Ankestyrelsens principafgørelse 26-19
Beskrivelse
Førtidspension kan tilkendes personer, hvis arbejdsevne er varigt nedsat i et sådant omfang, at den pågældende ikke vil være i stand til at blive selvforsørgende ved indtægtsgivende arbejde, herunder i et fleksjob. Personer i alderen fra 18 til 39 år...
Journalnummer
19-337
Indhold
Afgørelse
Sådan vurderer vi sagen
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderer, at der er grundlag for at forelægge din sag for rehabiliteringsteamet, idet det ikke er utvivlsomt, at du ikke opfylder betingelser for tilkendelse af førtidspension.
Kommunen kunne derfor ikke afgøre din ansøgning om førtidspension uden at forelægge sagen for rehabiliteringsteamet inden afgørelsen om at påbegynde førtidspensionssagen.
De manglende oplysninger udgør en væsentlig del af kommunens beslutningsgrundlag og skal derfor indgå i den vurdering, som kommunen skal foretage, når den skal afgøre sagen. Oplysningerne vil derfor kunne have væsentlig betydning for afgørelsens resultat.
Hvad er afgørende for resultatet
Vi lægger vægt på de lægelige oplysninger i sagen. Det fremgår heraf, at du lider af ADHD, forstyrret personlighedsstruktur, skadeligt brug af alkohol, angst og social fobi.
Det fremgår af rehabiliteringsplanen, at du ikke er klar til at stoppe med alkohol. For tiden drikker du hver anden dag mellem 18-24 øl. Du lider af ludomani i perioder.
Vi lægger også vægt på lægeattest til rehabiliteringsteamet af 18. september 2014. Du har haft et langt psykiatriforløb, som er afsluttet i juni 2013, hvor du uden succes er forsøgt motiveret til at starte i misbrugscenter. Du har i kortere perioder været alkoholfri. Du har bostøtte, som beskriver, at du har forbedret dit funktionsniveau gennem de sidste år. Aktuelt tager du medicin stabilt. Din tilstand er kronificeret. Behandlingsmuligheder er vedvarende bostøtte og samtaleforløb ved lægen, hvor der løbende tages stilling til medicinjustering. Dine skånebehov omfatter hensyn til skrøbelig psyke og dårlig stresscoping.
Det vurderes i lægeattesten, at din prognose er dårlig på sigt, idet samtlige tidligere tiltag ikke har ført til beskæftigelse. Der er intet til hinder for, at du kan deltage i beskæftigelsesrelaterede tiltag under hensynstagen til dit funktionsniveau og dine skånehensyn. Det vurderes, at i det rette miljø vil du kunne mere, end du selv forventer.
Vi lægger desuden vægt på statusattest af 7. december 2016 fra egen læge. Din psykiske sygdom er velkendt, og du er i forløb hos din læge. Du har støttekontaktperson og regelmæssig kontakt til socialpsykiatrien. Øget motion kan muligvis føre til en mere naturlig grad af træthed og muligvis mindske dit behov for alkohol, som du bruger, når du har svært ved at sove. Motiverende samtaler ved egen læge er primært om alkohol. Dine psykiske ressourcer er yderst begrænsede. Der er ikke forslag til videre indsatser. Det vurderes, at du vil kunne indgå i et skånsomt aktiveringstilbud.
Vi lægger herudover vægt på, at du er ufaglært. Du har afsluttet folkeskolens 10. klasse og afbrudt en uddannelse til kok. Du har arbejdet på savværk og pallefabrik frem til 1996. Herefter har du ikke været i ordinær beskæftigelse. Du har haft længere perioder i aktiveringsprojekter, herunder XX, tekstilværkstedet af flere omgange og i køkkenet på XY.
Du har også deltaget i et toårigt ressourceforløb frem til november 2016. Rehabiliteringsteamet har anbefalet støtte i forhold til, at du overholder aftaler, kommer til træning, kommer op om morgenen og får styr på dit alkoholproblem. Du skal have støtte og hjælp til at strukturere dagligdagen, tage medicin regelmæssigt og begrænse computerspil. Teamet anbefalede kontakt til Rusmiddelcenter, samtaler ved psykolog/psykiater samt henvisning til kommunens Sundhedscenter i forhold til kost, træning og motion. På sigt skulle der iværksættes praktik med mentor.
