Ankestyrelsens principafgørelse 66-10

Lovhenvisninger

• Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 941 af 1. oktober 2009 - § 112

Bekendtgørelser

• Socialministeriets bekendtgørelse nr. 624 af 15. juni 2006 om hjælp til anskaffelse af hjælpemidler og forbrugsgoder efter serviceloven - § 7

Afgørelse

Begrundelse for afgørelsen

Information

• Vi har afgjort sagen på grundlag af:
• • De oplysninger, som forelå da nævnet traf afgørelse i sagen
• • Nævnets afgørelse af 29. januar 2009
• • Klagen til Ankestyrelsen af 25. februar 2009
• • Nævnets genvurdering
• • Samtalenotat af 7. januar 2009
• Ankestyrelsens lægekonsulent har vejledt om de lægelige spørgsmål i sagen.
• OverlægeX ansøgte den 28. april 2008 om bevilling af Gaurdian glukosesensor til NN som hjælpemiddel.
• Kommunen meddelte afslag på ansøgning om glukosesensoren.
• Kommunen anførte, at NN havde fået bevilget 100 % tilskud til kanyler, sprøjter og testmaterialer samt 50 % tilskud til blodsukkermåleapparat.
• Kommunen vurderede, at hans funktionsnedsættelse var tilgodeset med den bevilling.
• NN klagede over denne afgørelse.
• Nævnet fandt, at NN var berettiget til 50 % af udgiften til det ansøgte blodsukkermåleapparat jf. bekendtgørelsens § 7, stk. 2.
• Nævnet havde lagt vægt på det oplyste om, at NN havde mistet evnen til at føle lavt blodsukker, hvorfor han ikke havde mulighed for at reagere i tide, så blodsukkeret kunne stabiliseres.
• Nævnet havde endvidere lagt vægt på det oplyste om, at de uvarslede insulintilfælde var forsøgt imødekommet, dels ved, at han målte meget hyppige blodsukkerværdier, og dels ved at det var forsøgt at omstille ham til de mest moderne insulintyper, men at dette ikke havde ændret på situationen.
• Nævnet var samtidig opmærksom på det oplyste om, at NN’s nuværende situation havde stor indflydelse på hans tilknytning til arbejdsmarkedet og hans familieliv.
• Nævnet fandt, at han med en glukosecensor havde mulighed for at kunne følge blodsukkerværdierne løbende, og at han således havde mulighed for at reagere i tide.
• Nævnt fandt derfor, at den ansøgte glukosecensor i væsentlig grad ville afhjælpe den nedsatte funktionsevne og i væsentlig grad lette den daglige tilværelse.
• Kommunen klagede over denne afgørelse. Kommunen anførte, at NN’s funktionsevnenedsættelse var tilgodeset med bevilling på 100 % tilskud til kanyler, sprøjter og testmaterialer, samt 50 % tilskud til ”almindeligt” blodsukkermåleapparat.
• Kommunen anførte yderligere, at NN’s årlige forbrug af testmaterialer i 2008 havde beløbet sig til 6.096 kr., hvilket ikke vurderes at være ekstremt højt.
• Videre anførte kommunen, at kommunen betragtede den konstante melding om blodsukkerværdien og deraf følgende insulindosering som en del af behandlingen af sukkersygen. Kommunen vurderede således, at apparatet og det nødvendige daglige tilbehør ikke hørte under hjælpemiddelområdet, men derimod skulle betragtes som et behandlingsredskab.
• Nævnet har efterfølgende anført, at nævnet ved afgørelsen særligt havde lagt vægt på, at NN ikke havde mulighed for at reagere i tide, da han havde mistet evnen til at føle lavt blodsukker.
• Nævnet havde derfor fundet, at han ikke ville være afhjulpet med et almindeligt blodsukkermåleapparat, medmindre han konstant skal foretage målinger.
• Nævnet fandt ud fra det oplyste, at resultatet af brugen af et almindeligt blodsukkermåleapparat og en glukosecensor var det samme. Glukosesensoren måler bare automatisk blodsukkerværdien via en kanylen stukket ind i maveskindet. Ansøgeren havde så på den måde mulighed for at reagere noget før på lavt blodsukker.
• Nævnet var opmærksom på, at også enkelte patienter (specielt patienter behandlet med insulinpumpe) benytter apparatet som led i deres diabetesbehandling. Der var ikke oplyst, at ansøgeren bruger insulinpumpe.
• Nævnet fandt derfor, at der umiddelbart var tale om, at de to apparater gjorde det samme, bortset fra, at det ene apparat gjorde det automatisk og dermed hurtigere end ved brug af blodsukkermåleapparat, samt at det fjerner usikkerheden ved ikke selv at kunne føle, hvis blodsukkeret bliver for lavt.
• Nævnet var opmærksom på kommunens bemærkning om, at de anså det for behandling, når der indtages insulin efter en måling af blodsukkerværdien, såfremt denne er lav.
• Nævnet gik ud fra, at resultatet ville være det samme, såfremt der blev målt med blodsukkermåleapparat, som viser at blodsukkeret er for lavt. Nævnet fandt derfor, at der ikke var forskel herpå, og kunne derfor ikke ud fra dette konkludere, at det ene er mere behandling end det andet.
• Sundhedsstyrelsen har den 7. januar 2010 på Ankestyrelsens forespørgsel oplyst, at glukosesensoren overvåger blodsukkeret og brugeren får via alarm besked, når blodsukkerniveauet er for lavt. Sensoren adskiller sig fra et almindeligt blodsukkermåleapparat ved, at det kræver omfattende instruktion af medicinsk personale. Der ikke er tale om et apparat man kan købe på et apotek. Der er tale om et lægeordineret middel, som anvendes i de tilfælde, hvor det er lægeligt begrundet. Brugen af apparatet omfatter kun de allerdårligste patienter, der ikke kan reguleres på almindelig vis. Endvidere kræver brugen af glukosesensor vedvarende kontakt med sygehuset.