Ankestyrelsens principafgørelse 71-15
Beskrivelse
Kommunen kan godkende en § 56-aftale indgået mellem arbejdsgiver og lønmodtager i arbejdsgiverperioden, hvorefter arbejdsgiver kan opnå ret til refusion fra § 56-aftalens indgåelse. Arbejdsgiver opnår ret til sygedagpengerefusion fra indgåelsen af en...
Journalnummer
2015-3320-01051
Indhold
Afgørelse
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har i møde truffet afgørelse i jeres sag om klage over Kommunes afgørelse truffet den 18. november 2014.
Resultatet er
•
I har ret til sygedagpengerefusion for perioden fra den 14. oktober 2014 til og med den 27. oktober 2014.
Det betyder, at vi ændrer kommunens afgørelse.
Kommunen vil kontakte jer.
Begrundelse for afgørelsen
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderer, at I har ret til sygedagpengerefusion fra § 56-aftalens indgåelse den 14. oktober 2014 og den resterende del af arbejdsgiverperioden.
Vi vurderer, at I har ret til sygedagpengerefusion fra § 56-aftalens indgåelse, selvom § 56-aftalen er indgået i arbejdsgiverperioden.
Vi har lagt vægt på, at I sammen med jeres medarbejder har indgået en § 56-aftale, og at kommunen den 18. november 2014 godkendte aftalen for perioden 14. oktober 2014 til den 13. oktober 2016.
Vi har lagt vægt på, at sygedagpengelovens § 57 fastslår, at arbejdsgiverens ret til refusion har virkning fra § 56-aftalens indgåelse.
Det fremgår desuden af vejledningen til sygedagpengeloven, at retten til refusion har virkning fra og med datoen for aftalens indgåelse, og at dette også gælder, hvis aftalen indgås under en fraværsperiode.
Det er ikke en betingelse, at der skal være indgået en § 56-aftale på lønmodtagerens første sygedag, for at I har ret til refusion i arbejdsgiverperioden.
Kommunen har henvist til principafgørelse D-10-98. Vi bemærker, at principafgørelse D-10-98 fastslår, at arbejdsgiveren ikke var berettiget til refusion i henhold til en indgået § 56-aftale i forbindelse med, at lønmodtageren efter længere tid med sygemelding på fuld tid overgik til delvis sygemelding, idet der ikke hermed var indtrådt en ny arbejdsgiverperiode. I sagen var arbejdsgiverperioden udløbet inden arbejdsgiveren og lønmodtageren indgik § 56-aftalen.
Efter reglerne kan en arbejdsgiver ved aftale med en lønmodtager opnå ret til fra kommunen at få refusion med et beløb, der svarer til de sygedagpenge, som lønmodtageren har ret til fra arbejdsgiveren i de første 30 kalenderdage af sygefraværet.
Aftalen skal være skriftlig og indeholde oplysning om arbejdsgiverens og lønmodtagerens navn og adresse samt sygdommens art. Aftalen skal godkendes af lønmodtagerens opholdskommune.
Aftalen kan indgås for to år ad gangen og vedrører kun fravær på grund af den lidelse, der er omfattet af aftalen. Aftalen kan ikke fornyes, når lønmodtagerens fravær på grund af lidelsen i det seneste år ikke har medført mindst 10 fraværsdage, medmindre der ved aftalens udløb er sket væsentlige ændringer i lønmodtagerens arbejdsmæssige eller helbredsmæssige forhold.
Metadata
Retsområder
Nøgleord
Paragraffer
Relaterede afgørelser
Udgivet: 2013-12-04
Arbejdsgiveren har ret til refusion for delvist sygefravær efter § 56 i sygedagpengeloven, når borgeren er delvis uarbejdsdygtig efter sygedagpengelovens § 7, stk. 2, og sygefraværet er på mindst 4 timer om ugen. Arbejdsgivers ret til sygedagpengeref...
Udgivet: 2014-12-10
Det er en betingelse for at indgå en § 56-aftale på baggrund af behandling, at pågældende er i lægeligt anbefalet behandling, og at denne behandling er besluttet på ansættelsestidspunktet. Kommunen kan godkende en § 56-aftale i forbindelse med fravær...
Udgivet: 2015-11-04
Kommunen kan godkende en § 56-aftale indgået mellem arbejdsgiver og lønmodtager i arbejdsgiverperioden, hvorefter arbejdsgiver kan opnå ret til refusion fra § 56-aftalens indgåelse. Arbejdsgiver opnår ret til sygedagpengerefusion fra indgåelsen af en...