Ankestyrelsens principafgørelse 26-13
Beskrivelse
En arbejdsgiver skal via den digitale indberetningsløsning (SDPI) anmelde sygefraværet til kommunen senest 5 (tidligere 4) uger efter 1. fraværsdag. Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har truffet afgørelse om, at en anmeldelsesfrist, der udløber på ...
Journalnummer
5600342-12
Indhold
Afgørelse
Afgørelse i kommunens sag om sygedagpengerefusion for NN
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har i møde truffet afgørelse i kommunens sag, der er antaget for at afklare, hvordan arbejdsgivers 4-ugers frist for anmeldelse af sygefravær til kommunen skal beregnes.
Resultatet er:
• Arbejdsgiver har ikke anmeldt sygefraværet inden for fristen
• Vi finder ikke grundlag for at dispensere fra anmeldelsesfristen
Det betyder, at arbejdsgiver først har ret til refusion fra den 27. december 2011.
Vi ændrer således afgørelsen fra Beskæftigelsesankenævnet i Statsforvaltningen YY.
Der var enighed på mødet.
Begrundelse for afgørelsen
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg finder ikke, at arbejdsgiver har anmeldt sygefravær til kommunen rettidigt.
Vi har lagt vægt på, at arbejdsgiver anmeldte sygefraværet til kommunen den 27. december 2011, og at fristen for anmeldelse udløb den 26. december 2011.
Vi har videre lagt vægt på, at der hverken i § 40 eller i § 59 i sygedagpengeloven eller i forarbejderne hertil er hjemmel til at forlænge fristen for anmeldelse til førstkommende hverdag, når fristen udløber på en søn- og helligdag.
Vi finder i øvrigt ikke, at der foreligger sådanne særlige omstændigheder, der kan begrunde en dispensation.
Det forhold, at kommunen havde lukket 2. juledag, kan efter vores opfattelse ikke i sig selv medføre dispensation.
Vi har herved lagt vægt på, at anmeldelsen af sygefraværet skal ske elektronisk, og at tidspunktet for anmeldelsen af sygefraværet er det tidspunkt, hvor arbejdsgiveren har signeret indberetningen i SDPI-løsningen.
Tidspunktet for signeringen fremgår dels af den digitale anmeldelse, som kommunen modtager, dels af anmelderens kvittering. Der foreligger således på denne måde dokumentation for anmeldelsestidspunktet.
Vi har også lagt vægt på, at arbejdsgiver ved digital anmeldelse har helt frem til kl. 23:59 på den sidste dag til at anmelde sygefraværet.
Det, der har været afgørende, er således, at arbejdsgiver ikke er afskåret fra at signere indberetningen i SDPI-løsningen rettidigt, selvom fristen udløber på en helligdag, ligesom kommunen tilsvarende kan modtage (registrere) den digitale anmeldelse på en helligdag.
Der har ifølge driftshistorikken på www. NemRefusion.dk været driftsforstyrrelser i 9 dage inden for arbejdsgivers anmeldelsesfrist fra den 28. november 2011 til den 26. december 2011. Driftsforstyrrelserne har dog ikke varet hele dagen, men varieret i tid.
Vi finder ikke, at driftsforstyrrelserne hos SDPI-løsningen har været af et omfang og en varighed, der har afskåret arbejdsgiveren fra at anmelde fraværet rettidigt. Driftsforstyrrelserne giver dermed ikke grundlag for dispensation.
Vi finder endvidere heller ikke, at overskridelsen af fristen efter det oplyste kan anses at skyldes forhold hos lønmodtageren, eller forkert vejledning fra fx offentlige myndigheder.
Da arbejdsgiver således ikke har anmeldt sygefraværet inden for fristen, og der ikke er grundlag for at dispensere fra anmeldelsesfristen, har arbejdsgiveren først ret til refusion fra den dag af, hvor sygefraværet er anmeldt. Det var den 27. december 2011.
Det følger af reglerne, at en arbejdsgiver, der udbetaler løn under en lønmodtagers sygefravær, skal anmelde fraværet til lønmodtagerens opholdskommune senest 4 uger efter 1. fraværsdag, hvis fraværet strækker sig ud over 21 kalenderdage. Anmeldelse af sygefraværet til kommunen skal ske via SDPI-løsningen.
En arbejdsgiver, der udbetaler løn under sygefravær fra arbejdet, er berettiget til at få udbetalt refusion af sygedagpenge, hvis refusionskravet er anmeldt til lønmodtagerens opholdskommune.
Hvis arbejdsgiveren ikke har anmeldt sygefraværet senest 4 uger efter 1. fraværsdag, kan der alene ydes refusion fra det tidspunkt, hvor sygefraværet er anmeldt, medmindre der er grundlag for at dispensere fra anmeldelsesfristen.
Der kan dispenseres fra anmeldelsesfristen, når:
• overskridelsen af fristen skyldes driftsforstyrrelser hos SDPI-løsningen af et omfang og en varighed, der har afskåret arbejdsgiveren fra at anmelde rettidigt,
• overskridelsen af fristen skyldes forhold, som i det væsentlige må tilskrives lønmodtageren,
• overskridelsen af fristen skyldes forkert vejledning fra offentlige myndigheder eller andre, der må antages at have særligt kendskab til forholdene, eller
• særlige omstændigheder i øvrigt taler derfor
Information
- Vi har afgjort sagen på grundlag af:
- • de oplysninger, som forelå, da Beskæftigelsesankenævnet traf afgørelse i sagen
- • nævnets afgørelse af 15. marts 2012
- • klagen til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg af 2. april 2012
- • nævnets genvurdering af 12. april 2012
Metadata
Retsområder
Nøgleord
Paragraffer
Relaterede afgørelser
Udgivet: 2013-07-11
Der kunne ikke gives afslag på dagpenge under sygdom i udlandet med den begrundelse, at det ikke var dokumenteret, at det af helbredsgrunde var nødvendigt at udsætte hjemrejsen. Lønmodtageren var efter EF-reglerne omfattet af dansk lov og blev syg un...
Udgivet: 2013-07-11
En arbejdsgiver fik afslag på dagpengerefusion til en ansat, der var under sygebehandling i Brasilien. Ankestyrelsen lagde vægt på, at hverken Sundhedsstyrelsen eller Rigshospitalet havde givet de nødvendige tilladelser til sygebehandlingen i udlande...
Udgivet: 2019-06-20
En arbejdsgiver skal først anmelde medarbejderens sygefravær til kommunen, for at være berettiget til sygedagpengerefusion. Når sygefraværet er anmeldt, skal arbejdsgiver løbende anmode om refusion. Ved overskridelser af frister skal der skelnes mell...