Af sagens oplysninger fremgår, at det i Sundhedscenteret blev vurderet, at du ikke er målgruppen for tilbud om livsstilsændring, så længe du har et aktivt misbrug. Du ønsker ikke behandling ved Rusmiddelcenteret, men deltager gerne i samtaler med psykiater/psykolog. I ressourceforløbet har der været iværksat træning med vejledning fra fysioterapeut på Sundhedscenteret samt motiverende samtaler med bostøtte. Der blev ikke iværksat praktik i ressourceforløbet.
Vi lægger yderligere vægt på, at du i flere år har haft tilknyttet bostøtte. Du har aktuelt en mestringsvejleder to timer om måneden, som støtter og hjælper dig i forhold til at holde dit hjem. Det vurderes, at du gerne vil, men at det er svært for dig, da du er godt brugt efter en time, og mangler overskud.
Vi lægger dernæst vægt på statusrapport udarbejdet af din bostøtte den 18. januar 2018. Du er ikke interesseret i antabus, dog vil du gerne begrænses i dit alkoholforbrug. Du er i samarbejde med din læge i medicinsk behandling med et alkoholreducerende præparat. Du kan have brug for støtte til møder, da du ofte bliver frustreret og ikke føler dig hørt. Du har også brug for støtte til at overskue og strukturere dit hjem, eksempelvis har du brug for støtte til praktiske opgaver som opvask, gulvvask og rengøring af badeværelse.
Vi lægger tillige vægt på, at du har fået plads i kommunens interne praktik fra den 9. september 2018 med én times mødetid om ugen. Grundet helbredsproblemer har du først mødt til opstartssamtale den 4. oktober 2018. Du har efterfølgende været i praktik i fire uger, af én times varighed om ugen. Du har haft lavpraktisk monterings- og pakkeopgaver. I november 2018 udeblev du fra praktikken på grund af angstanfald og andre helbredsproblematikker.
På baggrund af sagens samlede oplysninger i sagen er vi ikke enige i kommunens vurdering af, uden inddragelse af rehabiliteringsteamet, at det er utvivlsomt, at du ikke opfylder betingelserne for tilkendelse af førtidspension. Vi henviser i den forbindelse til principafgørelse 40-17. Vi lægger vægt på oplysningerne om dit helbred, herunder dit misbrug og dit nedsatte funktionsniveau, de mange forsøg på behandling og støtte til ophør med misbrug, de beskæftigelsesrettede tilbud, herunder deltagelse i ressourceforløb, samt dit lange fravær fra arbejdsmarkedet.
Selv om du ikke har klaget over, at sagen ikke har været forelagt for rehabiliteringsteamet, vurderer vi, at der er grundlag for at drage kommunens vurdering af, at du ikke opfylder betingelserne for tilkendelse af førtidspension, i tvivl.
Hvad skal kommunen gøre
Til brug for sagsbehandlingen skal kommunen fremskaffe materiale, som allerede er udarbejdet samt opdatere den forberedende del af rehabiliteringsplanen og forelægge sagen for rehabiliteringsteamet.
Kommunen skal umiddelbart efter rehabiliteringsteamets indstilling i sagen træffe afgørelse om, at sagen på det foreliggende dokumentationsgrundlag overgår til behandling efter reglerne om førtidspension.
Kommunen skal herefter på baggrund af oplysningerne foretage en ny vurdering af, om du har ret til førtidspension. Ud fra det skal kommunen afgøre sagen igen. Hvis kommunen ikke imødekommer din ansøgning helt, skal kommunen beskrive i afgørelsen, hvad der er indgået af hovedhensyn og faktiske oplysninger i vurderingen.
Du kan klage over den nye afgørelse efter de almindelige regler. Det betyder, at du kan klage til kommunen inden fire uger efter, du har modtaget den nye afgørelse.
