Ankestyrelsens principafgørelse 18-16

Sag 1: 2015-2211-17361:

Ankestyrelsen har i møde truffet afgørelse i sagen om klage over A Kommunes afgørelse truffet den 18. marts 2015.

Resultatet er

•

B Kommune har ret til refusion.

Det betyder, at vi ændrer A Kommunes afgørelse.

Der var enighed på mødet.

Sagsbehandling

Ankestyrelsen vurderer, at anbringelsen ophørte, da NN i august 2013 forlod anbringelsesstedet og tog ophold hos sin mor, og A Kommune afstod fra at benytte servicelovens muligheder for at gennemtvinge en fortsat anbringelse.

Hjælp efter servicelovens § 52, stk. 3, nr. 7 og § 58 forudsætter, at barnet eller den unge (i det væsentlige) ikke opholder sig sammen med forældremyndighedsindehaveren, mens anden hjælp efter servicelovens kapitel 11 kan ydes i hjemmet.

A Kommune forsømte i den forbindelse sine forpligtelser som handlekommune ved ikke straks at revidere handleplanen, træffe udtrykkelig afgørelse om hjemgivelse og orientere bopælskommunen om forløbet.

Vi er opmærksomme på, at A Kommune har lagt til grund, at hjemgivelsen først skete den 1. februar 2014. Dette er ikke korrekt.

Refusion

Vi vurderer, at hjemgivelsen af NN ikke var begrundet relevant i forhold til anbringelsesgrundlaget, og at B Kommune derfor har ret til refusion i anledning af genanbringelsen i juli 2014.

A Kommunes vurdering af, at anbringelsen må ophøre i og med, at NN ikke ønsker den opretholdt og derfor ikke profiterer af den, samt at der måske kunne skabes udvikling via massive foranstaltninger i hjemmet, er således ikke tilstrækkelig.

Vi henviser i den forbindelse til, at NN øjensynlig ikke trivedes på det aktuelle anbringelsessted, men at et andet opholdssted kunne forsøges, og at en anbringelse uden samtykke kan opretholdes mod parternes vilje, og at kommunen har magtmidler til at gennemføre dette, hvis det er nødvendigt.

Med hensyn til vurderingen af forholdene i hjemmet og moderens muligheder for at varetage omsorgen og for at tilgodese NNs særlige behov, foreligger der ikke oplysninger, der dokumenterer, at moderens evne til at tage vare på NN var væsentligt forbedret siden seneste afgørelse om anbringelse. A Kommune ses heller ikke at have forsøgt at belyse forholdene ved at kontakte B Kommune. En iagttagelse om, at moderen tilsyneladende har fundet ro i sin tilværelse underbygger ikke, at forældreevnen er væsentligt forbedret.

Vi lægger vægt på, NN havde været anbragt uden for hjemmet i en årrække og at Børn- og Ungeudvalget i september 2012 opretholdt beslutningen med henvisning til moderens utilstrækkelige omsorg for ham og hans adfærds- og tilpasningsproblemer. I afgørelsen fra Børn- og Ungeudvalget var der henvist til en forældreevneundersøgelse fra 2010, hvor det om moderen var noteret, at hun har ADHD, og at hun ikke havde de empatiske evner, der er nødvendige for at kunne drage omsorg for sine børn. Det påpeges, at hendes mønstre var mere rigide end de var i 2002 og psykologen bemærkede, at hun slet ikke kunne anbefale en hjemgivelse.

Vi lægger endvidere vægt på, at NN i maj 2013 truede et yngre barn fra opholdsstedet på livet.

Det fremgår af retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 5, at en opholdskommune har ret til refusion efter stk. 1, når et barn eller en ung får ophold i et anbringelsessted, jf. § 66 i lov om social service, som følge af en tidligere opholdskommunes beslutning om hjemgivelse, når det er åbenbart, at beslutningen om hjemgivelse var ubegrundet.

Det fremgår af servicelovens § 68, at foranstaltninger efter § 52, stk. 3, det vil bl.a. sige en anbringelse, skal ophøre, enten når målet er nået, når de ikke længere opfylder deres formål eller når den unge fylder 18 år.

Vi finder, at A Kommune ikke har dokumenteret, at hjemgivelsen er begrundet, da målet for anbringelsen er nået, eller anbringelsen har opfyldt sit formål.

Vi skal i den forbindelse henvise til vores praksis i principafgørelse R-5- 08, hvor vi fandt, at der ikke forelå ikke oplysninger om, at der var sket ændringer i forholdene, så der ikke længere var grundlag for en anbringelse. Hjemgivelsen var derfor ubegrundet.