i sagen
  • Sag nr. 3:
  • Ankestyrelsen har i møde truffet afgørelse i din sag om hjemmetræning.
  • Resultatet er
  • Du har ikke ret til dækning af udgifterne til carbogengas og refleksposer
  • Vi kan ikke tage stilling til din klage over kommunens tilrettelæggelse af tilsyn og opfølgning
  • Vi kan ikke tage stilling til din klage over afslag på undervisningsfritagelse
  • Det betyder, at afgørelsen fra A Kommune stadig gælder.
  • Der var enighed på mødet.
  • Vi har afgjort sagen på grundlag af:
  • De oplysninger, som forelå da kommunen traf afgørelse i sagen
  • Kommunens afgørelse af 14. marts 2013
  • Klagen til Ankestyrelsen af 12. april 2013
  • Kommunens genvurdering
  • • Efterfølgende korrespondance i sagen

Metadata

Retsområder

Serviceloven

Nøgleord

TilsynBehandlingsudgiftHjemmetræning

Paragraffer

§ 24§ 5§ 41§ 4§ 6§ 32 § 34§ 32§ 2§ 6i

Relaterede afgørelser

Ankestyrelsens principafgørelse 115-12

Udgivet: 2013-07-10

Når et barn på grund af særlig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har behov for hjælp eller særlig støtte træffer kommunalbestyrelsen afgørelse om hjælp. Hjælpen kan tilrettelægges i særlige tilbud efter serviceloven eller efter dagtilbudslove...

Ankestyrelsens principafgørelse 50-19

Udgivet: 2019-11-07

Oplysningspligt og helhedsvurdering En kommune skal oplyse en sag i tilstrækkeligt omfang, inden den træffer afgørelse efter den sociale lovgivning. Kommunen skal inddrage borgeren og vurdere borgerens ansøgning og spørgsmål om hjælp i forhold til al...

Ankestyrelsens principafgørelse 43-18

Udgivet: 2018-07-05

Der kan efter hjælpemiddelbekendtgørelsen ydes støtte til ortopædisk fodtøj, ortopædiske fodindlæg eller tilretning af almindeligt fodtøj, hvis borger lider af erhvervet platfod som følge af degeneration. Erhvervet platfod som følge af degeneration k...