Ankestyrelsens principafgørelse 61-12

GældendeÅr: 2012Udgivet: 2013-07-10

Beskrivelse

Borgeren skulle have beregnet tilskud til fleksjob i egen virksomhed på baggrund af den løn, som var fastsat i en lokallønsaftale indgået mellem virksomheden og et fagligt forbund. Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg fandt, at der forelå en lokalløns...

Journalnummer

J.nr.: 2200010-12

Indhold

Lovhenvisninger

  • Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats - lovbekendtgørelse nr. 710 af 23. juni 2011 - § 75, stk. 2

Afgørelse

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har i møde truffet afgørelse i sagen om, hvordan løntilskud skal beregnes ved bevilling af fleksjob i egen virksomhed.

Resultatet er

• tilskud ved bevilling af fleksjob i egen virksomhed skal beregnes på baggrund af den løn, som er fastsat i lokallønsaftalen mellem virksomheden og X forbund

Vi er således kommet til samme resultat som Beskæftigelsesankenævnet i Statsforvaltningen YY.

Der var enighed på mødet.

Begrundelse for afgørelsen

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg finder, at borgeren skal have beregnet tilskud til fleksjob som vvs-installatør i egen vvs-virksomhed på baggrund af lokallønsaftalen indgået mellem virksomheden og X forbund.

Tilskud ved bevilling af fleksjob i egen virksomhed ydes som udgangspunkt på baggrund af den mindste overenskomstmæssige løn på det pågældende ansættelsesområde for nyansatte uden faglige kvalifikationer. På ikke overenskomstdækkede områder anvendes den overenskomstmæssige løn på sammenlignelige ansættelsesområder. Der henvises til Principafgørelserne N-6-04, N-5-04 og N-1-04 om beregning af tilskud til fleksjob i egen virksomhed samt § 75, stk. 2, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Hvis der inden for et overenskomstområde er indgået lokale overenskomster, er det mindstelønnen efter lokaloverenskomsten, der skal lægges til grund for beregningen. Hvis den lokallønsaftale, der er indgået med en virksomhed, har karakter af en lokaloverenskomst, skal der tages udgangspunkt heri.

Om der er en mindsteløn inden for et overenskomstområde, og om der er en lokal overenskomst inden for området, må afgøres af overenskomstens parter.

Vi har lagt vægt på, at virksomheden har indgået en lokallønsaftale med X forbund.

Vi har endvidere lagt vægt på X forbunds oplysninger om, at lokallønsaftalen er lavet med virksomheden, således at andre, der ansættes i lignende stillinger som borgerens, skal have den samme løn. X forbund har endvidere oplyst, at en lønaftale med en virksomhed er lavet således, at alle medarbejdere, der arbejder under samme betingelser, er omfattet af aftalen. Der er derfor ikke tale om en individuel aftale.

På den baggrund finder vi, at det i den konkrete sag må lægges til grund, at der foreligger en lokallønsaftale, og at denne har karakter af en lokaloverenskomst, hvorfor borgeren skal have beregnet tilskud til fleksjob i selvstændig virksomhed på baggrund af den løn, som er fastsat i lokallønsaftalen.

Sagsoplysninger

  • Det er kommunens opfattelse, at der ikke er tale om en lokallønsaftale men derimod en individuel lønaftale.
  • Vi skal hertil bemærke, at vi på baggrund af oplysningerne fra X forbund finder, at der foreligger en lokallønsaftale.

Information

  • Vi har afgjort sagen på grundlag af:
  • • De oplysninger, som forelå da Beskæftigelsesankenævnet traf afgørelse i sagen
  • • Beskæftigelsesankenævnets afgørelse af 15. april 2011
  • • Klagen til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg af 6. maj 2011
  • • Beskæftigelsesankenævnets genvurdering
  • • Brev af 13. juli 2011 fra X forbund
  • Borgeren var bevilget fleksjob som vvs-installatør i egen vvs-virksomhed.
  • Kommunen traf afgørelse om, at borgeren skulle have beregnet tilskud til fleksjob på baggrund af lokallønsaftalen på virksomheden svarende til 220 kr. pr. time.
  • Kommunen traf efterfølgende afgørelse om, at tilskuddet fra 1. juli 2010 skulle beregnes på grundlag af den mindste overenskomstmæssige løn for en offentlig ansat vvs-montør uden kvalifikationer svarende til 131,95 kr. pr. time.
  • Beskæftigelsesankenævnet ændrede kommunens afgørelse.
  • Nævnet fandt, at tilskud til fleksjob skulle beregnes på baggrund af lokallønsaftalen på virksomheden svarende til 220 kr. pr. time.
  • Kommunen klagede.
  • Kommunen anførte, at der ikke var tale om en lokallønaaftale men derimod en individuel lønaftale.
  • Nævnet fastholdt sin afgørelse.

Metadata

Retsområder

Aktivloven

Nøgleord

TilskudFleksjobBeregningsgrundlagSelvstændig virksomhedLokallønsaftale

Paragraffer

§ 75

Relaterede afgørelser

Ankestyrelsens principafgørelse N-6-04

Udgivet: 2013-07-11

En tømrermester - der opfyldte betingelserne for fleksjob - skulle have beregnet tilskud til selvstændig virksomhed på baggrund af den mindste overenskomstmæssige løn i henhold til overenskomstforholdene for offentligt ansatte tømrere. Begrundelsen v...

Ankestyrelsens principafgørelse 61-12

Udgivet: 2013-07-10

Borgeren skulle have beregnet tilskud til fleksjob i egen virksomhed på baggrund af den løn, som var fastsat i en lokallønsaftale indgået mellem virksomheden og et fagligt forbund. Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg fandt, at der forelå en lokalløns...

Ankestyrelsens principafgørelse N-5-04

Udgivet: 2013-07-11

Ved en landmands ansættelse i fleksjob i egen selvstændige virksomhed skulle løntilskuddet beregnes ud fra den mindste overenskomstmæssige løn for en nyansat uddannet landmand uden andre faglige kvalifikationer inden for ansættelsesområdet. Nyansatte...