Ankestyrelsens principafgørelse 77-11
Beskrivelse
Ved beregning af nødvendige merudgifter ved forsørgelsen af en svært autistisk, mentalt retarderet dreng skulle kommunen medtage udgifter til genanskaffelse og reparation af indbo ødelagt af barnet. Udgifterne til indbo skulle medtages i det omfang, ...
Journalnummer
J.nr.: 3500627-09
Indhold
Lovhenvisninger
- Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 81 af 4. februar 2011 - § 41
Bekendtgørelser
- Socialministeriets bekendtgørelse nr. 347 af 18. april 2011 om tilskud til pasning af børn med handicap eller langvarig sygdom - § 3 og § 4
Afgørelse
Ankestyrelsen har i møde truffet afgørelse i jeres sag om afklaring af om der er hjemmel til dækning af merudgifter ved forsørgelsen i relation til foreningskontingent, ødelæggelser af indbo, slitage på tøj med mere og vandforbrug i forbindelse med lange bade.
Resultatet er
• Ved beregning af merudgifter skal kommunen medtage udgifter til sønnens ødelæggelse af indbo i det omfang, udgifterne overstiger de udgifter en familie almindeligvis vil have hertil og udgifterne ikke kan undgås gennem indretning af de pædagogiske og miljømæssige forhold
• Ved beregning af merudgifter skal kommunen ikke medtage udgifter til sønnens lange bade, slitage på og vask af tøj, foreningskontingent samt spild af madvarer.
• Sagen hjemvises derfor til behandling i A Kommune, der skal foretage en fornyet beregning af merudgiftsydelse på baggrund af jeres oplysninger om udgifter i forbindelse med ødelæggelser af indbo. Kommunen skal i den forbindelse foretage en vurdering af hvilke udgifter, der vil kunne undgås gennem indretning af de pædagogiske og miljømæssige forhold. Kommunen skal også sammenholde udgifterne med de udgifter en almindelig børnefamilie har til forsikringsmæssig dækning af et barn.
Vi er således enige i afgørelsen fra Det Sociale Nævn i Statsforvaltningen X for så vidt angår udgifter til lange bade, slitage på og vask af tøj, foreningskontingent samt spild af madvarer.
Vi er ikke enig for så vidt angår ødelæggelser i hjemmet.
A Kommune vil kontakte jer.
Begrundelse for afgørelsen
I forhold til udgifterne vedrørende ødelæggelser af indbo har vi lagt vægt på, at disse ikke har været mulige at undgå på baggrund af sønnens svære funktionsnedsættelse. De må betragtes som nødvendige merudgifter ved forsørgelsen.
I relation til sønnens lange bade, slitage på tøj og ekstra vask, samt hans spild af madvarer og andre dagligvarer har vi lagt vægt på, at der ikke er tilstrækkelig dokumentation for, at udgifterne er nødvendige og ikke kan undgås. Udgifterne kan ikke betragtes som nødvendige merudgifter ved forsørgelsen.
Vi vurderer i den forbindelse, at udgifterne til lange bade kan undgås eller reduceres ved at aflede sønnen fra denne aktivitet, der er med til at fastholde hans uhensigtsmæssige ritualer. Vi har også lagt vægt på, at der ikke er lægevidenskabelig dokumentation for, at hyppig badning vil kunne bedre tilstanden for en person, der som hans er autistisk og har nedsatte kognitive evner.
Medlemskab af Landsforeningen for Autisme er ikke en nødvendig merudgift, da merudgiften ikke er nødvendig for at få dagligdagen med sønnen til at fungere.
Sønnens lange bade, ødelæggelse af indbo og tøj samt spild af madvarer kan efter en konkret vurdering af hans forhold anses for en følge af hans nedsatte funktionsevne, men alene ødelæggelse af indbo kan anses for en nødvendig merudgift.