Om reglerne
Hjemvisning af en sag betyder, at kommunen igen skal behandle sagen og træffe en helt ny afgørelse over for borgeren. Kommunen skal ikke bare genvurdere den tidligere afgørelse og sende denne til Ankestyrelsen. Hvis borger klager over kommunens nye afgørelse, skal kommunen genvurdere den nye afgørelse. Først herefter skal kommunen sende sagen til Ankestyrelsen.
Efter reglerne er det en betingelse for at få førtidspension, at arbejdsevnen er varigt nedsat i et sådant omfang, at en person uanset mulighederne for støtte efter den sociale eller anden lovgivning, herunder beskæftigelse i fleksjob, ikke vil være i stand til at blive selvforsørgende ved indtægtsgivende arbejde.
Det skal ikke blot være sandsynliggjort, men være dokumenteret bl.a. ved at alle relevante indsatser i den beskæftigelsesrettede indsats, herunder deltagelse i relevant jobafklarings- eller ressourceforløb, er udtømt. Ressourceforløb er relevant, når der er et udviklingsperspektiv i forhold til personens arbejdsevne. Er det dokumenteret, eller er det på grund af særlige forhold helt åbenbart, at arbejdsevnen ikke kan forbedres ved deltagelse i et ressourceforløb, skal et ressourceforløb ikke iværksættes. Vi henviser i den forbindelse til Ankestyrelsens principafgørelse 58-18.
Efter reglerne kan en person bede kommunen om at tage stilling til, om personen har ret til førtidspension. Kommunen skal i disse tilfælde afgøre sagen på det foreliggende dokumentationsgrundlag.
Sagen skal forelægges for rehabiliteringsteamet. Kommunen kan dog træffe afgørelse om, at sagen overgår til behandling efter reglerne om førtidspension uden forelæggelse for rehabiliteringsteamet, når kommunen vurderer, at det er utvivlsomt, at personen ikke opfylder betingelserne for førtidspension. Det kan f.eks. være tilfældet i sager, hvor der ikke er den nødvendige dokumentation i sagen, til at kommunen kan vurdere personens helbred eller arbejdsevne, eller sager hvor personen er tilstrækkelig udredt, men hvor sagens oplysninger dokumenterer, at borgerens arbejdsevne ikke er nedsat i en sådan grad, at der kan tilkendes førtidspension.
Afgørelse på det foreliggende grundlag
Du har søgt om førtidspension på det foreliggende grundlag den 20. august 2018, og kommunen har truffet afgørelse om påbegyndelse af sagen den 19. november 2018. Kommunen skal derefter træffe afgørelse om din ret til pension alene på grundlag af de allerede foreliggende oplysninger på tidspunktet for påbegyndelse af pensionssagen.
Ved det foreliggende dokumentationsgrundlag forstås det materiale, som allerede er udarbejdet. Kommunen skal fremskaffe dette til brug for sagsbehandlingen.
Mødebehandling
Sagen er behandlet på møde. På mødet stemmer deltagerne om resultatet. Der er enighed om afgørelsen.
Metadata
Retsområder
Nøgleord
Paragraffer
Relaterede afgørelser
Udgivet: 2013-07-10
Der var ikke krav om en redegørelse for arbejdsevnen, når kommunen gav afslag på at påbegynde en sag om førtidspension. Kommunensafslagvar begrundet med, atarbejdsevnen ikke var tilstrækkeligt belyst. At pege på konkrete arbejdsfunktioner i forhold t...
Udgivet: 2013-07-11
Forvaltningens beslutning om, at en kvinde skulle fraflytte et plejecenter var en afgørelse i forvaltningsretlig forstand og kommunen var derfor i forbindelse med sin beslutning forpligtet til at anvende forvaltningslovens bestemmelser. Ankestyrelsen...
Udgivet: 2013-07-10
Der kunne foretages fuld efterprøvelse af en amtskommunal afgørelse efter indstilling fra et visitationsudvalg i forbindelse med afvisning af optagelse af et barn med nedsat funktionsevne i en amtskommunal specialinstitution. Prøvelsesadgangen var så...