Ankestyrelsens principmeddelelse 99-19
Beskrivelse
Kommunen har pligt til efter boligstøtteloven at yde lån til betaling af beboerindskud, når indkomstbetingelserne herfor er opfyldt (pligtlån). Der er ikke mulighed for at yde beboerindskudslånet delvist efter boligstøttelovens regler om pligtlån. De...
Journalnummer
19-35439
Indhold
Afgørelse
Du har klaget over X Kommunes afgørelse om delvis bevilling af lån til betaling af beboerindskud. Kommunen afgjorde sagen den 3. juli 2019.
Ankestyrelsen har nu afgjort din sag.
Resultatet er:
•
Du har ret til det fulde beboerindskudslån på 18.750 kr. til boligen beliggende på adressen i X Kommune.
Det betyder, at vi ændrer kommunens afgørelse. Kommunen kontakter dig med henblik på bevilling af resten af lånet.
Sådan vurderer vi sagen
Ankestyrelsen vurderer, at der ikke er grundlag for at give afslag på beboerindskudslån efter bestemmelserne i boligstøttelovens § 55, stk. 2, nr. 1, til boligen beliggende på adressen i X Kommune, fordi du har behov for lånet.
Vi vurderer også, at kommunen ikke kunne bevilge dig et delvist lån og dermed give dig afslag på det fulde lån med den begrundelse, at der ikke er behov for at yde fuldt lån, idet du selv vil være i stand til at betale en del af beboerindskuddet.
Hvad er afgørende for resultatet
Vi lægger til grund, at du opfylder de økonomiske betingelser i boligstøttelovens § 56, stk. 1.
Boligindskuddet udgør i henhold til lejekontrakten 18.750 kr.
Det fremgår af din lejekontrakt, at lejemålet begynder den 15. juli 2019, og at beboerindskuddet skal betales ved aftalens underskrift.
Der foreligger ikke oplysninger om, hvornår du har underskrevet lejekontrakten og således skulle betale beboerindskuddet til udlejer.
Vi lægger derfor vægt på oplysningerne om dine økonomiske forhold på det tidspunkt, hvor kommunen bevilgede dig et delvist beboerindskudslån, den 7. juni 2019.
Den 7. juni 2019 kunne du, ifølge kontoudskrifter fra din bank, disponere over 10.342,50 kr.
Vi lægger derfor vægt på, at du på indflytningstidspunktet, eller i umiddelbar tilknytning hertil, ikke har kunnet disponere over et beløb mindst svarende til beboerindskuddet.
Kommunen har ydet dig et delvist beboerindskudslån på 13.750 kr. med den begrundelse, at der ikke er behov for at yde fuldt lån, idet du selv vil være i stand til at betale en del af beboerindskuddet.
I henhold til boligstøttelovens bestemmelser om pligtlån, er der ikke mulighed for at yde beboerindskudslånet delvist. Udgangspunktet er, at lånet skal bevilges, når indkomstbetingelserne er opfyldt. Da du ikke disponerer over et beløb mindst svarende til beboerindskuddet, er der ikke grundlag for at give afslag efter bestemmelsen i boligstøttelovens § 55, stk. 2, nr. 1.
Om reglerne
Det påhviler kommunalbestyrelsen at yde lån til betaling af beboerindskud, når indkomstbetingelserne herfor er opfyldt.
Kommunalbestyrelsen kan dog afslå at yde lån, hvis ansøgeren efter kommunalbestyrelsens samlede vurdering af ansøgerens økonomiske og personlige forhold ikke har behov for lånet.
Lån ydes således ikke i tilfælde, hvor dette ikke kan anses som rimeligt begrundet i ansøgerens forhold. Dette kan være, hvor der foreligger ganske særlige omstændigheder begrundet i ansøgerens forhold, fx når ansøgeren selv disponerer over de nødvendige midler. Et afgørende kriterium er, om ansøgeren på indflytningstidspunktet kan disponere over et beløb mindst svarende til beboerindskuddet.
Det forudsættes, at der ansøges om lån i tilknytning til indflytningstidspunktet.
Vi henviser til vores principmeddelelse M-1-07 om bortgivelse af formue og om tidspunktet for vurderingen af ansøgerens forhold.
Bemærkninger til kommunen
Kommunen henviser til, at det af boligstøttevejledningens pkt. 277 fremgår, at kommunen i særlige tilfælde kan beslutte kun at yde lånet delvist, fx hvor et beboerindskud er stort, og ansøgeren har likvide midler af et ikke ubetydeligt omfang i forhold til indskuddet.
Ankestyrelsen bemærker, at en vejledning ikke er en juridisk bindende regulering, og ikke i sig selv fastsætter retstilstanden på området.
Det fulde beboerindskudslån på 18.750 kr. skal derfor bevilges, idet bestemmelsen i boligstøttelovens § 55, stk. 2, nr. 1, ikke finder anvendelse.
Ankestyrelsen bemærker også, at der ikke skal anlægges en rådighedsvurdering ved afgørelsen om beboerindskudslån efter boligstøttelovens regler om pligtlån. Kommunen skal ikke inddrage det rådighedsbeløb, som anvendes ved vurderinger om hjælp efter aktivlovens regler om enkeltydelser og pensionslovens regler om personlige tillæg.
Mødebehandling
Sagen er behandlet på møde. På mødet stemmer deltagerne om resultatet. Der er enighed om afgørelsen.
Metadata
Retsområder
Nøgleord
Paragraffer
Relaterede afgørelser
Udgivet: 2013-07-11
Der blev givet afslag på lån til beboerindskud til en lejlighed, fordi ansøgers økonomiske forhold på ansøgningstidspunktet ikke gjorde det sandsynligt, at han ville kunne betale den løbende husleje. Der var heller ikke tale om et akut opstået boligb...
Udgivet: 2019-12-19
Kommunen har pligt til efter boligstøtteloven at yde lån til betaling af beboerindskud, når indkomstbetingelserne herfor er opfyldt (pligtlån). Der er ikke mulighed for at yde beboerindskudslånet delvist efter boligstøttelovens regler om pligtlån. De...
Udgivet: 2013-07-11
Der var klageadgang til det sociale nævn vedrørende en kommunes afslag på fortsat rente- og afdragsfrihed på et beboerindskudslån ydet efter reglerne om pligtlån. Afgørelsen om rente- og afdragsfrihed var omfattet af den generelle klagebestemmelse, h...