Ankestyrelsens principmeddelelse 18-21

GældendeÅr: 2021Udgivet: 2021-09-04

Beskrivelse

Hvis kommunen kan hjælpe en ledig person ind på arbejdsmarkedet gennem en almindelig beskæftigelsesrettet indsats i form af fx virksomhedspraktik eller vejledning og opkvalificering efter beskæftigelsesindsatsloven, er personen ikke i målgruppen for ...

Journalnummer

20-945

Indhold

Afgørelse

Sådan vurderer vi sagen

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderer, at du ikke er omfattet af målgruppen for ressourceforløb. Selvom du har nedsat arbejdsevne, vurderer vi, at du ikke har behov for en tværfaglig indsats i form af et ressourceforløb, idet der allerede er iværksat de nødvendige støtteforanstaltninger.

Vi vurderer også, at du ikke er i målgruppen for førtidspension, idet der er behov for en afklaring og udvikling af din arbejdsevne.

Hvad er afgørende for resultatet

Vi lægger vægt på de lægelige oplysninger i sagen. Det fremgår heraf, at du lider af ADHD og mental retardering af lettere grad.

Det fremgår af lægeattest til rehabiliteringsteamet af 19. juni 2019, at du har svært ved at tage initiativ og har behov for at blive fastholdt og vist til rette i en funktion for at få ting gennemført. Dine læse- og skrivefærdigheder er begrænsede. Egen læge vurderer, at du på grund af ADHD og intellektuel reduktion kun vil kunne udføre ganske enkle, konkrete arbejdsfunktioner og have behov for bestandig oppasning.

Vi lægger videre vægt på oplysningerne om din uddannelses- og arbejdsmæssige baggrund. Du har gennemført en STU. Du har ikke haft en tilknytning til arbejdsmarkedet. Dit forsørgelsesgrundlag er uddannelseshjælp.

Du har deltaget i beskæftigelsesrettede tilbud. Du har siden den 2. juli 2018 deltaget i praktik ved Y, hvor du har prøvet forskellige arbejdsområder, bl.a. bilvask og gartner- og pedelopgaver.

Det fremgår af arbejdsevnevurderingen af 6. juni 2019, at dit fremmøde i 2019 var mere ustabilt, delvis fordi du var nødt til at skifte hold, efter bilvask er nedlagt. Din arbejdstid er derfor sat ned til 13 timer om ugen, og du har efterfølgende et stabilt fremmøde.

Det er vurderet, at du i dit arbejde med bilvask, arbejdede i et acceptabelt tempo, med præcise opgaver og uden for mange forstyrrelser. Du kunne arbejde selvstændigt i kortere perioder, hvorefter du havde brug for vejledning eller pause. Du klarede omstilling til andre opgaver fint, hvis du fik forklaret opgaven og fik mulighed for at spørge hvis du er i tvivl.

Ved gartner- og pedelopgaver svarer dit tempo til 10% af en ordinært ansat, og du har brug for tydelig og gennemskuelig instruktion for at lære en ny opgave. Ved gartner- og pedelopgaver kan du ikke arbejde selvstændigt, og selv små ændringer er svære at håndtere. Du har brug for pauser, og det vurderes, at du har brug for støtte 75% af tiden.

Vi lægger desuden vægt på status af 16. maj 2019 fra bostedet Z, hvor du har boet siden august 2017. Du kan ikke overskue en madopskrift og laver kun mad på anvisning. Du vasker selv tøj og gør rent, men har brug for at blive opfordret og fastholdt i pligterne. Du har brug for hjælp og får støtte i forhold til økonomi og ved kontakt med offentlige instanser. Du får støtte og hjælp i forbindelse med forskellige indsatsmål, herunder støtte til at opnå gode rutiner omkring kost og ernæring, til håndtering af økonomi og post og til selv at får udført praktiske opgaver i hjemmet.

Rehabiliteringsteamet vurderer den 17. oktober 2019, at du ved en virksomhedsrettet indsats kan få en tilknytning til arbejdsmarkedet. Du skal have en fast jobformidler, som du er tryg ved. Du bør fortsætte i forløbet ved Y parallelt med praktiksøgning, hvis det er muligt. Det er vigtigt, at du har faste rammer og struktur samt en fast kontaktperson - virksomhedsmentor.

