Ankestyrelsens principafgørelse 97-13

Ankestyrelsen har i møde truffet afgørelse i din sag om, hvorvidt varetægtsfængsling i surrogat kan sidestilles med en anbringelse uden for hjemmet og om den unge dermed falder inden for målgruppen, der kan få bevilget efterværn.

Resultatet er

•Din varetægtsfængsling i surrogat kan sidestilles med en anbringelse

Det betyder, at det skal vurderes, om du er omfattet af personkredsen for efterværn.

Vi ændrer således afgørelsen fra det sociale nævn i Statsforvaltningen YY.

Vi skal bede kommunen tage stilling til, om du har ret til efterværn.

NN kommune vil kontakte dig.

Der var enighed på mødet.

Ankestyrelsen finder, at din varetægtsfængsling i surrogat er at sidestille med en anbringelse efter serviceloven.

Vi har lagt vægt på, at kommunen har oplyst, at man ikke er blevet inddraget i forbindelse med din varetægtsfængsling i surrogat på institutionen V. Det skal dog bemærkes, at kommunen har betalt for dit ophold på V frem til og med april 2012, hvor du fyldte 18 år. De efterfølgende regninger har kommunen efter nævnets afgørelse sendt tilbage til Regionen sammen med et tilbagebetalingskrav på de allerede betalte måneder.

Når kommunen betaler for opholdet, må det betragtes som et betalingstilsagn, uanset at kommunen efter nævnets afgørelse undlod at betale og herefter bad om at få de udbetalte beløb retur.

Dit ophold på Institutionen V i varetægtssurrogat var derfor en anbringelse efter serviceloven, da kommunen ved deres betaling af opholdet gav et betalingstilsagn.

Da du dermed må anses for at være anbragt efter serviceloven, er der mulighed for at træffe afgørelse om efterværn, hvis betingelserne herfor er opfyldt.

Ankestyrelsen bemærker generelt, at det bl.a. er en betingelse for at kunne få efterværn, at den unge er eller har været anbragt efter servicelovens regler inden det 18. år.

En ung kan anbringes på sikret institution i varetægtssurrogat, jf. retsplejelovens § 765 eller som led i en afsoning, jf. straffuldbyrdelseslovens § 78, stk. 2. I begge situationer fremgår det, at det er kommunalbestyrelsen i opholdskommunen, der kan træffe afgørelse om at anbringe en ung i varetægtssurrogat eller anbringe en ung som led i en afsoning.

Der er ikke yderligere regulering af de situationer, hvor der er tale om varetægtssurrogat, men i de situationer, hvor der er tale om alternativ afsoning, supplerer straffuldbyrdelsesloven.

I de tilfælde, hvor en ung er idømt en fængselsstraf, kan Justitsministeriet (Direktoratet for Kriminalforsorgen) efter reglerne i straffuldbyrdelsesloven træffe afgørelse om, at den unge skal anbringes i institution mv. som alternativ til afsoning.

Der er en række krav til en sådan afgørelse. For det første træffes den efter indstilling fra en af kriminalforsorgens afdelinger eller institutioner, ligesom en sådan anbringelse som udgangspunkt forudsætter, at den dømte samtykker heri. Derudover skal Direktoratet for Kriminalforsorgen have sikret sig, at det egnede anbringelsessted har erklæret sig villig til at modtage den dømte, samt at der er indhentet et betalingstilsagn fra den visiterende eller betalende myndighed, medmindre anbringelsesstedet er en af kriminalforsorgens pensioner eller et hospital.

Hvorvidt ovenstående form for anbringelse svarer til en anbringelse efter serviceloven fremgår således ikke direkte af lovens ordlyd. Endvidere er der ikke fortolkningsbidrag at hente i hverken vejledning nr. 68 af 5. juli 2002 om anbringelse af dømte i institution m.v. uden for fængsel eller arresthus (§ 78-vejledningen) eller forslag til lov om fuldbyrdelse af straf mv. nr. 1999/1 LSF 145 fremsat den 8. december 1999.

Ankestyrelsen har i tidligere principafgørelser tolket reglerne således, at Direktoratet for Kriminalforsorgen ”alene” har kompetence til at tillade, at en dømt afsoner sin straf uden for fængsel eller arresthus. Når den pågældende kommune efterfølgende træffer afgørelse om betalingstilsagn, indebærer denne afgørelse en beslutning om anbringelse efter serviceloven.

Endvidere gælder servicelovens almindelige regler om finansiering af udgifter ved ophold i medfør af straffuldbyrdelseslovens regler om alternativ afsoning på et opholdssted.

Ankestyrelsen finder ikke holdepunkter for at ændre denne praksis.

Når en kommune skal tage stilling til, om den vil give betalingstilsagn til en anbringelse af en ung som alternativ til afsoning, træffer den således samtidig afgørelse om en anbringelse efter serviceloven.

Bestemmelserne i magtanvendelsesbekendtgørelsen om alternativ afsoning og varetægtsfængsling i surrogat er formuleret nogenlunde ens. Der findes ikke yderligere bidrag til fortolkning af bestemmelserne om varetægtsfængsling i surrogat.

Det lægges herved til grund, at det har været intentionen, at disse to former for ”anbringelse” har skullet behandles ens, således at kommunen skal inddrages inden anbringelse i begge tilfælde.

På baggrund af ovenstående vurderes det, at et ophold p å et anbringelsessted som følger af en afgørelse om varetægtsfængsling i surrogat samt afgørelse om alternativ afsoning, er en anbringelse i servicelovens forstand med deraf følgende mulighed for efterværn.