Ankestyrelsens principafgørelse 28-19
Beskrivelse
Når kommunen skal vurdere, om en borger kan få personlig assistance efter reglerne om kompensation til handicappede i erhverv, skal kommunen tage stilling til, om erhvervet er foreneligt med funktionsnedsættelsen. Der kan ikke ydes tilskud til person...
Journalnummer
19-11513
Indhold
Afgørelse
Sådan vurderer vi sagen
Ankestyrelsen vurderer, at dit behov for kompensation ikke kan tilgodeses med hjælpemidler. Vi vurderer således, at du, selv ved anvendelse af arbejdsredskaber, ikke uden assistance kan udføre de funktioner, der indgår i din jobfunktion.
Vi vurderer dog, at du selv kan udføre de indholdsmæssige funktioner i dit arbejde.
Vi vurderer, at du ikke har pligt til at uddelegere de administrative funktioner. Vi vurderer, at en uddelegering af de administrative funktioner ville medføre, at stillingsindholdet blev udhulet.
Vi er opmærksomme på, at kommunen har begrundet sin afgørelse med, at den personlige assistent udfører arbejde, mens du ikke er til stede.
Vi vurderer i den forbindelse, at det ikke er et krav, at den handicappede og den personlige assistent er til stede samtidig, eller at den handicappede ikke udfører andet arbejde, mens den personlige assistent arbejder. Det er dog en betingelse, at den handicappede og den personlige assistents arbejde ikke tilsammen udgør mere end den handicappedes oprindelige stillingsindhold. Det betyder, at den handicappedes stillingsindhold ikke må udvides på grund af den personlige assistance.
Vi vurderer på den baggrund, at sagen ikke er tilstrækkeligt belyst til, at det kan vurderes, om ordningen med personlig assistance i et vist omfang har karakter af medhjælp.
Vi vurderer i den forbindelse, at der mangler oplysninger om, om det arbejde, du og den personlige assistent tilsammen udfører i din arbejdstid sammenlagt med den tid, der udføres personlig assistance, overstiger arbejdsmængden for én person.
Vi vurderer på den baggrund, at kommunens vurdering om, at du har ret til personlig assistance med 5 timer om ugen ikke i tilstrækkelig grad er underbygget af faktuelle oplysninger.
Vi vurderer, at de manglende oplysninger udgør en væsentlig del af kommunens beslutningsgrundlag, og at de derfor skal indgå i den vurdering, som kommunen skal foretage, når den skal afgøre sagen.
Oplysningerne vil derfor kunne have væsentlig betydning for afgørelsens resultat.
Vi vurderer også, at kommunens muligheder for at oplyse sagen ikke er udtømte.
Vi vurderer derfor, at kommunen ikke har været berettiget til at træffe afgørelse på det foreliggende grundlag.
Hvad er afgørende for resultatet
Du udfører selv de indholdsmæssige funktioner i dit arbejde.
Vi lægger vægt på, at du efter det oplyste varetager administrativt arbejde i forbindelse med din vognmandsforretning.
Vi lægger også vægt på arbejdsplads- og funktionsvurdering af 31. oktober 2012, hvoraf det fremgår, at din arbejdsplads er optimalt indrettet, men at du fortsat har behov for at ligge ned i løbet af dagen.
Vi lægger videre vægt på, at dit arbejde består i planlægning af kørsler, indgåelse af aftaler, kontakt til kunder mv. Vi lægger også vægt på, at du har oplyst, at du, når du ikke er personligt til stede, er tilgængelig for din personlige assistent på telefon, når der er beslutninger, der skal træffes.
Ikke pligt til at uddelegere alle de administrative funktioner.
Vi lægger vægt på, at du allerede har uddelegeret al kørsel med undtagelse af små ture til værksted og kunder, da du ikke kan køre længere ture på grund af din ryglidelse.
Vi lægger således vægt på, at de funktioner, du fortsat varetager i din virksomhed overvejende er af administrativ karakter.
