Ankestyrelsens principafgørelse 73-16
Beskrivelse
Kommunen skal yde støtte til hjælpemidler til personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, hvis betingelserne herfor er opfyldt. Hjælp ydes til anskaffelse af det bedst egnede og billigste hjælpemiddel. Kommunen yder også støtte til...
Journalnummer
2016-2141-16540
Indhold
Afgørelse
Sådan vurderer vi sagen
Ankestyrelsen vurderer, at en hvilestol med integreret sædeløft skal betragtes som et hjælpemiddel efter servicelovens § 112.
Vi vurderer også, at du opfylder betingelserne for bevilling af et hjælpemiddel.
Hvad er afgørende for resultatet
Vi lægger vægt på, at kommunen har bevilget dig et tilskud til hvilestol. Det fremgår af kommunens afgørelse af 4. marts 2016, at hvilestolen skal betragtes som sædvanligt indbo, mens sædeløft til hvilestolen er særlig indretning. Da nyanskaffelse af hvilestol er nødvendig for, at du kan udnytte din bevilling af den særlige indretning, vælger kommunen at bevilge dig et tilskud på 50% af prisen på en standard hvilestol, dog max 2500 kr. Samtidig bevilger kommunen dig sædeløft som særlig indretning af hvilestolen efter § 113, stk. 4 med max 5000 kr.
Vi skal i den forbindelse gøre opmærksom på, at der ikke kan ydes hjælp til særlig indretning af et forbrugsgode, der indgår i sædvanligt indbo, da der ikke kan ydes støtte til sædvanligt indbo, jf. § 113, stk. 1, sidste pkt.
Vi lægger også vægt på, at X Kommune stiller følgende krav til den hvilestol og den særlige indretning, som du skal købe for det bevilgede tilskud:
•
God siddehøjde
•
God siddekomfort med lændestøtte og armlæn
•
At sædeløft er elektrisk med fjernbetjening
•
At sædeløft er integreret i hvilestolen
•
At sædeløft støtter dig i at komme op at stå
Vi lægger i den forbindelse vægt på, at en hvilestol med integreret sædeløft ikke er fremstillet med henblik på sædvanligt forbrug med den almindelige befolkning som målgruppe. En hvilestol med sædeløft er fremstillet særligt til borgere, der har vanskeligt ved at rejse og sætte sig – det vil sige personer med en nedsat funktionsevne.
Vi finder derfor, at den hvilestol med sædeløft, som kommunen vurderer som egnet til dig, skal betragtes som et hjælpemiddel.
Vi finder desuden, at en sådan hvilestol i væsentlig grad kan afhjælpe din nedsatte funktionsevne.
Vi lægger vægt på, at du lider af apopleksi med venstresidig kraftnedsættelse og dropfod. Dit funktionsniveau er meget svingende.
Vi lægger også vægt på, at du på nuværende tidspunkt har en lav hvilestol, hvor sædet skråner ned bagtil. Du kan med meget besvær rejse og sætte dig i din hvilestol og på din spisestuestol, men du udtrættes hurtigt i løbet af dagen, hvorfor din ægtefælle flere gange dagligt skal hjælpe dig fysisk op af og ned i lænestolen.
Vi lægger endeligt vægt på, at kommunen i afgørelsen af 4. marts 2016 skriver, at det vurderes, at du med bevilling af sædeløft selvstændigt vil kunne rejse og sætte dig i hvilestolen dagen igennem uden fysisk hjælp fra din hustru.
Om reglerne
Hjælpemidler efter servicelovens § 112 omfatter produkter, der er fremstillet specielt for at afhjælpe en nedsat funktionsevne. Hjælpemidler forhandles således ikke bredt med henblik på sædvanligt forbrug hos befolkningen i almindelighed.
Der kan ydes støtte til hjælpemidler til personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, når hjælpemidlet i væsentlig grad afhjælper den nedsatte funktionsevne eller i væsentlig grad letter den daglige tilværelse i hjemmet.
Mødebehandling
Sagen er behandlet på møde. På mødet stemmer deltagerne om resultatet. Der er enighed om afgørelsen.
Metadata
Retsområder
Nøgleord
Paragraffer
Relaterede afgørelser
Udgivet: 2013-07-10
En armamputeret ansøger fandtes, på baggrund af en konkret vurdering, berettiget til at få bevilget en æstetisk (kosmetisk) hånd som et hjælpemiddel. Ankestyrelsen lagde vægt på, at en æstetisk hånd er omfattet af hjælpemiddeldefinitionen i hjælpemid...
Udgivet: 2013-07-11
Ankestyrelsen fandt, at A kommune var forpligtet til at stille nødvendige hjælpemidler - herunder en plejeseng - til rådighed for ansøgeren også under dennes midlertidige ophold i sommerhus i B kommune, hvor ansøgeren modtog hjemmehjælp. Ankestyrelse...
Udgivet: 2013-07-10
Der kunne bevilges ortopædisk fodtøj til forskellige årstider og formål, når der kunne dokumenteres et behov herfor - og brugen ikke var meget begrænset. Ankestyrelsen lagde vægt på, at ansøger kun havde to par ortopædiske sko, som var bevilget i aug...