Ankestyrelsens principafgørelse 94-11
Beskrivelse
Der kunne ikke ydes dækning af udgifter til ledsagers transport og aktiviteter som en nødvendig merudgift ved den daglige livsførelse. Det var en betingelse for at få hjælp efter reglerne om nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse, at der ...
Journalnummer
J.nr.: 3500021-10
Indhold
Lovhenvisninger
- Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 81 af 4. februar 2011 - § 100 og § 97
Bekendtgørelser
- Socialministeriets bekendtgørelse nr. 1390 af 12. december 2006 om betingelser for ledsageordningen - § 1, § 3, stk. 1, § 5, stk. 2 og § 9
- Socialministeriets bekendtgørelse nr. 764 af 24. juni 2010 om nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse - § 10
Afgørelse
Ankestyrelsen har i møde truffet afgørelse i din sag om i hvilket omfang, der kan
ydes ledsagelse efter merudgiftsreglerne til befordring og ferie for en person med
en psykisk lidelse, der ikke er bevilget ledsageordning. Sagen er antaget som
supplement til C-35-06.
Resultatet er
• Der kan ikke ydes dækning af udgifter til udgifter til ledsagelse efter reglerne om nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse
Det betyder, at du ikke kan få dækket udgifter til ledsagers transport og ledsagers aktiviteter som en nødvendig merudgift ved den daglige livsførelse.
Vi er således kommet til samme resultat som nævnet i Statsforvaltningen Y.
Der var enighed på mødet.
Begrundelse for afgørelsen
Det er en betingelse for at få hjælp efter reglerne om nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse, at der ikke er fastsat en egenbetaling til udgiften efter andre bestemmelser i den sociale lovgivning.
Det er i bestemmelsen om ledsagelse fastsat, at brugeren selv afholder sine egne og ledsagerens udgifter til befordring m.v. samt ledsagerens udgifter, hvis brugeren ønsker dennes tilstedeværelse under aktiviteter, der skal betales for, fx biograf- eller restaurationsbesøg.
Vi har lagt til grund, at du modtager hjælp til ledsagelse i dit botilbud.
Vi har endvidere lagt vægt på, at du modtager ledsagelse med de 15 timer om måneden, som der maksimalt kan bevilges efter ordningen om ledsagelse. Du modtager ledsagelse på daglige ture med personalet. Kommunen har gjort dig opmærksom på, at du havde mulighed for at tage personalet med på tur af nogle få dages varighed. Du skulle dog betale ledsagerens udgifter efter servicelovens § 97.
Fordi det er fastsat i bekendtgørelsen om ledsagelse, at brugeren selv skal afholde udgifterne for ledsageren, kan denne udgift ikke dækkes som en nødvendig merudgift ved den daglige livsførelse.
Det fremgår endvidere af forarbejderne til serviceloven, at ydelsen kun omfatter selve ledsagelsen og de med denne direkte forbundne funktioner.
Sagsoplysninger
- Din far har henvist til, at den tidligere Socialminister mente, at du havde ret til hjælp efter § 100.
- Vi bemærker, at Karen Jespersen har henvist til lovens ordlyd og gjort opmærksom på, at der efter denne bestemmelse kan ydes tilskud til individuel transport, hvis udgifterne i øvrigt oversteg 6.000 kr.
- Denne bestemmelse omfatter ikke transport for ledsager.
Information
- Vi har afgjort sagen på grundlag af:
- • De oplysninger, som forelå da nævnet traf afgørelse i sagen
- • Nævnets afgørelse af 23. december 2009
- • Klagen til Ankestyrelsen af 21. januar 2010
- • Nævnets genvurdering
- Ved kommunens afgørelse af 28. marts 2008 blev det vurderet, at du var omfattet af personkredsen for merudgifter, da lidelsen Asperger og OCD var langvarig og medførte en væsentlig nedsættelse af funktionsevnen. Merudgifterne vurderedes ikke til at være af et omfang, der kunne medføre bevilling.
- Der var udgifter til medicin. Udgifter i forbindelse med ledsageordningen samt ledsagelse i øvrigt var ikke omfattet af servicelovens bestemmelse om merudgifter efter § 100.