Personlig assistance eller almindelig medhjælp?
Vi lægger vægt på, at det af kommunens referat af opfølgningssamtale af 13. september 2017 fremgår, at din kontoransatte medarbejder ikke kun er ansat på grund af din ryglidelse, men at du også generelt har behov for en medarbejder på dette område.
Vi lægger således vægt på, at der mangler oplysninger om, om du og din kontoransatte medarbejder tilsammen udfører mere end én persons arbejde.
Der mangler også oplysninger om, om din kontoransatte medarbejder er ansat i flere timer end den pågældende udfører personlig assistance.
Der mangler videre oplysninger om, om en del af de administrative funktioner reelt selvstændigt udføres af din kontoransatte medarbejder og ikke som en assistance til dig.
Disse oplysninger skal bruges til at vurdere, om en del af den personlige assistance reelt er almindelig medhjælp.
Hvad skal kommunen gøre
Kommunen skal indhente oplysninger om, om du og din personlige assistent i din arbejdstid sammenlagt med den tid, den personlige assistent udfører personlig assistance for dig, tilsammen udfører mere end én persons arbejde.
Kommunen skal herefter vurdere dit behov for personlig assistance.
Vi bemærker, at der kun kan gives personlig assistance til den del af din personlige assistents arbejde, der indebærer, at du og den personlige assistent tilsammen udfører en arbejdsmængde, der svarer til én persons arbejde. Den øvrige del af den personlige assistents arbejde skal aflønnes af dig som almindelig medhjælp.
Hjemvisningen af sagen betyder, at den er afsluttet hos os og sendt tilbage til kommunen. Kommunen skal derfor fortsætte behandlingen af din sag og træffe en ny afgørelse.
Du kan klage over kommunens afgørelse efter de almindelige regler, dvs. ved at henvende dig til kommunen inden fire uger.
Om reglerne
Efter reglerne kan der ydes personlig assistance til ledige, lønmodtagere og selvstændigt erhvervsdrivende, der på grund af en varig og betydelig fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse har behov for særlig personlig bistand.
Efter reglerne kan der ikke ydes tilskud til personlig assistance, hvis erhvervet er uforeneligt med funktionsnedsættelsen. Personen med funktionsnedsættelsen skal selv kunne udføre de indholdsmæssige arbejdsopgaver.
Den personlige assistent skal bistå personen med praktiske arbejdsfunktioner og funktioner, som følger af beskæftigelsen, og som den pågældende på grund af funktionsnedsættelsen har behov for særlig assistance til.
Ansættelsen af den personlige assistent må ikke have karakter af vikardækning eller almindelig medhjælp.
Mødebehandling
Sagen er behandlet på møde. På mødet stemmer deltagerne om resultatet. Der er enighed om resultatet.
Du kan læse mere om, hvordan Ankestyrelsen behandler sager på møde på www.ast.dk.
Metadata
Retsområder
Nøgleord
Paragraffer
Relaterede afgørelser
Udgivet: 2013-07-10
Der kan ikke ydes tilskud til personlig assistance til chaufførhjælp fra et taxaselskab. Begrundelsen er, at chaufførhjælp fra et taxaselskab ligger uden for begrebet personlig assistance, hvor der ydes en personlig bistand, og hvor derskal foreligge...
Udgivet: 2019-06-19
Når kommunen skal vurdere, om en borger kan få personlig assistance efter reglerne om kompensation til handicappede i erhverv, skal kommunen tage stilling til, om erhvervet er foreneligt med funktionsnedsættelsen. Der kan ikke ydes tilskud til person...
Udgivet: 2018-09-20
Der kan udbetales tilskud til personlig assistance til en selvstændig, der udfører personlig assistance for en medarbejder, der er ansat i virksomheden. Når der er tale om en selvstændig erhvervsdrivende, der selv udfører personlig assistance for en ...