Vi er opmærksomme på, at egen læge vurderer, at du på ingen måde vil kunne have en ordinær tilknytning til arbejdsmarkedet.

Det følger af forarbejderne til loven, at de lægefaglige oplysninger i sagen kun er et delelement blandt en række social- og arbejdsmarkedsfaglige faktorer, når arbejdsevnen skal vurderes.

Det betyder, at de lægelige oplysninger ikke kan stå alene, og at de sociale- og arbejdsmarkedsfaglige faktorer også indgår i vurderingen af arbejdsevnen, herunder om borger har deltaget i beskæftigelsesrettede indsatser. Arbejdsevnen skal vurderes i forhold til det brede arbejdsmarked og med hensyntagen til skånebehov.

Vi forudsætter, at kommunen i samarbejde med dig tager stilling til det videre forløb.

Om reglerne

Efter reglerne skal kommunen behandle ansøgninger og spørgsmål om hjælp i forhold til alle de muligheder, der findes for at give hjælp efter den sociale lovgivning, herunder også rådgivning og vejledning.

Kommunen kan give tilbud om virksomhedspraktik, ansættelse med løntilskud, nytteindsats, vejledning og opkvalificering. Tilbud kan gives hver for sig eller i kombination. Tilbud kan ligeledes gives i kombination med timer, hvor personen er ordinært ansat som lønmodtager.

Efter reglerne om ressourceforløb er et ressourceforløb et individuelt tilrettelagt helhedsorienteret forløb med en kombination af en indsats efter beskæftigelsesindsatsloven og en social- eller sundhedsmæssig indsats.

Ressourceforløb kan gives til personer, der har komplekse problemer ud over ledighed, som ikke har kunnet løses gennem en almindelig beskæftigelsesrettet indsats, og hvor kommunen vurderer, at der er behov for længerevarende indsats, før der kan fastsættes et konkret beskæftigelsesmål.

Efter reglerne er det en betingelse for fleksjob, at der er dokumenteret varige og væsentlige begrænsninger i arbejdsevnen, som medfører, at beskæftigelse på normale vilkår ikke kan opnås eller fastholdes.

Fleksjob kan først tilbydes, når alle relevante tilbud og foranstaltninger har været afprøvet for at bringe eller fastholde den pågældende i ordinær beskæftigelse.

Efter reglerne er det en betingelse for at få førtidspension, at arbejdsevnen er varigt nedsat i et sådant omfang, at en person uanset mulighederne for støtte efter den sociale eller anden lovgivning, herunder beskæftigelse i fleksjob, ikke vil være i stand til at blive selvforsørgende ved indtægtsgivende arbejde.

Mødebehandling

Sagen er behandlet på møde. På mødet stemmer deltagerne om resultatet. Det er enighed om afgørelsen.

Metadata

Retsområder

Beskæftigelsesindsatsloven

Nøgleord

RessourceforløbKomplekse problemer

Paragraffer

§ 112§ 52§ 53§ 113§ 114

Relaterede afgørelser

Ankestyrelsens principmeddelelse 18-21

Udgivet: 2021-09-04

Hvis kommunen kan hjælpe en ledig person ind på arbejdsmarkedet gennem en almindelig beskæftigelsesrettet indsats i form af fx virksomhedspraktik eller vejledning og opkvalificering efter beskæftigelsesindsatsloven, er personen ikke i målgruppen for ...

Ankestyrelsens principmeddelelse 18-21

Udgivet: 2021-09-04

Hvis kommunen kan hjælpe en ledig person ind på arbejdsmarkedet gennem en almindelig beskæftigelsesrettet indsats i form af fx virksomhedspraktik eller vejledning og opkvalificering efter beskæftigelsesindsatsloven, er personen ikke i målgruppen for ...

Ankestyrelsens principmeddelelse 18-21

Udgivet: 2021-09-04

Hvis kommunen kan hjælpe en ledig person ind på arbejdsmarkedet gennem en almindelig beskæftigelsesrettet indsats i form af fx virksomhedspraktik eller vejledning og opkvalificering efter beskæftigelsesindsatsloven, er personen ikke i målgruppen for ...