Ankestyrelsens principafgørelse 37-13
Beskrivelse
En nordisk statsborger, der opholder sig lovligt i Danmark, kan få hjælp efter lov om aktiv socialpolitik på lige fod med en dansk statsborger. Hvis personen har bopæl i Danmark, har han mulighed for at få kontanthjælp. For at være berettiget til hjæ...
Journalnummer
2000061-12
Indhold
Afgørelse
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har i møde truffet afgørelse i NNs sag, om en nordisk statsborger umiddelbart opfylder betingelserne for kontanthjælp, når han tager ophold i Danmark og kommer fra offentlig forsørgelse i hjemlandet.
Resultatet er
· NN har ret til kontanthjælp på lige fod med en dansk statsborger, hvis han opfylder betingelserne for at få kontanthjælp
· Vi hjemviser sagen til ny behandling og afgørelse i kommunen
Det betyder, at A Kommune skal tage konkret stilling til, om NN opfylder aktivlovens almindelige betingelser for at få kontanthjælp, herunder om han har været ude for ændringer i sine forhold (en social begivenhed).
Vi er således kommet til samme resultat som Beskæftigelsesankenævnet i Statsforvaltningen Y, men med en ændret begrundelse for afgørelsen om hjemvisning.
Der var enighed på mødet.
Begrundelse for afgørelsen
Som nordisk statsborger med bopæl i Danmark er NN ligestillet med en dansk statsborger, når han søger om kontanthjælp i Danmark.
Det betyder, at kommunen konkret skal tage stilling til, om han opfylder de almindelige betingelser i aktivloven for at få kontanthjælp.
Det fremgår af aktivlovens § 3, stk. 1, at enhver, der opholder sig lovligt her i landet, har ret til hjælp efter aktivloven.
En svensk statsborger med bopæl i Danmark har mulighed for at få hjælp til forsørgelse, idet han er omfattet af Nordisk konvention om social bistand og sociale tjenester, artikel 4.
Denne bestemmelse ligestiller nordiske statsborgere:
”Ved anvendelsen af den lovgivning i et nordisk land, som konventionen omfatter, ligestilles statsborgere i et andet nordisk land, der har lovligt midlertidigt ophold eller lovlig bopæl i landet, med landets egne statsborgere. ”
For at en nordisk statsborger kan få ret til kontanthjælp, skal han på ansøgningstidspunktet opfylde de almindelige betingelser for kontanthjælp. Det betyder blandt andet, at han skal have været ude for ændringer i sine forhold, der bevirker, at han ikke har mulighed for at skaffe det nødvendige til sin forsørgelse. Vi hjemviser sagen til kommunen til vurdering af, om han faktisk opfylder denne betingelse.
Da en nordisk statsborger i Danmark er ligestillet med en dansk statsborger, behøver ændringerne ikke at være udløst i Danmark. Dog skal ændringerne stadig have betydning på det tidspunkt, hvor han søger om kontanthjælp i Danmark.
At vælge at flytte til Danmark er ikke i sig selv en ændring (en social begivenhed), der giver ret til kontanthjælp.
Der er ikke tilstrækkelige oplysninger i sagen til, at vi kan vurdere, om NN opfylder betingelsen om ændringer i forholdene på ansøgningstidspunktet.
Vi har lagt til grund, at NN er svensk statsborger. Vi har endvidere lagt til grund, at han har lovligt ophold og bopæl i Danmark, idet han har fremvist en lejekontrakt på en lejlighed i Danmark.
NN oplyser, at han er blevet løsladt fra fængsel i Sverige. Men han flytter først til Danmark seks uger efter løsladelsen. Ansøger siger selv, at han ikke har haft indtægter de sidste tre måneder forud for ansøgningen om kontanthjælp, og at han har lånt penge til indskud.
For at kunne vurdere, om en nordisk statsborger opfylder betingelserne for at få kontanthjælp i Danmark, skal den danske kommune eventuelt indhente dokumentation fra ansøgers tidligere hjemkommune i hjemlandet, herunder indhente oplysninger om hans økonomiske forhold i hjemlandet.
Vi bemærker, at der er særlige betingelser i aktivlovens § 4 for at udlændinge kan få vedvarende hjælp til forsørgelse. Hjælp til forsørgelse anses imidlertid først for vedvarende, hvis den er ydet i mere end ½ år eller må påregnes at ville vare mere end ½ år. Hvis det er tilfældet, skal Udlændingeservice afgøre, om udlændingen skal hjemsendes.
Sagsoplysninger
- A Kommune mener, at NN ikke er omfattet af den nordiske konvention, fordi han ikke tidligere har haft tilknytning til Danmark, og han var arbejdsløs i sit hjemland forud for indrejsen til Danmark.
- Vi bemærker, at det ikke fremgår af den nordiske konvention, at den ovennævnte situation skulle udelukke en nordisk statsborger fra at være ligestillet med en dansk statsborger i Danmark.
- Den nordiske statsborgers forhold op til ansøgningen om kontanthjælp i Danmark kan derimod have betydning for, om han er berettiget til kontanthjælp efter de almindelige betingelser for at få kontanthjælp.
- Disse betingelser er blandt andet, at ansøger skal have været ude for ændringer i sine forhold, der har bevirket, at han ikke har mulighed for at skaffe det nødvendige til sin forsørgelse; at behovet ikke kan dækkes gennem andre ydelser, og at han stiller sig til rådighed for det danske arbejdsmarked.
Information
- Vi har afgjort sagen på grundlag af:
- · De oplysninger, som forelå da Beskæftigelsesankenævnet traf afgørelse i sagen
- · Beskæftigelsesankenævnets afgørelse af 8. december 2011
- · Klagen til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg af 9. december 2011
- · Beskæftigelsesankenævnets genvurdering
Metadata
Retsområder
Nøgleord
Paragraffer
Relaterede afgørelser
Udgivet: 2013-07-11
Underskud på skibsvirksomhed og for containeranparter måtte anses for specielle skattetekniske fradrag i relation til betaling for ophold i daginstitution....
Udgivet: 2019-03-30
Der kan ydes særlig støtte til høje boligudgifter og stor forsørgerbyrde til personer, der opfylder betingelserne om social begivenhed i aktivloven. For at en person kan være berettiget til særlig støtte, skal dennes nettoboligudgift overstige et græ...
Udgivet: 2013-07-10
Kommunen burde have imødekommet ansøgers ønske om aktivering i det tilbud, som han selv havde fundet hos en privat arbejdsgiver. Dette måtte anses for mindst lige så egnet til at forbedre hans muligheder for at opnå tilknytning til arbejdsmarkedet, s...