Ankestyrelsens principafgørelse 107-11
Beskrivelse
Forsøgspersoner er raske personer, der deltager i afprøvning af nye lægemidler. Disse personer er omfattet af personkredsen i arbejdsskadeloven. Forsøgspatienter er syge personer, der deltager i afprøvning af nye lægemidler som led i behandling af de...
Journalnummer
J.nr.: 1226583-09
Indhold
Lovhenvisninger
- Lov om arbejdsskadesikring - lovbekendtgørelse nr. 848 af 7. september 2009 - § 2
Afgørelse
Ankestyrelsen har i principielt møde truffet afgørelse i din sag om, hvorvidt der kan ske anerkendelse af anmeldte gener efter forsøg med kolesterolsænkende medicin som en erhvervssygdom. Sagen er behandlet principielt til belysning af sondringen mellem forsøgspersoner og forsøgspatienter, og hvorvidt disse er omfattet af personkredsen i arbejdsskadeloven.
Resultatet er:
· Vi kan ikke anerkende de anmeldte gener, da du ikke er omfattet af lovens personkreds.
Du kan derfor ikke få erstatning eller andre ydelser efter arbejdsskadeloven.
Vi er således kommet til samme resultat som Arbejdsskadestyrelsen, men med en ændret begrundelse.
Der var enighed på mødet.
Begrundelse for afgørelsen
Du er ikke omfattet af personkredsen i arbejdsskadeloven.
Du har anmeldt ledsmerter og hovedpine som en erhvervssygdom efter deltagelse i forsøg med kolesterolsænkende medicin.
Vi vurderer, at du er at anse som en forsøgspatient, og ikke forsøgsperson, da der har været tale om afprøvning af lægemidler som led i behandling af din sygdom. Du var således på tidspunktet for forsøget omfattet af Patientforsikringsloven (nu Lov om klage- og erstatningsadgang indenfor sundhedsvæsenet).
Det fremgår af deltagerinformationen fra forsøget, at du har fået konstateret unormalt fedt indhold i blodet, og at disse tilstande øger risikoen for hjertekarsygdom og hjertedød. Det vurderes derfor fordelagtigt med behandling. Det fremgår endvidere, at ”der er klageadgang, muligheder for erstatning efter patientforsikringsloven eller lov om erstatning for lægemiddelskader samt anden kompensation ved skader som følge af forsøget. ”
Det fremgår af Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (tidligere Patientforsikringsloven), at der skelnes mellem forsøgspersoner og forsøgspatienter. Forsøgspersoner er raske personer, mens forsøgspatienter deltager i afprøvning af lægemidler som led i diagnostik eller behandling af personens sygdom.
Det fremgår endvidere af bemærkningerne til Lov om patientforsikring, at skader der rammer sunde forsøgspersoner er dækket efter arbejdsskadesikringsloven. Vi vurderer, at forsøgspatienter modsætningsvist ikke er omfattet af arbejdsskadeloven.
Vi finder på den baggrund, at du som forsøgspatient ikke er omfattet af personkredsen i arbejdsskadeloven, men alene Patientforsikringsloven (nu Lov om klage- og erstatningsadgang indenfor sundhedsvæsenet).
Sagsoplysninger
- Du har i klagen anført, at sagen bør forelægges for Erhvervssygdomsudvalget, og at overlægen der stod for forsøget er vidende om, de skader du pådrog dig, og at de står i hans journal fra forsøget.
- Vi bemærker, at det anførte ikke har haft betydning for vores vurdering af sagen, da du ikke er omfattet af personkredsen i loven.
- Vi henviser i det hele til ovenstående begrundelse.
Metadata
Retsområder
Nøgleord
Paragraffer
Relaterede afgørelser
Udgivet: 2013-07-11
Ankestyrelsen har behandlet en række sager om anerkendelse af sygdomme i skulder, arm og hånd hos tekniske tegnere mv., der havde haft arbejde med udstrakt anvendelse af mus. Skaderne var anmeldt som tennisalbue, skulderlidelse, karpaltunnelsyndrom, ...
Udgivet: 2018-12-22
Skader indtrådt for uddannelsessøgende, der deltager i praktik efter en uddannelsesplan, er omfattet af arbejdsskadesikringsloven, hvis den uddannelsessøgende erstatter anden arbejdskraft eller på anden måde bidrager til virksomhedens produktion i ik...
Udgivet: 2013-07-11
Ankestyrelsen har behandlet 3 sager, som drejede sig om anerkendelse af karpaltunnelsyndrom. Formålet var at præcisere kriterierne længerevarende, kraftbetonet, håndledsbelastende arbejde, hvilket er nogle af betingelserne for anerkendelse af karpalt...