- Ved kommunens afgørelse den 9. april 2008 henviste kommunen til, at der tidligere var meddelt dig afslag på ledsageordning efter servicelovens § 97.
- Du tilhørte personkredsen, der kunne være omfattet af ledsageordning og berettiget til op til 15 timers ledsagelse om måneden. Du boede imidlertid i et botilbud, og det blev vurderet, at du her var berettiget til at modtage 15 timers ledsagelse pr. måned i botilbuddet. Du var dagligt på gå- eller cykelture med personalet fra botilbuddet. Der var endvidere mulighed for at tage personalet med på tur af nogle dages varighed. Dette krævede dog, at du selv betalte ledsagers udgifter.
- Nævnet stadfæstede den 22.oktober 2008 kommunens afgørelse.
- Der kunne ikke bevilges ledsageordning - udover det tilbud, der allerede var i forbindelse med dit botilbud - eller dækning af udgifter forbundet hermed i øvrigt. Medicinudgifterne kunne heller ikke dækkes.
- Nævnet har på baggrund af brev fra Ombudsmanden af 18. maj 2009 truffet en ny afgørelse den 23. december 2009.
- I brevet til Ombudsmanden fra din far var det anført, at
- • Du var hjemme hver weekend, i helligdage og i sommerferie, hvor du skulle have ledsager med. Dette medførte en merudgift å 12.000 kr. årligt.
- • Du havde udgift til ledsagelse med 3.000 kr. årligt i forbindelse med sommerferieophold på højskole.
- • Du var på en uges ferierejse, hvor der var udgift til ledsagelse på op til 5.000 kr.
- • Endelig var der udgifter til medicin på 2.400 kr. årligt.
- Nævnet har herefter anført, at det følger af servicelovens § 100, at det er en betingelse for at yde hjælp efter denne bestemmelse, at merudgiften ikke kan dækkes af efter andre bestemmelser i serviceloven eller anden lovgivning.
- For så vidt angik hjælp til ledsagelse var der fastsat særlige regler herom i servicelovens § 97, hvorefter der kan ydes hjælp til ledsagelse med 15 timer pr. måned. Der var her udtømmende gjort op med, hvor mange timer pr. måned, der kan ydes hjælp til ledsagelse, og der var derfor ikke hjemmel til at yde hjælp til ledsagelse som en merudgift efter lovens § 100.
- Nævnet henviste endvidere til Ankestyrelsens principafgørelse C-35-06.
- Du kunne tale med bostedet om, hvordan tiden til ledsagelse, som blev modtaget fra bostedet, kunne anvendes.
- Din far har klaget over nævnets afgørelse.
- I klagen til Ankestyrelsen er det anført, at Det drejede sig ikke om flere ledsagetimer, men udelukkende merudgifter der var i forbindelse med ledsager.
- Du skulle betale 2 biografbilletter i stedet for 1.
- Du skulle betale for 2 rejser, mad ture ol. i stedet for 1.
- Din far har henvist til formålsbestemmelserne i serviceloven.
- Din far anførte, at han og den tidligere Socialminister mente, at han havde ret til hjælp efter servicelovens § 100.
- Nævnet har ved genvurderingen fastholdt sin afgørelse.
Metadata
Retsområder
Nøgleord
Paragraffer
Relaterede afgørelser
Udgivet: 2013-07-10
Ankestyrelsen fandt, at både en kuvertlampe og en elektronisk lup var hjælpemidler, da de var fremstillet til svagtseende. Ankestyrelsen fandt, aten 75-årig mand med stærkt nedsat synvar berettiget til en kuvertlampe, der var transportabel og udstyre...
Udgivet: 2019-11-07
Oplysningspligt og helhedsvurdering En kommune skal oplyse en sag i tilstrækkeligt omfang, inden den træffer afgørelse efter den sociale lovgivning. Kommunen skal inddrage borgeren og vurdere borgerens ansøgning og spørgsmål om hjælp i forhold til al...
Udgivet: 2013-07-10
Ankestyrelsen fandt, at Ankestyrelsens Principafgørelser om personkredsen for merudgifter, som var truffet på baggrund af en lovændring, der trådte ikraft den1. december 2008, skulle have virkning fra den 1. december 2008. I den konkrete sag skulle D...