Vi har i den forbindelse lagt vægt på, at sønnen lider af svær sanseforstyrrelse og at han har perioder med symptomer på angst og tristhed. Han er mentalt retarderet i middelsvær grad, og han udviser stereotyp adfærd med særinteresser omkring højder og fartgrænser. Han har store impressive og ekspressive vanskeligheder, og han kan i hjemmet optræde hyperaktivt på en måde, som gør det vanskeligt at passe ham og sætte grænser for ham. Han kan optræde meget aggressivt, når han bliver korrigeret.
Information
- Vi har afgjort sagen på grundlag af:
- • De oplysninger, som forelå da Det Sociale Nævn traf afgørelse i sagen
- • Det Sociale Nævns afgørelse af 21. oktober 2009
- • Klagen til Ankestyrelsen af 8. november 2009
- • Nævnets genvurdering
- Kommunen har ved afgørelse af 29. april 2009 givet afslag på dækning af udgifter til madvarer, hårshampoo og rengøringsmidler, kontingenter til Landsforeningen for Autister og juice til indtagelse af medicin. Kommunen har endvidere givet afslag på fortsat dækning af udgifter til vand, el, olie, vask, vask og slitage af tøj og til særkost. Kommunen har endelig ikke medtaget udgifter til medicin, da der ikke forelå tilstrækkelige oplysninger.
- Nævnet har tiltrådt kommunens afgørelse.
- Nævnet har begrundet afgørelsen med, at der er ikke lægelig dokumentation for at sønnen skal have særlig kost. Det samme gælder shampoo og rengøringsmidler. Det er ikke godtgjort at den ekstra opvask er en nødvendig udgift ved forsørgelsen. Det er ikke sandsynliggjort, at vask og slid af hans tøj adskiller sig fra andre unge menneskers forbrug. Der er ikke lægevidenskabelig dokumentation for at mange og lange bade hjælper på sønnens funktionsniveau. Udgifter til ødelagt indbo er ikke en konsekvens af hans funktionsnedsættelse. Medlemskab af Landsforeningen for Autisme ikke en nødvendig forudsætning for at få hans dagligdag til at fungere. Kommunens ses ikke at have modtaget oplysninger om sønnens medicin. Den har derfor ikke truffet afgørelse om hjælp til eventuelle merudgifter, hvorfor nævnet ikke kan træffe afgørelse herom.
- Forældrene har klaget over nævnets afgørelse.
- I klagen til Ankestyrelsen er det anført, at mange og lange bade medfører en bedring af sønnens tilstand, og er ikke udtryk for en uhensigtsmæssig handling. Der henvises i klagen til udtalelser fra psykolog Y, Asperger Ressourcecenter, og pædagog Z. Sønnens adfærd kan ikke ændres eller undgås ved at trykke på en knap, handicappet gør at der er tale om en proces. Der henvises til Ys og Zs udtalelser, hvorefter hans adfærd omkring kaffe, sukker osv. er en selvmedicinering, ligesom badningen.
- Underinstansen har ved genvurdering bemærket, at det fastholder sin afgørelse.
- Ankestyrelsens lægekonsulent har vejledt om de lægelige spørgsmål i sagen.
Metadata
Retsområder
Nøgleord
Paragraffer
Relaterede afgørelser
Udgivet: 2013-07-10
Ægtefællens indtægtsforhold skulle indgå i vurderingen af, om en kvinde, der var bevilget støtte til køb af bil, skulle have nedsat afdragene. Støtte til køb af bil beregnes på grundlag afen ansøgersøkonomiske forhold på tidspunktet for udnyttelse af...
Udgivet: 2017-04-25
Kommunen skal efter serviceloven dække nødvendige merudgifter ved forsørgelse i hjemmet af et barn under 18 år, som har en betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse. Kommunen skal ...
Udgivet: 2013-07-10
Et forældrepar med et handicappet barn med en sjælden diagnose var ikke berettiget til dækning afderes rejse- opholds- og konferenceudgifter i forbindelse med rejse til konference i USA. Ankestyrelsen lagde vægt på, at hjælp efter serviceloven var be...